I begyndelsen af Martin Abildgaards militærtid har en ven knipset et billede af ham. Spørger man Martin Abildgaards familie, venner og soldaterkammerater, er det på alle måder et “før”-billede. 21 år, spinkel, computerbleg og i en alt for stor uniformsjakke står han foran en enorm camouflagefarvet VW-lastbil med et skævt, lidt genert smil, baretten på sned og venstre hånd løftet i et V-tegn.

Den Martin, som familie og venner mistede i Afghanistan den 17. juni 2009, var anderledes. Alle taler de om en Martin, der voksede bemærkelsesværdigt, da han kom i militæret: Han blev højere, skuldrene blev bredere og tatoveret med en stiliseret rovfuglevinge. Uden at han selv lagde synderligt mærke til det, begyndte pigerne at sende lange øjne efter ham i byen. Selvtilliden og selvværdet voksede så hurtigt og proportionalt med udfordringerne på stroppeturene og respekten fra kammeraterne, at selv hans måde at gå på ændrede sig: Hans ryg blev rankere. Men stadig var han, siger flere af hans soldaterkammerater med et udtryk, der normalt ikke forbindes med barske mænd i uniformer, dejlig. En dejlig dreng.

Martin Abildgaard døde 23 år gammel i en eksplosion sammen med to kammerater, mens han koncentreret var på vej ud på en ny opgave i Afghanistan. Men som præsten sagde i sin tale, da Martin blev begravet i Allerød, var han også i et større perspektiv netop dét: på vej.

Han var ikke en dreng, man kunne aflevere hvor som helst. Nye mennesker, nye steder, nye kammerater – alt det skulle lige prøves, før Martin, en stille og genert, men normalt glad dreng, var tryg. For lillebror Mads var Martin helten. Også når han uddelte “lammere” eller gav den fire år yngre bror tre korte sekunder til at flygte, før han skød ham “lige i røven” med sit gummikuglegevær. “Selv om vi kunne skændes, var jeg aldrig i tvivl om, at han elskede mig. Han var ikke bange for at sige det direkte. Og han havde, da vi blev ældre, en idé om, at han skulle påvirke mig til at undgå hans fejl. Jeg skulle lave mine skoleafleveringer og gå med til nogle flere fester. Han var helt klart med til at opdrage mig,” siger Mads Abildgaard.

Forældrene Gitte og Poul havde en følelse af, at Martin undertiden skulle have et lille puf ud i tilværelsens nye udfordringer. Sport havde aldrig den ældste søns interesse, skolen heller ikke. At lære blot for at lære – uden et klart objekt for kundskaberne – sagde ham intet. Til gengæld levede han et liv ved computerskærmen, som kun hans jævnaldrende venner og lillebror kunne sætte sig ind i: Det snørklede univers i og omkring computerspillet Eve, hvor tusinder af spillere over hele verden spiller mod og med hinanden via internettet. Typisk flyvende i rumskibe, der udkæmper kampen om verdensherredømmet i en fjern fremtid, i en fjern galakse. I en af introduktionerne til spillet – der fascinerede Martin så meget, at han drog til kongres i Island med hundredvis af andre kombattanter – er de mere filosofiske ideer bag spillet forklaret:

“Forestil dig, at du skal træffe et valg på en brøkdel af et sekund ... ” lyder det som forklaring på spillets “sommerfugleteori”. Når én spiller flakser med vingerne et sted i verden, vil det sprede sig som ringe i vandet og få betydning for de tusinder af slag, der i er gang et sted i Eve-universet: “Er du på det rigtige sted på det rette tidspunkt, kan du ændre livet for 300.000 mennesker i 220 lande,” hedder det.

Måske er det efterrationalisering. Men det er svært ikke at se en linje fra Martins engagement, seriøsitet og forpligtelse over for den fraktion af 1.000 internationale spillere, som han kæmpede sammen med, til hans senere dybe dedikation til vennerne i spejdersektionen. Måske blev hans principper om at yde 100 procent – og kræve det samme af sine omgivelser – grundlagt dér. Da han døde, var det flere år siden, hans spilleiver toppede. Alligevel markerede spillere fra hele verden hans død på deres online-mødesteder.

