Strømmen af bøger er uendelig. Titel på titel på titel rammer boghandlernes hylder for så langsomt at gå til i glemsel og nye titler. Men der er bøger, som gør en forskel. Som bliver stående, som står ud, og som faktisk skiller tiden i et før og et efter. En af dem begik Bret Easton Ellis i 1991, hvor han – efter at være blevet afvist af flere forlag – omsider fik udgivet »American Psycho«.

Og her mødte millioner af læsere en helt ny fiktiv figur, nemlig sadisten og stjernepsykopaten Patrick Bateman, som blandede myrderier, mærkevarer og mainstream-musik i en rødsort pøl af humor, ekstase og rædsel. Bogen var lige så udførlig i sin tale om Paul Smiths suits og Whitney Houstons stemme som i sine beskrivelser af opsprættede kroppe, afskårne kønsdele og kannibalisme, og det måtte naturligvis vække forargelse og debat.

Graden kom dog bag på mange, og sjældent før har en roman fået SÅ mange til at diskutere udpenslet vold som kunstnerisk udtryksmiddel, og ikke bare på universiteternes litteraturstudier, men på arbejdspladser, i bussen, ja, alle tænkelige og utænkelige steder kloden rundt.

Tilbage til nulpunktet

For Bret Easton Ellis var »American Psycho« dog både en velsignelse og en forbandelse, idet den gjorde ham hovedrig og til en af tidens mest markante forfattere, men samtidig brændemærkede ham. Han blev simpelthen bare til »ham, der skrev American Psycho«, og sådan er det stadigvæk, selv om bogen hverken var hans første eller sidste. Og i »Imperial Bedrooms«, der netop er udkommet i USA, trækker Bret Easton Ellis netop tråde tilbage – og hen over »American Psycho« – til sin debutroman »Less Than Zero« fra 1985.

En bog, som på dansk kom til at hedde »Under Nul« og lagde linjen for hele forfatterskabet i såvel stilistisk som tematisk forstand med sit stramme, køligt registrerende sprog og med sin historie om amerikanere uden moralsk kompas og i en evig søgen efter en sanserus – via sex, stoffer, sprut eller vold – som for en stund kan opløse den krybende fornemmelse af tomhed.

Fortælleren i »Less Than Zero« var college-drengen Clay, og det er det også i »Imperial Bedrooms«. Nu er han bare blevet 25 år ældre og står midt i en karriere som manuskriptforfatter, som for en stund har sendt ham fra New York til Los Angeles, hvor alle vil gøre alt for at komme med i en filmproduktion. Det giver Clay en magt, som han bruger til at komme i seng med en smuk og håbefuld skuespillerinde, som kalder sig Rain.

»Hun er charmerende, men der er noget indøvet ved charmen«, tænker Clay om hende, og denne fornemmelse af verden som et skuespil, hvor ingen kan gennemskue plottet, går ikke bare igen i denne bog, men i hele forfatterskabet. Livet foregår på scenen, i spotlyset, på spejlets forside. »Hold alt på overfladen«, som Clay siger et sted med en næsten proklamatorisk klarhed midt i en by, hvor alle manipulerer alle, alle stiller sig an, og alle gør sig til.

Hjertebanken og koldsved

Bret Easton Ellis skildrer imidlertid ikke kynismen og maskespillene i et tungsindigt tonefald og med massevis af moralske sidebemærkninger, men i en ren, registrerende stil. Som et kamera ville gøre det eller et øje uden hjerte. Og i »Imperial Bedrooms« beskrives den personlige træner i fitnesscenteret og et bestialsk mord eksempelvis med samme afkølede temperament. Vel er der frygt, rædsel og forvirring, men det er tilstande, læseren selv fortolker ud af de indskudte sætninger om koldsved, om hjertebanken, om tørre mundhuler, og Bret Easton Ellis skriver således de ustabile mentale tilstande, som livet i Los Angeles fremprovokerer, frem ved at fortælle om den måde, hvorpå de gestalter sig rent fysisk – og blander ubehaget i Clay og kompagni op med en tvivl om, hvorvidt det, der sker omkring dem, overhovedet er virkeligt.

