Det var i Kandahar Lufthavn, han fandt sin mission.

Martin Kristiansen var udsendt første gang, og 200 meter fra flybasen kørte en flok britiske soldater på en vejsidebombe og mistede livet. Det ændrede noget i Kris, som Martin Kristiansen blev kaldt af de fleste. Han ville træne sprængstofhunde til at finde de nedgravede IED’er. ”Det var her, han mente, vi kunne gøre en forskel for vores kolleger derude,” fortæller Jens Eliasen, der var i Kandahar sammen med Martin. De sikrede flybasen ved at søge efter sprængstoffer med hundene. Men vi kan gøre mere, mente Kris. Vi kan lave nogle hunde, der kan finde de vejsidebomber.

Martin Kristiansen var drevet af sit arbejde med hunde som instruktør og hundefører ved Forsvarets Militære Hundetjeneste på Flyvevåbenets Hundeskole i Karup. Her trænede han både hunde og hundeførere og var ofte på mission med bombehunde for politiet. Og hunde fyldte det meste i Kris’ liv.
Når han ikke trænede hunde på sit arbejde, kørte han gerne både 50 og 100 kilometer for at træne med de rigtige mennesker, så hans tjenestehund – schæferen Ximon – kunne klare sig bedst muligt til konkurrencer.

Perfektionismen kom nok fra barndomshjemmet i Lemvig. Her havde Karl Ejnar Kristiansen opdraget sine to drenge efter ordlyden: ”Er det noget, du vil, eller er det bare noget, du tror, du vil?” Og var det noget, man ville, så gjorde man det ordentligt.

Og det gjorde Martin. Både med hundene, men også når han nørklede med Mascot-biler, musik og guitarforstærkere. I flere år samlede Martin dele sammen til de højttalere, som en dag kom til at stå i hans stue. Sammen med sin far og storebror Mikael støbte han dem i cement. De blev testet utallige gange med Dire Straits-numre, for der herskede ingen tvivl om, hvordan sådan et nummer skulle lyde. På alle billeder fra barndomshjemmet finder man en schæferhund. For det er en rigtig hund, holder Karl Ejnar stadig fast i. Når Martin gik med aviser var schæferen Thyra altid med, og politimanden på vejen lagde derfor tre hundekiks frem på trappen. De var til hunden, men Martin spiste altid den ene. Det var rimeligt, syntes han.

En rigtig spasmager

Egentlig ville han være lærer, men skiftede mening efter at have arbejdet på et fritidshjem. I stedet havnede Martin på Hundeskolen i Karup som værnepligtig. ”Han blev forelsket i den lidt kompromisløse tilgang, som nogle af de dygtigste og bedste folk på hundegården havde, og det passede ham perfekt,” fortæller Martins mor, Yrsa Kristiansen. Kris var fast mand på Hundeskolen fra 1998, og her blev han en del af en særlig familie. Kollegerne var gode venner, der havde meget med hinanden at gøre. Også efter fyraften.

Jens Eliasen og de andre gutter fra Hundeskolen tilbragte mange mandeaftener i Kris’ skovløberhus i Fårbæk. ”Vi kunne sidde, og så ringede man lige hjem til fruen og sagde ’jeg kommer sgu ikke hjem i aften. Vi sidder lige hos Kris og griller’,” fortæller Jens.

Nu hvor han er væk, er der kommet en stærk følelse af tomhed, fortæller vennen.

”Det har været som at smide en håndgranat i det hele, og det har ikke rigtig fundet sig selv igen.”

Kris havde knap så meget styr på det med damerne. Derfor skulle det da også blive til julefrokost med kollegerne, at de andre satte sig for at finde ham én. De fandt Rikke fra Royal Canin, der leverede hundefoder til Hundeskolen. Hun blev ikke skræmt af de to billeder af Martin, som blev sendt til hende den novemberaften i 2006. På det ene dinglede han ellers i en kran, som blev brugt til genoptræning af hundene i svømmebassinet. Men sådan var Kris. En spasmager, der altid var til fest og ballade. For der var ingen grund til at gå rundt og være småmuggen, som han sagde. Var han det, løb han sig en tur, og så havde han det godt bagefter. Og skulle der mere til, kunne man bare hive proppen af en flaske rødvin og stege noget bacon.

