Da Martin Henriksen i begyndelsen af december ankom til Statsministeriet, lagde flere journalister og fotografer mærke til den håndskrevne tekst på forsiden af det lyseblå papiromslag, han havde under armen.

Sammen med partifællerne Kristian Thulesen Dahl og Christian Langballe skulle Dansk Folkepartis udlændingeordfører til forhandlinger om udlændingestramninger hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Alene bedømt på ordene på papiromslaget var DFs ønsker til mødet ikke til at tage fejl af.

Øverst med mørkeblå kuglepen og en streg under stod ét ord:

»Strammermappen«.

Og under det: »Drøftelse om familiesammenføring/hjemsendelse mv.«

Efterårets planer om en historisk stor skattereform samt et paradigmeskifte i udlændingepolitikken endte som bekendt noget mindre ambitiøst, end både regeringen og Dansk Folkeparti havde satset på.

Men den torsdag i december endte Martin Henriksen, hvor han så tit har været før; I mediernes overskrifter, hvor »Strammermappen« fik sin dag i solen hos blandt andre Ekstra Bladet, Politiken og Berlingske.

Her kan du se »Strammermappen«. Artiklen fortsætter under billedet.

»Det var et forsøg på at være lidt morsom,« fortæller Martin Henriksen i dag og uddyber:

»Så kan folk selv tage stilling til, om det faldt lidt til jorden, men jeg synes selv, at det var meget sjovt. Hvis jeg skal være helt ærlig, troede jeg ikke, at det ville blive den helt store historie. Men det blev det på flere hjemmesider.«

Strammermappen – og indholdet af den – vender vi tilbage til.

Pia Kjærsgaards opsang

Som udlændingeordfører hos Dansk Folkeparti er Martin Henriksen en af de DF-politikere, som oftest udtaler sig til medier om partiets politik.

Og som politiker er han del af en branche, som er udfordret på troværdigheden.

Sammen med journalister ligger politikere troligt forankret i bunden af de årlige målinger, når danskerne fælder dom over forskellige faggruppers troværdighed.

Berlingske har tidligere talt med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), Enhedslistens Pernille Skipper og tidligere nyhedschef på TV 2 Michael Dyrby om netop den problemstilling.

Hvorfor bliver politikere og journalister placeret side om side med bilforhandlere i den tunge ende af skalaen? Hvordan kan man ændre på det? Og er der grund til bekymring?

Pia Kjærsgaard ser »en fare for demokratiet«, hvis ikke udviklingen bliver vendt. Martin Henriksen deler den bekymring, og han mener, at både politikere og journalister er nødt til at kigge indad.

»Hvis man virkelig skal gøre noget ved det, skal man erkende, hvor dybt det ligger hos en del mennesker, at politikere og journalister er utroværdige,« siger han.

Ifølge DF-ordføreren kan det godt blive svært at ændre danskernes opfattelse.

»Mange har vænnet sig til, at det er sådan. De har hørt det så mange gange, at de har overbevist sig selv om, at det er på den måde. Men jeg mener faktisk ikke, at tingene er på den måde. Selvfølgelig er der utroværdige politikere – men det gælder ikke alle.«

I interviewet med Berlingske pegede Pia Kjærsgaard på to specifikke tendenser, der bør høre op, hvis journalister og politikere skal kravle op ad troværdighedsstien: Journalister, der skriver historier på baggrund af politikeres opslag på sociale medier, og politikere, som kun vil svare på kritiske spørgsmål over mail.

Michael Dyrby mente blandt andet, at der var brug for et livtag med den jagt på vindere og tabere, som ofte finder sted hos kommentatorer, ligesom den kritiske journalistik i højere grad bør suppleres af den nysgerrige journalistik.

»Når jeg kritiserer regeringen...«

Martin Henriksen har også bud på, hvordan både hans politiske kollegaer og landets medier kan forsøge at komme af med det lidet flatterende ry.

»For os politikere handler det grundlæggende om, at hvis vi siger, vi vil gøre noget, så skal befolkningen også kunne se, at vi forsøger at få det gennemført. Det, tror jeg, er det vigtigste, vi kan gøre,« siger Martin Henriksen.

Og journalisterne?