Da Martin fandt sit kald

For forældrene begyndte Martins forvandling fra stille, genert dreng til moden og udadvendt soldat måske allerede, da han som 18-årig fik job som arbejdsdreng i tømmerhandlen Johannes Fog. Han skulle betjene kunder – også de bøvlede af slagsen – skære trævarer op og slæbe tungt tømmer. Pludselig var det en voksen, ung mand, der kom hjem til parcelhuset i Allerød, og cheferne i tømmerhandlen var ivrige efter at få ham til at blive. Men Martin ville videre.

Han havde en tanke om at blive politimand og søgte derfor ind til militæret, selv om han havde trukket frinummer på session. Med undren – og stolthed – kunne forældrene pludselig iagttage en søn, der kom kæk hjem og fortalte om det skønne i stroppeture rundt i kulde, i vand til livet og med 30 kg på ryggen. “Han kom derud, hvor han fandt sine grænser, og grænserne var længere væk, end han nogensinde havde forestillet sig. Han besad både den fysiske og mentale styrke, der skulle til. Han fandt ud af, at han kunne klare meget mere, end han troede. Meget mere end de fleste,” siger hans mor, Birgitte – som mor kun kaldet Gitte. Martin var bragende stolt, da han blev indstillet til sergentskole. Han havde, under en særligt hård stroppetur, nærmest overtaget kommandoen fra en overordnet, da denne gik ned med flaget, og hans chefer var ikke i tvivl om, at de havde med ledelsesmateriale at gøre. Man kunne stole på ham.

Samme vurdering falder som det første, når man spørger i kredsen af soldaterkammerater: “Man kunne bare mærke, at han altid holdt sit ord. Altid. Han var rar at have ved siden af sig, når tingene var noget lort. Jeg har prøvet at stå sammen med Martin i en å med en totalt meningsløs opgave en dag, hvor det pissede ned og blæste. Men Martin var altid positiv. Selv om nogen måske opfattede ham som lidt stille, så har vi haft enormt meget skæg på tomandshånd,” siger Mikkel Albæk, der startede som konstabelelev sammen med Martin i 2007. Man kunne, siger soldaterkammeraterne, næsten ikke “bringe Martins pis i kog”. Skete det alligevel, vidste man, at han “havde noget at have det i”– så var der bygget op til det længe. Så stod argumenterne, de gode af slagsen, i kø.

Tingene skulle være i orden. Præcis som han forlangte af sig selv. Den fysiske styrke, som lagde kilo til den ellers spinkle fyr, blev fulgt af et moralkodeks, som også lillebror Mads – der naturligt blev indlemmet i vennekredsen – lagde mærke til: “Han blev meget stolt, moralsk og etisk anlagt. Der var ting i livet, man kunne gøre, og ting, man bare ikke gjorde. Man stod altid bag sine venner, og man brød ikke aftaler. Det blev helt klart mere markant, efter han kom i militæret. Tingene var meget ligetil. Der var ikke nogen blød mellemvej og slet ikke for Martin,” siger Mads.

Krigen i Afghanistan blev en del af den konkrete virkelighed for familien i begyndelsen af 2008. Martin var nu konstabel, og spørgsmålet om udsendelse var bragt på banen på kasernen i Slagelse. For forældrene var det en ambivalent situation. På én gang var de, som de fleste andre familier, bange for, hvad der kunne ske. På den anden side var den positive udvikling, som Martin var i, så tydelig, at de ikke havde lyst til at være bremsen. At deres før så forsigtige, lidt indadvendte søn ville i krig og endda gerne forrest i felten, var en overraskelse. Men mest af alt en positiv overraskelse.