Martin havde fortalt sin mor om Rikke. For Yrsa Kristiansen fik tit sin søn i røret, fordi han lige skulle fortælle noget. Men ellers plejede Martin ikke at misbruge sit stemmebånd, og telefonsamtalerne med vennerne nåede da aldrig over fem minutter. Anderledes blev telefonsamtalerne med Rikke, og de købte hurtigt et landsted i Løvel uden for Viborg og blev gift. Her kunne de vinke til hinanden fra den ene ende af ejendommen til den anden. Rikke i haven, og Kris i gang med at bakse med en traktor. Rikke overtog hurtigt glæden ved hunde, og drømmen var, at de en dag kunne avle deres egne og bygge en familie op på landstedet på Aalborgvej.

”Han ville rigtig gerne være far og gøre det samme for sine børn, som det han havde fået med hjemmefra. Lære dem at rode i alt muligt og lave alle mulige ting selv,” siger Rikke Kristiansen. Martin havde da også fået kig på en ny Mascot, som han gerne ville sætte i stand, når han kom hjem.

Efter indkaldelsen forandrede Martin sig

Men så langt nåede Martin Kristiansen aldrig. Han tog til Helmand i Afghanistan i april 2010, fordi der manglede en hundefører til sprængstofhunden Loke i ingeniørenheden ved Den Danske Kampgruppe. Martin havde trænet Loke fra schæferen var otte uger, til den var et år gammel og vidste, hvad hunden bestod af. For Martin var det muligheden for at komme helt ud i frontlinjen, hvor han kunne vise, hvad hans arbejde med sprængstofhunde kunne bruges til. ”Hvis vi bare kan redde en enkelt soldat eller bare finde en vejsidebombe,” gengiver Jens Eliasen Martins forklaring.

Og familien bakkede Martin op, for dret var jo noget, han ville, og ikke bare noget, han troede, han ville.

Men forberedelserne tog hårdt på Martin. Inden afrejsen blev han meget fokuseret, og den sjove vestjyde, som altid ellers lige skulle vise noget på computeren, blev erstattet af en træt Martin, som ikke engang tog til træning i Schæferhundeklubben i Herning efter arbejde.

”Jeg mistede allerede min mand lidt dér,” siger Rikke Kristiansen. Tankerne om, at han måske aldrig kom hjem igen, pressede sig på. Skete det, ville han ligge på Lemvig Kirkegård. Til bisættelsen skulle der spilles et særligt nummer, som han lyttede mange CDer igennem for at finde. Valget faldt på ’Tears In The Rain’ af Joe Satriani.

Martin havde svært ved at sige farvel, selvom han var afklaret. Især at skrive afskedsbrevene inden turen tog hårdt på ham. Derfor fik han først skrevet brevet til sine forældre to timer før, han satte kursen mod Camp Price.

Han fandt hurtigt sin plads på hold 9, og han ringede hjem tre-fire gange om ugen. Men søndag den 13. juni 2010 ringede han ikke, selvom familien derhjemme ventede på et opkald.

De vidste, at han og Loke skulle på mission i området omkring patruljebasen Budwan. Og han ringede altid efter en mission.

Men klokken 11 kørte Martins mandskabsvogn på en vejsidebombe. På bagsmækken sad to soldater og trak luft. De blev kylet bagover, mens Martin blev dræbt, fordi han sad nede i vognen ved siden af Loke, der heller ikke overlevede. Bomben gik af lige under dem.

”Men det var bare den mand, han var. Skulle hunden sidde nede i en varm bil, så sad han lige ved siden af,” siger Rikke Kristiansen.

Dagen inden havde Martin og Loke fundet flere nedgravede sprængladninger, der kunne have dræbt og lemlæstet andre. Og familien fortæller tit hinanden, at der var mening i Martins liv.

”Han gjorde jo virkelig det, han ville,” siger Karl Ejnar Kristiansen.