»Medierne kan godt være med til at gøre konflikter større, end de er. Jeg forstår det godt, for konflikter og uenigheder er ofte det, folk helst vil læse om. Men man kunne måske godt lade substansen skinne mere igennem,« siger Martin Henriksen og uddyber:

»Jeg har da bemærket, at når jeg kritiserer regeringen, finder det let vej til en overskrift, men hvis jeg siger noget pænt om regeringen, er det ikke sikkert, det bliver citeret overhovedet. Der er nok mange, der har en opfattelse af, at Dansk Folkeparti og regeringen skændes hele tiden – og det gør vi også tit – men der er også meget, vi er enige om, og de nuancer har det med at forsvinde.«

Men fokuserer I ikke selv på uenighed hele tiden?

»Jo, det gør vi. Men det er også vanskeligt, for hvis du har et forslag fra regeringen, hvor du er enig i ni ud af ti ting, så giver det bedst mening at bruge kræfter på at problematisere det punkt, man er uenig i. Det ligger i politik, at man skal have gennemført så meget af sin politik som muligt.«

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, vakte opsigt, da han i januar langede ud efter pressen, som ifølge Sass er blevet for konfrontatorisk og ikke lader ham tale ud.

Det skete i et interview med den tidligere DR-vært Reimer Bo Christensen, som Mette Frederiksens parti har hyret til at interviewe forskellige S-politikere om Socialdemokratiets politik.

I interviewet, som partiet delte på Facebook, sagde Sass desuden, at mange medier er »gået direkte ind i kommentagen og er gået direkte ind i en meget angribende position«.

Martin Henriksen er enig i, at kommentatorer generelt fylder for meget.

»Man kan godt diskutere visdommen i, at man på TV ser et kort klip med en politiker, der siger noget, og bagefter får vi så et langt indslag med en kommentator, som fortæller, hvad det rent faktisk var, politikeren mente,« siger han og uddyber:

»Men selvfølgelig skal der være politiske kommentatorer. Jeg ser og læser ofte analyser, som er virkelig gode. Det er bare en anden balancegang, man skal finde.«

Henriksen: Sass bør svare

Martin Henriksens enighed med Sass' kritik stopper dog ved kommentatorerne.

DF-ordføreren mener således, der er rig mulighed for at blive hørt i medierne, og han får også lov til at tale ud, forklarer han.

»Jeg vil vove den påstand, at Sass kunne få lov til at tale ud mange steder. Han er gruppeformand, hvilket giver ham en god platform til at blive hørt. Det var måske ikke lige ham, der skulle komme med den kritik,« siger Martin Henriksen.

Han mener, at Sass bør være mere tilgængelig for medierne.

»Når du har en position som gruppeformand eller har et ordførerskab, som har offentlighedens interesse, skylder du at stå til rådighed for pressen.«

»Jeg betragter det som en del af mit arbejde at være tilgængelig for pressen – også når det drejer sig om kritiske historier om mig selv eller Dansk Folkeparti. Det hører med til at være politiker, og for mig er det en del af det, jeg får mit vederlag for. Det handler om, at folk skal vide, hvad man mener om ting, og jeg er uenig med Sass her,« siger Martin Henriksen.

Man hører ellers tit i politik, at den, der lever stille, lever godt. Altså, jo mindre man er i medierne, jo bedre går det i meningsmålingerne.

»Det tror jeg, at der er en pointe i. Men der har pressen måske også en opgave, som den skal løfte bedre. Man skal ikke lade politikere slippe af sted med, at de ikke gider fortælle, hvad de mener. Jeg ser ofte, at nogle af mine kollegaer på Christiansborg slipper for at forholde sig til en sag, hvis de bare tier længe nok. Der er det pressens opgave at holde fast.«

Har du eksempler på nogen, som i din optik slipper for let?

»Jeg synes ofte, at integrationsministeren (Inger Støjberg (V), red.) slipper let og elegant for at uddybe sine synspunkter, fordi hun ofte sender skriftlige svar til journalister. Der synes jeg, at den gode minister – som jeg ellers godt kan lide – har det lidt for let. Og så er der selvfølgelig Henrik Sass.«

Den Korte Avis og knap så meget Politiken

Martin Henriksen er som beskrevet ofte at finde i mediernes spalter og TV-indslag. Og som de fleste politikere er han hyppig forbruger af medier.

DFs udlændingeordfører forklarer, at han stort set dagligt læser de landsdækkende aviser, ligesom han også ser nyhedsudsendelser på både DR og TV 2 i løbet af dagen.

»Jeg orienterer mig i alle medier. Det kan være alt lige fra Berlingske til Jyllands-Posten til NewSpeek til Den Korte Avis. Især Den Korte Avis. Jeg læser også BT og Ekstra Bladet. Og knap så meget Politiken,« siger han.

