Hun har dem alle sammen. Medaljer fra OL, VM og EM på langbane og læssevis fra kortbane-EM. Den eneste, der mangler i den danske svømmers imponerende samling af metal, er en medalje fra et verdensmesterskab på kortbane.

Indtil videre har mødet med det klorblå 25-meter-bassin ved et verdensmesterskab været stolpe ud for distancesvømmeren. Men nu skal det være. De kommende fem dages mesterskaber i Istanbul er formentlig sidste chance, inden hun trækker karrierestikket.

»Det er medaljen, der mangler i min samling, og det er selvfølgelig noget, jeg tænker over. Jeg har medaljer fra alle de andre mesterskaber inklusiv OL. Det ville være fedt, hvis jeg når at få sådan en med. Forhåbentlig lykkes det denne gang og går ikke som det gjorde i Dubai,« siger Lotte Friis, der hentyder til sidste kortbane-VM i Dubai 2010, hvor hun måtte nøjes med en skuffende og overraskende fjerdeplads.

Lotte Friis’ tyrkiske drøm er ikke nødvendigvis guld. Hvilken som helst slags metal vil være en sejr, forklarer hun.

»Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Derfor håber jeg også, at jeg får den medalje med hjem denne gang,« lyder det.

Trænes af klorvandets José Mourinho

Fremtiden for den danske svømmestjerne er uvis. Hun har tidligere forklaret, at hun fortsætter til og med EM i Herning i december 2013. Alt derefter er ukendt terræn. Hun stopper karrieren, hvis lysten til den hårde sport er væk, efter jubelbrølene i Jyske Bank Boxen er forstummet om et år.

En ting er dog sikker. Så længe hun er aktiv på topplan, bliver hun boende i Nice, hvor hun i dag træner sammen med franske topsvømmere. Lotte Friis flyttede i efteråret til den franske kystby, hvor hun nu bliver guidet af Fabrice Pellerin. For tiden er han klorvandets svar på fodboldtræneren José Mourinho, og har adskillige OL-guldvindere fra London i sit kuld.

»Selvfølgelig savner jeg Paulus Wildeboer, han er et af de mennesker, der kender mig allerbedst. Han kan se, hvordan jeg har det, uden at snakke med mig og omvendt,« siger Lotte Friis, der i Istanbul svømmer sit sidste mesterskab med landstræneren på bassinkanten.

Wildeboer flytter til januar til Australien, hvor han skal være trænerkonsulent.

»Generelt savner jeg den daglige træning i København og den hverdag, jeg havde der. Både venner og familie. Jeg har efterladt alt i Danmark, og det har da været hårdt indtil nu. Jeg tænker tit på, om det har været det rigtige at gøre. Men det viste sig, at det var den rigtige beslutning af flytte, da Paulus alligevel er væk efter nytår,« siger Lotte Friis.

Svømmeren får muligheden for at tilføje den sidste medalje til samlingen, når hun torsdag aften svømmer finale i 800-meter-fri.