Morten Østergaard: »Jeg vil bare sige, at jeg har været med i debatten et utal af gange, og jeg har aldrig, Poul, nogensinde følt mig ubehagelig til mode, før du lige før stod flere gange og pegede på de to herrer og sagde, at de er problemet. Hvordan skal vi nogensinde i det her land få en rimelig diskussion om integration…«
Martin Henriksen: »Du er også en del af problemet…«
Clement Kjersgaard: »Et sekund.«
Morten Østergaard: »Hvis man bliver udpeget som problemet alene på sit udseende, I har stået og generaliseret præcis lige så meget, som det medlem af Dansk Folkeparti, som udsendelsen blev indledt med (Cheanne Nielsen, red.). Det, det handler om, er, at hvis man fører en fornuftig diskussion om det her, det er jo at lytte til hinanden. Jeg har indtil videre kun hørt en anerkendelse af, at det ikke er godt, at vi bliver et reservatsamfund, hvor vi enten klumper folk sammen, der har en etnisk baggrund sammen et sted, og andre et andet sted eller sociale klasser sammen. Vi ønsker alle en folkeskole, der afspejler det samfund, vi lever i. Så skulle vi måske diskutere, hvordan vi kommer derhen i stedet for at stå og pege fingre ad hinanden.«
Poul Højlund: »Nu var jeg adjunkt på Langkaer Gymnasium fra '81 til '86. Jeg havde den første tyrkiske elev og var med til at føre ham frem til studentereksamen, og det var et stolt øjeblik for ham, og det var et stolt øjeblik for hans familie...«
Morten Østergaard: »...Og for dig går jeg ud fra?«
Poul Højlund: »Og for…det er lærerarbejde. Men vi har siden dengang, og det er mange år siden, ført den hensynstagende og fornuftige samtale. Synes du, problemerne med integration er blevet større eller mindre i de sidste 30 år?«
Morten Østergaard: »Jamen, jeg synes da åbenlyst, at vi har en integrationsudfordring, der ikke er løst, men hvad er alternativet til den - hvad var det, du kaldte det - hensynstagende og åbne samtale? Hvad er alternativet til det? At vi skal give os til at stå og gøre, som I gjorde før, eller som du gjorde i deres retning før og sagde, at I er problemet. Jeg synes bare, at det er uforskammet.«
Tarek Hussein og Kashif Ahmad prøver at komme ind.
Morten Østergaard: »Det, det handler om, det er, at vi har nogle reelle problemer, og hvis vi lyttede til hinanden, så mener jeg bare, at vi faktisk kunne blive enige om, at det må være målsætningen at få folkeskoler og gymnasier til at afspejle det samfund, vi lever i.«
Clement Kjersgaard: »Ved I hvad, vi gør. Lige et sekund, et sekund, et sekund, ikke! Timeout her.«
Clement Kjersgaard hæver armen og sænker den med fald hånd.
Clement Kjersgaard: »Lige to sekunder, hvor vi alle sammen tager en dyb indånding.«
Clement Kjersgaard: »Huuuh!«
Kort pause.
Clement Kjersgaard: »Yazdani.«
Og så er det, som om debatten - trods Clements forsøg på at dæmpe gemytterne - eskalerer yderligere.
Jens Philip Yazdani: »Nu taler I meget om, at vi skal assimilere folk, der kommer hertil. Det I glemmer at tænke på, er jo, at vi er mange, hvor vores forældre kom hertil, og hvor vi er født her og opvokset her, og vi er ligeså danske…«
Martin Henriksen: »Det bliver man jo ikke dansker af, hold nu op med det pjat der.«
Jens Philip Yazdani: »Det gør man da. Jeg er født i Danmark, og det er dem, der står herovre ved siden af mig også. Vi er opvokset i Danmark, vi har gået i dansk folkeskole, på dansk gymnasium, vi er ligeså danske som alle andre, og det dem der går i min klasse også.«
Martin Henriksen griner.
Martin Henriksen: »Der er kvinder, som har valgt at bære et tørklæde, fordi det er i overensstemmelse med deres tro, der er lige så danske, som du og jeg.«
Martin Henriksen: »De har valgt at tage afstand til det danske samfund.«
Jens Philip Yazdani: »Det har de på ingen måde, de er demokratiske medborgere.«
Martin Henriksen: »Det er meget usympatisk.«
Clement Kjersgaard afbryder, mens flere prøver at få ordet.
Clement Kjersgaard: »Et sekund, et sekund, d’herrer, d’herrer, d’herrer, folkens, prøv lige at høre her, pffift, ikke. Ro på.«
Kort pause.
