Uhyggeligt gadekøkken

Uhyggen sniger sig ind alle steder i disse uger, og nu kan gademad kombineres med dødningehoveder, flagermus og andet godt.

Det er Broens Gadekøkken, der fredag-søndag sørger for, at Manden med leen står klar til at byde indenfor på pladsen, hvor Pal’ Pueblo by PMY, Gasoline Grill, MAK-CIK by IBU, California Kitchen, Dessertboden, The Coffee Collective og GRØD serverer alt fra burgere til en god risotto.

Læs mere her.

Hvad: Gadekøkken og halloween.
Hvor: Strandgade 95, 1401 København K
Hvornår: Kl. 12-20 de næste to weekender.

Begravet i bøger

Det er også i denne uge, at der er masser af guf for bogorme, når BogForum rykker ind i Bella Center med et program, der vanen tro spænder fra børnelitteratur til debatbøger.

Mød for eksempel Kim Fupz, Svend Brinkmann og Bertel Haarder - sidstnævnte taler om sangbogen »Bertels Bedste« - for blot at nævne nogle få.

Der vil også være et særligt Børnebogsforum, hvis hele familien skal af sted. Her er workshops, konkurrencer og mulighed for at møde eksempelvis Anders Matthesen, Jacob Riising, Sebastian Klein, Lene Kaaberbøl, Jakob Martin Strid og Hella Joof.

Læs mere her.

Hvad: Bogforum 2018
Hvor: Bella Center
Hvornår: 26.-28. oktober

Zombier indtager Tivoli

Lørdag  27. oktober går det løs i Tivoli, når 300 monstre a la varulve, søuhyrer, dæmoner, hekse og zombier slippes løs i haven til Monsters Night Out.

Begivenheden Monsters Night Out i Tivoli er blevet en fast tradition og holdes i år for syvende gang. Folkene bag er de samme, som årligt også arrangerer Copenhagen Zombie Crawl, der dog desværre er aflyst i år.

Hvis du ikke kan få uhygge nok, kan du også besøge Det Hjemsøgte Hus i Tivoli, som du finder under den gamle rutchebane. Huset er et spøgelseshus fyldt med skræmmende karakterer spillet af skuespillere, der er mere end kompetente til at skræmme livet af dig.

For at deltage skal du tilmelde dig arrangementet og købe entré samt turpas. Så får du udleveret et særligt Monsters Night Out-armbånd, der giver adgang til alle de uhyggelige områder.

Læs mere her.

Hvad: Monsters Night Out
Hvor: Tivoli, København K
Hvornår: 27. oktober kl. 18

Byvandring langs Københavns kanaler

I weekenden kan du deltage i en byvandring langs Christianshavns kanaler, hvor du bl.a. kan opleve de nye broer i Københavns Havn og høre om tilblivelsen af dem.

Der bliver også fortalt om de mange attraktive huse i Strandgade, Vor Frelsers Kirke og Christians Kirke.

Området har fået tilnavnet Nordens Amsterdam og det med god grund. Her ligger nemlig indenfor gåafstand imellem Strandgade og Operaen intet mindre end 13 broer og to dæmninger.

Vandringen sluttes af på Grønlandske Handels Plads, hvor det nyetablerede Broens Gadekøkken i en to-årig forsøgsperiode vil afløse Copenhagen Street Food, som lukkede ved årsskiftet.

Køb billetter her.

Hvad: Byvandring langs Christianshavns kanaler
Hvor: Christianshavns Torv ved opgangen fra Metro
Hvornår: 28. oktober kl. 11.30-13
Hvor meget: 130 kr.

Ulf Pilgaard fortæller om 50 år i show business

På Bremen Teater kan du opleve Ulf Pilgaard fortælle om sit liv, og hvordan han i mere end 50 år har beskæftiget sig med bl.a. Cirkusrevyen, teater, radio, tv-serier som »Borgen« og film. Heriblandt den første Olsen Banden-film og Ole Bornedals »Nattevagten«.

Det er første gang, du kan opleve Ulf Pilgaard fortælle om hele sin lange karriere, fra hans gennembrud på ABC Teatret til, hvor han er i dag. Under foredraget kommer Ulf Pilgaard også ind på flere af de store personligheder, han har mødt på sin vej. Bl.a. Dirch Passer, Preben Kaas, Morten Grunwald, Claus Ryskjær og Lisbet Dahl.

Du kommer også med helt tilbage til hans opvækst i et præstehjem og de tanker, der gennem tiden har gjort, at han har fundet sig selv og sit ståsted i livet.

Køb billetter her.

Hvad: Mit liv som Ulf
Hvor: Bremen Teater, København V
Hvornår: 29.oktober kl. 19
Hvor meget: 249 kr.