Er der nogen efter Clay, eller lider han af forfølgelsesvanvid? Eller begge dele? Det spørger man sig eksempelvis sig selv om undervejs i »Imperial Bedrooms«, og det er klassisk Bret Easton Ellis, og det samme er det sex- og voldsklimaks, bogen ender i, og som viser, at forfatteren bestemt ikke er blevet skræmt af al den forargelse, »American Psycho« forårsagede. Intet er forandret, kan man roligt sige, og det ligner faktisk en af Bret Easton Ellis’ grumme pointer med »Imperial Bedrooms«.

For nok er Clay og hans kreds blevet ældre siden »Less Than Zero«, men de er grundlæggende de samme og driver stadig rundt i en (u)virkelighed, hvor alle fryser under airconditioneringen, hvor alle øjne er gemt bag Ray-Bans, hvor vold og mord mere er et kick end en katastrofe, hvor ingen gør noget som helst for nogen som helst, der ikke kan tilfredsstille egne øjeblikkelige behov eller hjælpe karrieren.

Det er kort sagt en mareridtsversion af den moderne verden, men såvel bogens som forfatterskabets stil minder sjovt nok mest om gamle F. Scott Fitzgerald, der også gjorde sig i en fiktion med registrerende og reportagelignende træk. I »The Great Gatsby« (»Det Store Gatsby«) fra 1925 var det hvidt tøj og blændende fester, der blev beskrevet tæt og semi-journalistisk, mens det i »Imperial Bedrooms« er en ny ambitiøs klasse, der mingler omkring klorkolde swimmingpools, som beskrives med lige så stor præcision. Her er det mennesker med »solkuløren sprayet på og med blegede tænder«, og her er det mennesker med plastic-operationer, som har givet dem »ansigter, som prøver at ligne ansigter«.

Fraværet mellem fingrene

Man skal nu aldrig lade sig narre af måden, hvorpå Bret Easton Ellis holder hele miseren ud i strakt arm. For selv om han skriver cool og om ekstrem vold, så er han i bund og grund en gammeldags moralist. Det har han bekendtgjort ved flere lejligheder, men for pokker, hvor er det et effektivt kunstnerisk greb sådan at holde moralen ude af skriften og i stedet stole på, at læseren alligevel bliver grebet af vemod over sædernes forfald og af de varme, gavmilde følelsers devaluering. Og det, som knytter bogen til alle os, der ikke lever i Los Angeles’ overisede karrierelandskab, er uroen og den evige fornemmelse af, at livet sker et andet sted. Tidligere var enhver bundet af sin skæbne som landmand, præst, arbejder eller noget fjerde, men i dag er alt potentielt set muligt, hvis bare man er på det rette sted på det rette tidspunkt, og det budskab skriver Bret Easton Ellis sig ind på med mobiltelefonen som dødeffektiv metafor. »Imperial Bedrooms« er således fuld af mennesker, som uafladeligt tjekker deres telefon og sender SMSer i en uendelighed for at være alle steder på én gang. Og hvem kender ikke det?

»Der er ingen fælde, der er farligere end den, du stiller op for dig selv,« citeres Raymond Chandler for på bogens første side, og det ligner altså ikke kun en hilsen til Clay og de andre SMS-junkier i »Imperial Bedrooms«, men til alle moderne mennesker, der med iPhonen mellem fingrene giver køb på nærhed og nærvær uden selv at opdage tragedien. Hos Bret Easton Ellis er det hele bare kørt helt ud på overdrevet.

Her bliver rastløshed til coke, tomhed til mord og ambition til sextjenester, men den slags har det som bekendt med at fremme forståelsen, og få er bedre i stand til at skrive det hele frem, så man bliver nødt til at tage stilling og spejle sit eget liv i siderne, end amerikaneren, der debuterede så stærkt med »Less Than Zero«, væltede verden med »American Psycho« og med »Imperial Bedrooms« har lagt endnu en vigtig roman til det voldsomme og voldsomt velskrevne forfatterskab – der i dén grad rager op i den uendelige malstrøm af bøger.