Hvorfor ikke så meget Politiken?

»Jeg bladrer den igennem hver dag og tjekker deres netavis, men jeg er ikke så enig i avisens holdninger. Det er jeg heller ikke i forhold til Jyllands-Posten, men der er journalistikken til gengæld meget fin. Det er den også i Berlingske. Det er faktisk den første avis, jeg læser, fordi den udkommer på nettet før de andre.«

Så vi er ikke bedst, vi er bare først?

»Det skal man heller ikke kimse af at være.«

Den Korte Avis og NewSpeek bliver ofte fremhævet som indvandrings- og islamkritiske medier. På sin hjemmeside beskriver sidstnævnte sig som et borgerligt medie, hvor »bloggere, partnere og værter er påvirket af deres personlige holdninger«, som ikke pakkes ind i »falsk neutralitet og forloren falsk objektivitet«. En af mediets bidragsydere er for eksempel stifteren af den danske pendant til Pegida-bevægelsen – der er imod islamisering af Vesten – Nicolai Sennels.

Den Korte Avis, der er skabt af ægteparret Ralf Pittelkow og Karen Jespersen, fokuserer hovedsagligt på de negative konsekvenser af indvandringen til både Danmark og Europa. Mediet kom forrige år i modvind, da en række store virksomheder trak sig som annoncører, fordi de ikke ønskede at blive associeret med et islamkritisk medie.

Dansk Folkeparti gik dengang ud med fuldtonet støtte til det omdiskuterede medie. DF-formand Kristian Thulesen Dahl forklarede dengang, hvordan Den Korte Avis har »ydet et væsentligt bidrag til samfundsdebatten herhjemme (...). Ikke mindst med fokus på indvandringens konsekvenser«.

Og Dansk Folkeparti indrykkede en række annoncer på Ralf Pittelkows og Karen Jespersens side for at modvirke den økonomiske tilbagegang i kølvandet på annoncørflugten.

Martin Henriksen, du fremhæver Den Korte Avis, ligesom du siger, at du læser NewSpeek. På Facebook har du også flere gange delt de to mediers historier. Hvorfor er det særligt de to medier, du læser?

»Jeg kender de mennesker, der laver meget af det. Det er ikke, fordi jeg spiser middag med dem, men jeg taler med dem. Ralf Pittelkow og Karen Jespersen fra Den Korte Avis og Nicolai Sennels, der skriver hos NewSpeek, er ordentlige mennesker, og det er mit indtryk, at de undersøger tingene grundigt og har stor viden i forhold til indvandring og islam. De har en viden, som er vigtig og interessant for Dansk Folkeparti.«

Synes du, at de traditionelle medier fokuserer for lidt på indvandring?

»Jeg synes ikke, der bliver talt for lidt om udlændingepolitik. Men for mange af de traditionelle medier er ikke gode nok til at tage fakta frem som for eksempel at belyse raten af kriminalitet inden for bestemte grupper. Det er ikke, fordi Berlingske og Jyllands-Posten ikke beskæftiger sig med de ting. Nogle gange har man bare en tendens til at lade være med at bringe de ting, som kunne oplyse befolkningen.

Mener du, at Den Korte Avis og NewSpeek er lige så troværdige som for eksempel DR, Jyllands-Posten og Berlingske?

»Ja, det mener jeg. Jeg ved jo godt, at de selvfølgelig har deres egen overbevisning, men som sagt kender jeg dem, der står bag medierne, og de arbejder ordentligt med tingene. Derfor er det ordentlige medier,« siger Martin Henriksen.

Og her vender vi så tilbage til »Strammermappen«.

Martin Henriksen, du er nærmest dagligt i medierne, og du kender til mediernes arbejdsmetoder. Da du mødte op til forhandlingerne med den mappe, var det så tænkt som en ting, medierne skulle lægge mærke til?

»Inden vi gik mod Statsministeriet, var der en, der spurgte mig; 'Nå, Martin, er det strammermappen, du har med dig der?' Det, synes jeg, var sjovt, og så skrev jeg det på den.«

Det var virkelig ikke tænkt som en gimmick, som du vidste, at medierne ville skrive om?

»Nej, det var det helt oprigtigt ikke. Det var bare strammermappen.«

Var der reelt strammerforslag i den?

»Ja, det var der. Hvis regeringen bare ville gå med til det indhold, ville Danmark være et bedre sted. Det er der ingen tvivl om.«