Microsoft Danmark og SimCorp er branchens helt store aktører. De to virksomheder har tilsammen en markedsandel på næsten 50 procent målt på aktivmassen. Forskellen mellem de to virksomheder er dog tydelig, særligt hvis man kigger på årets resultat, hvor SimCorp ligger klart foran Microsoft både i 2008 og 2009 og ikke mindst i 2011, hvor SimCorp slutter i plus med en kvart milliard kroner.
SimCorp er dog langt fra alene i deres succes. En analyse foretaget af Berlingske Research blandt de 40 største danske virksomheder, som beskæftiger sig med softwareudvikling, viser, at hele branchen er i vækst. På to år er bruttofortjenesten blandt de 40 virksomheder steget fra 1.741.000.000 til 2.096.000.000, og analysen viser et stabilt højt afkast og en støt stigende stabilitet.
Set over de seneste fem til ti år har softwarebranchen gennemlevet en enorm vækst, som også fortsatte igennem den samfundsøkonomiske afmatning. Den stadige stigning i efterspørgslen skyldes blandt andet, at virksomheder i stigende grad er begyndt at efterspørge software til at styre og skabe overblik over den daglige drift og i stigende grad at automatisere og effektivisere driften for at opnå omkostningsbesparelser – en udvikling den økonomiske nedgang har sat yderligere skub i siden ultimo 2008.
Software bliver tilpasset dig
Generelt er der i softwareindustrien kommet stort fokus på at udvikle på tværs i stedet for i dybden, som direktør og stifter af Videncenter for Ny Teknologi Mads Thimmer tidligere har beskrevet det: »Som bruger af software vil vi ikke længere formes af én brugergrænseflade eller én betjeningsmåde. I dag skal software være »customiserbart«. Det skal kunne tilpasses afhængig af, hvem vi er, og hvilke funktioner vi har behov for. Det betyder, at software bliver mere håndgribeligt – og skaber en langt bedre brugerlogik. Funktionalitet og teknik bliver udfordret af præmisser om, at applikationerne skal have en menneskelighed i stedet for omvendt.«
Stor forskel på top og bund
Årets resultat steg fra 293 millioner i 2009 til 488 millioner kroner i 2010, men faldt en smule i 2011 til 476. Faldet skyldes blandt andet, at der er meget stor forskel på, hvordan analysens virksomheder klarer sig. Mens nogle som eksempelvis SimCorp oplever kronede dage, måtte ni af branchens virksomheder fremvise et negativt årsresultat, og mere end hver anden virksomhed har en negativ udvikling i årets resultat set i forhold til 2010.