Fredag ved middagstid i sidste uge tikkede en email ind hos Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Emailen var fra advokat Poul Hauch Fenger, og den var sendt på vegne af hans klient, lederen af organisationen Exitcirklen, Sherin Khankan.

I beskeden stod der, at DF-ordføreren havde præcis 10 dage til at trække en række anklager tilbage, som han sammen med de Konservatives Naser Khader og Venstres Marcus Knuth havde fremsat mod Sherin Khankan.

Sker det ikke, vil Poul Hauch Fenger på Sherin Khankans vegne »tage yderligere retslige skridt« og sagsøge dem for injurier. Det oplyste advokaten til Berlingske i forbindelse med brevet, som samtidigt blev sendt til Naser Khader og Marcus Knuth.

Martin Henriksen er ærgerlig over den udvikling, sagen nu har taget.

»Jeg synes, det er ærgerligt, når man forsøger at kortslutte den demokratiske debat ved at rejse en sag ved domstolene – især når det handler om en sag, hvor man blot forsøger at forvalte skatteborgernes penge,« siger DF-ordføreren.

Udsigten til retslige skridt kommer som den foreløbige kulmination på en sag, som udsprang, da de tre borgerligere politikere i september sendte en email til ordførere i Alternativet, Det Radikale Venstre og SF.

Her fremførte de en række anklager mod Sherin Khankan og hendes kollega i Exitcirklen, Khaterah Parwani, og bad om opbakning til, at en planlagt statsstøtte på 680.000 kroner til Exitcirklen – som arbejder med kvinder udsat for psykisk vold og social kontrol - blev annulleret på baggrund af anklagerne.

Det ville oppositionens ordførere dog ikke gå med til, og derfor var det nødvendige flertal der ikke.

I emailen – som er skrevet af Naser Khader – bliver Sherin Khankan blandt andet anklaget for ikke at ville tage afstand fra stening og sharialov, og at hun har »forsvaret piskeslagsstraffen for utroskab«.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan flere af påstandene fra de tre politikere bygger på gamle udtalelser, som enten er taget ud af en sammenhæng eller siden tilbagevist af de to kvinder.

Til Berlingske har Sherin Khankan blandt andet sagt:

»Jeg har tilbagevist de anklager så mange gange. Jeg er imod sharialovgivning og går ind for et verdsligt samfund, men sharia er et misforstået begreb. Det handler om en spirituel vej, om f.eks. at kunne indgå muslimsk vielse ved siden af en borgerlig samt om retten til at bede og faste. En afsværgelse af sharia vil derfor svare til, at en kristen afsværger de ti bud.«

»Uklare og tvetydige meldinger fra Sherin Khankan«

Martin Henriksen, Sherin Khankan bliver anklaget for ikke at ville tage afstand fra stening og sharialov, og at hun har »forsvaret piskeslagsstraffen for utroskab«. Det har hun tilbagevist. Vil du trække dine anklager tilbage eller undskylde?

»Jeg bliver nødt til at fastholde, at der er – skal vi være venlige og sige – uklare og tvetydige meldinger fra Sherin Khankans side, hvor det er svært at finde ud af, hvor hun præcis står i væsentlige spørgsmål,« siger Martin Henriksen.

DF-ordføreren henviser blandt andet til et indlæg fra Information skrevet af Sherin Khankan med overskriften: »Sharia er forenelig med dansk lovgivning«.

Her skriver den kvindelige imam blandt andet:

»Danske muslimer kan nemt tage afstand fra den specifikke sharialovgivning, som praktiseres i nutidige stater som Sudan, Iran, Nigeria og Saudi-Arabien. Dette burde være nok for alle sharia-forskrækkede politikere og pseudoislameksperter. Men der er intet formål i at tvinge danske muslimer til at fordømme shariabegrebet generelt. I stedet bør man erkende, at sharia som et teologisk såvel som politisk begreb for mange muslimer betyder lighed og barmhjertighed.«

»Det er ligeledes muligt at skabe grobund for, at sharialovgivning på visse punkter kan sameksistere med dansk lovgivning. Dette foregår allerede i praksis i Danmark, når unge danske muslimer betaler almisse (zakat), laver bøn eller gifter sig. Den islamiske vielse hos en imam foretages ofte sideløbende med den borgerlige vielse på rådhuset. Selvfølgelig er det den borgerlige vielse, der tæller officielt, men på et spirituelt plan er den islamiske vielse, der baner vejen for Guds velsignelse, afgørende for den aktive praktiserende muslim.«

Hele indlægget kan du læse her.

Ifølge Martin Henriksen er der »simpelthen for mange ting, som gør, at jeg synes, at man godt kan sætte spørgsmålstegn ved, om hun er den rette til at forvalte offentlige midler«:

»Hvis man skriver et indlæg, hvor man forsvarer sharia og siger, at sharialovgivning kan fungere sammen med dansk lovgivning, så er det altså ikke at tage afstand fra sharialovgivning. Det er det ikke. Punktum. Den er ikke længere. Sådan er det,« siger han og uddyber:

»Hvis vi ikke kan diskutere med udgangspunkt i fakta, ophører alt fornuft. Så kan vi køre den offentlige debat ved domstolene.«

Dansk Folkepartis udlændingeordfører understreger således, at han ikke går med planer om at trække anklagerne i land.

»Man tænker selvfølgelig over tingene, når man får en henvendelse fra en advokat, og det har jeg selvfølgelig også gjort, men jeg vil sige, at jeg synes faktisk, at det er på sin plads, når man som politiker gør opmærksom på ting, som man ikke kan stå inde for. Jeg havde nok gjort det igen, hvis det var.«

Og det her med, at hun har forsvaret piskeslag?

»Jeg har sådan set svaret. Jeg tror, jeg holder den til det.«

Du kommer ikke til at undskylde de udtalelser?

»Nej, det er i hvert fald ikke planen, skulle jeg hilse at sige.«

Berlingske har tidligere afsløret, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ligeledes har forsøgt at fjerne støtten til Exitcirklen med den begrundelse, at organisationen var eneste ansøger til den pulje, hvor pengene kommer fra.

Den historie kan du læse her.