Den sidste vilje

I begyndelsen var Danmarks krigsdeltagelse lige så fjern og svær at forholde sig til hjemme i Allerød-køkkenet som i de fleste andre danske hjem. Men det blev Martin selv, der bragte de svære spørgsmål på banen: risikoen for død og lemlæstelse; at han kunne komme til at opleve traumatiserende ting; hans forpligtelser over for kammeraterne; hans lyst til at komme ud og praktisere, hvad han nu havde trænet i måned efter måned. Han var begyndt at læse bøger om mentaltræning; bøger af erfarne soldater, der beskrev kroppens og psykens helt uforudsigelige reaktioner i skudsituationer – og han meddelte åbent familien, at han hellere ville dø end komme hjem uden ben og arme: “Han var nøgtern og reflekteret omkring det. Han sagde, nok særligt henvendt til mig, at når vi kom lidt tættere på afrejsedagen, så ville han ikke have, at nogen forsøgte at tale ham fra det. Så det lovede jeg ham. Da vi kom til december 2008, blev tre danske soldater dræbt dernede – og så fik jeg det dårligt. Men så kiggede han bare på mig med et blik, der sagde: Det har vi talt om,” siger Gitte. Han kunne ikke flyttes. Heller ikke da han nogle måneder før udsendelsen mødte en pige, Sabina, og forelskede sig. Han havde givet soldaterkammeraterne sit ord.

En aften kort før han skulle af sted, kom Martin ind i køkkenet til sin mor og far. Gitte var i gang med at lave mad, men noget i sønnens blik gjorde dem klar over, at de skulle sætte sig og lytte. Martin var i gang med at skrive sin sidste vilje og sit afskedsbrev. Men han kunne ikke. I stedet fortalte han dem mundtligt – sin mor, sin far og sin lillebror – hvad der skulle ske, hvis det værste hændte. “Vi hørte alle tre, hvad han sagde, og vi hørte det samme. Vi var aldrig i tvivl,” siger Gitte.

Troede på missionen

Hvorfor rejser danske drenge 5.000 kilometer væk fra hjemmet for at udkæmpe en krig mod en stadig mere diffus fjende? Da Martin tog af sted i februar 2009 – og måske særligt efter hans død – har spørgsmålet flyttet sig fra en “generel snik-snak”, som Poul siger, til noget meget specifikt, dybt personligt og påtrængende i den lille familie. Mange soldater har hudløst ærligt fortalt, at de “tager af sted for deres egen skyld”. Det handler om eventyr, om at prøve sig selv af, om at være sammen med kammeraterne i seks fantastiske, forfærdelige, frie og udfordrende måneder. De er unge, udødelige og tænker, at risikoen for, at lige de skulle blive dræbt, er minimal.

Forældrene, broren og kammeraterne til Martin er imidlertid ikke i tvivl om, at der var et dybere lag i Martins motiver. Han ville gerne kunne skrive operativ erfaring ind på sit CV, før han med vægt kunne melde sig til sergentskolen. Men han troede også på missionen og på den forskel, soldaterne gjorde. Måske lå oplevelsen af 11. september 2001, som han og Mads måbende så på TV, da de endnu blot var store børn, på rygraden.

Måske – det tror Poul og Gitte i hvert fald – havde han den tanke, at der skulle sættes en prop i terroristernes troppeopbygning i Afghanistan, ellers ville de igen og igen dukke op i Europa. I hvert fald blev Martin sjældent så rasende, som da han under sin orlov hjemme i Allerød i maj blev stoppet af en fremmed mand på den lokale benzinstation. Martin var kørt på tanken i det tøj, han befandt sig bedst i: Sin ørkenuniform. Den fremmede kom hen til ham, prikkede ham på skulderen og meddelte kategorisk: “Det, I gør dernede, bryder jeg mig ikke om!” “Martin var rødglødende, da han kom hjem. “Idioten kan have sin mening, men han ved ikke en skid!”, sagde han. Han følte virkelig, at det var meningsfyldt, hvad han lavede dernede. Det kan stadig såre, hvis folk – selv i den bedste mening – kalder Martins skæbne meningsløs. For selv om hans død var meningsløs, var hans opgaver det ikke. Heller ikke for os,” siger Poul.

Poul og Mads står i køkkenet og sludrer, da bilerne kommer. Mads’ studentereksamen, studenterfester og en velfortjent sommerferie er lige om hjørnet. Kun én eksamen – den i historie – mangler han, og om ikke så længe vil Martin komme hjem fra Afghanistan.