Clement Kjersgaard: »Martin Henriksen, Yazdani er født i Danmark, vokset op i Danmark, du har gået i dansk folkeskole?«
Jens Philip Yazdani: »Dansk folkeskole.«
Clement Kjersgaard: »Dansk gymnasium?«
Jens Philip Yazdani: »Dansk gymnasium.«
Clement Kjersgaard: »Er han ikke dansk?«
Martin Henriksen: »Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg jo dårlig svare på, jeg kan bare konstatere…«
Publikum reagerer.
Martin Henriksen: »Man kan ikke sige, at fordi man henter hele verden til Danmark, og de så får nogle børn i Danmark, så bliver de børn danskere. Det er simpelthen en forfladigelse af debatten, som er direkte uforskammet over for de generationer, der har været med til at opbygge det her land.«
Tarek Hussein: »Martin, i 15 år der har min generation fået at vide, at hvis vi tog en høj nok uddannelse, og talte godt nok dansk og bidrog til det her samfund, så ville vi blive betragtet som danske. Hvorfor er det så, at vi i dag står med en hel generation af unge, danske muslimer, som føler, at de bliver behandlet som en flok perkere på baggrund af deres hudfarve og deres religion, på trods af, at de har gjort alle de her ting.«
Martin Henriksen: Jeg har aldrig nogensinde sagt, at man bliver dansk af at tage en uddannelse, og det kunne jeg aldrig nogensinde finde på. Det er enormt overfladisk. Der hører kultur og tradition med til det at være dansker.«
Clement Kjersgaard: »Eeet sekund. Kashif.«
Kashif Ahmad: »Vi har aldrig hørt, hvad kriterierne er for at være dansk. Uanset om jeg står og spiser hotdog, så vil de stadig stå og sige: 'Hov, der er vist en der med mørkere hud'. Det er racisme og diskrimination i mine øjne, og jeg ved godt, det er tabubelagt, men lad os kalde det for, hvad det er.«
Tarek Hussein: »Det er fordi, du ikke er muslim længere.«
Kashif Ahmad: »Ja, netop. Og lagde du mærke til autopiloten med det samme. I muslimer, ikke japanere, kinesere og alt muligt, er ikke noget problem, men muslimer og islam, det…«
Clement Kjersgaard: »Et sekund, Poul Højlund, flertallet af muslimer i det her land, de har jobs, de går på arbejde…«
Poul Højlund: Jeg er så ked af, hvis jeg kom til at generalisere omkring muslimer i det jeg sagde.«
Morten Østergaard: »Det skal jeg da lige love for, så er vi da kommet et stykke.«
Poul Højlund: »Nej, nej, hør nu lige efter her, det, jeg sagde, var, at det eneste sted, vi har integrationsproblemer, det er muslimer. Og det er ikke alle muslimer.«
Clement Kjersgaard: »Poul, det er vel også en form for generalisering, ikke?«
Poul Højlund: »Ja, ja, men det er jo ikke alle muslimer. Det er langt fra alle muslimer.«
Martin Henriksen: Der er også andre grupper, der har svært ved at tilpasse sig, vil jeg bare lige sige.«
Clement Kjersgaard: »Yazdani, lad mig lige høre. Hvad ønsker du dig mest på det her felt?«
Jens Philip Yazdani: »Jeg ønsker mig mest en ansvarlig, aggressiv boligpolitik, som tager fat om rodet på problemet, og som går ind og sørger for, at vi ikke har et så polariseret og opdelt samfund, hvor vi har hvide velhaver-enklaver i den ene del af byen, mens vi i den anden del af byen har nogle boligområder, hvor der er mange folk med en mindre lang uddannelse, som kommer i en indvandrermoské, og som ikke har særligt mange midler. Det ønsker jeg, for på den måde, kan vi løse alle de andre problemer også.«
Clement Kjersgaard: »Allright et blev det sidste ord i aften, jeg vil gerne…«
Publikum klapper og hujer.
Clement Kjersgaard: »Ét sekund, nej, nej, nej, vent lige lidt, hold den lige engang. Jeg skal lige sige. Jeg skal lige sige, før vi slutter. Til alle deltagere, der har været med i aften: Vi ved, at det her, det er en voldsom debat. Vi ved, at det er en stærk debat. Vi er så taknemmelig for, at I kommer. Marie, Yazdani, jer alle sammen, der er med. Og jeg vil gerne sige til alle jer, der går ind og debatterer på nettet i aften og i morgen og om en uge og om en måned, som jeg sagde, da vi startede, og som jeg siger hver uge: Jo mere uenige I er med nogen, jo pænere skal I tale til dem – også når vi diskuterer, hvad vi gør i aften. Tak for nu.«