Som Gitte havde forstået det på det seneste måske endda for at lægge militæret bag sig. Hjemme på orloven havde han været den samme Martin, men var uden tvivl blevet lidt “skarpslebet i kanterne”, som familien siger. Han havde brug for ro, var årvågen på en lidt atypisk måde og ville helst bare sove og være sammen med Sabina, sin bror og vennerne. Tilbage i Afghanistan havde han, i den sidste telefonsamtale med familien, lydt afklaret med, at han havde set nogle træge hierarkiske strukturer i militæret under udsendelsen; noget, der generede hans retfærdighedssans. Så han talte med sin mor om at komme hjem, droppe militæret og i stedet søge ind som Falck-redder. Et job, hvor han kunne få tilfredsstillet sit behov for afveksling og spænding – samtidig med, at han gjorde noget godt for andre. Det lød godt, syntes Gitte. Men mest af alt hæftede hun sig ved, at han lød glad.

Poul ved godt – alt for godt – hvad der er i vente, da han åbner døren. Hold 7 har lidt sit første tab, og det er ubærligt. Tre mand er omkommet ved en kraftig eksplosion. Martin er en af dem. Officererne, der kommer, kan og vil endnu ikke fortælle, hvem de andre to er. Medierne har opsnappet, at Danmark har lidt et forfærdeligt tab i Afghanistan, og endnu to familier, begge på Slagelse-egnen, skal have besked, før navnene kommer ud.

Poul kører ind til Holmens Kanal og henter Gitte på hendes arbejdsplads. I dagene, der følger, er der salmer, der skal vælges, en begravelse, der skal arrangeres, ord, der skal skrives. Gitte husker det som dage med konstant hovedpine, søvnløshed og lange nætter, hvor hun blev oppe og hørte musik. Men måske vigtigst af alt er der – lige nu og lige her – en søn, der skal hjælpes gennem sit livs sværeste udfordring: Mads skal, med visheden om, at hans storebror er død, gennemføre sin sidste eksamen, så han kan blive student.

Den 23. juni, tidligt om morgenen, mens kisterne med Martin Abildgaard, Mads Lerche Rasmussen og Andreas Søgaard Brohus endnu hænger i luftrummet på vej hjem fra Afghanistan, går Mads op på sit gymnasium og ind i eksamenslokalet. Han har trukket emnet “imperialisme” og får et 10-tal. De fejrer det – stille og samlet – med familien om aftenen.

Da Herculesflyet med de tre kister lander i Roskilde næste dag, er det, siger Gitte, med en følelse af lettelse i hjertet. Hun ser op mod himlen og får øje på en tårnfalk, der står ret og stille i luften ud for hangaren. Hun tænker instinktivt på sin søn, der har en rovfuglevinge tatoveret på skulderen: “Jeg tænkte, at ja, de tre sjæle var også kommet med hjem. Og så følte jeg ro og lettelse. Det kan lyde sært for én, der ikke har oplevet det. Men Martin var kommet hjem. Vi havde ventet og ventet og frygtet det øjeblik. Filmen, der spillede inde i hovedet hele tiden, kunne nu holde op. Nu var vi kommet dertil, hvor det blev virkeligt. Vi kunne langsomt begynde at arbejde os igennem det,” siger Gitte.

Pligter midt i sorgen

At gå gennem sorgen er et arbejde, der tager tid. Måneder, år, måske resten af livet. Gardehusarregimentet og familiens kontaktofficer har været “fremragende”, siger familien – en opringning og hjælpen har været på vej. Indimellem sker det bedste; Martins skole- eller soldaterkammerater kommer forbi, får en snak eller går på kirkegården og stiller en pose slik på gravstedet som hilsen til den uforbederlige slikmund, Martin var.

Sorg over at miste et barn er voldsom og dybt personlig. Men når man er mor, far og bror til en soldat, der falder i krig for Danmark, er sorgen ikke længere kun privat. Der følger pligter med. Som at deltage i flagdage, mindehøjtideligheder og – hvad der indimellem har føltes forkert – høre politikere tale abstrakt og principielt eller partipolitisk om den krig, der er blevet så forfærdeligt konkret i hjemmet i Allerød. Men “ligesom han påtog sig en forpligtelse, har vi også en. Vi må alle bære konsekvenserne af vores egne og vores nærmestes valg. Vi skal være der, når soldaterne bliver æret og diskuteret. Ellers respekterer vi ikke Martin og hans valg. Og det gør vi,” siger Poul: “Martins død forpligter også os.”