Han er blevet dømt for skyldnersvig i både Danmark og Frankrig. Han har indkasseret en benhård dom på syv års ubetinget fængsel af byretten, som han nu forsøger at få omstødt i Østre Landsret. Og der er stadig forslåede kreditorer, der mangler store millionbeløb efter et konkursbo tilbage i 1992.

Alligevel bliver finansmanden Klaus Riskær Pedersen den dag i dag ved med at fascinere og betage. Den bedrageridømte iværksætter er igen i fokus i forbindelse med sin ankesag i Østre Landsret, og TV 2 dok. går i et dokumentarprogram, der sendes torsdag i næste uge, tæt på den evigt omtalte erhvervsmand.

Den nye dokumentarfilm, som Berlingske Business har set, kredser om Riskærs udsigt til at få frarøvet sin frihed, om fortiden og trangen til at gå nye veje. Fascinationen af Riskær skinner igennem – tydeliggjort i filminstruktør Christoffer Boes afsluttende bemærkninger, hvor Riskær beskrives som en moderne tryllekunstner med et stort talent for at jonglere med penge, idéer og forretninger.

De omnipotente mænd
Erhvervspsykolog Majken Matzau, der er indehaver af Matzau Erhvervspsykologer, fremhæver, at karismatiske erhvervsfolk som Riskær og byggematadoren Kurt Thorsen ofte har været i stand til at skabe fascination og sympati trods domme for bedrageri og skyldnersvig.

»Vi har altid været fascineret af de her mandlige arketyper, som formår at bygge ting op og ikke lægger sig ned. Både Kurt Thorsen og Klaus Riskær er desuden karismatiske personligheder, der er dygtige til at fremstå som uskyldige. Riskær virker jo ikke en som en mand, der er på vej i fængsel,« siger Majken Matzau.

Hun fremhæver samtidig, at såvel Riskær som Thorsen formentlig selv er dybt overbeviste om, at de ikke har gjort noget galt. Den første association hun får til Klaus Riskær Pedersen er begrebet omnipotens.

»Omnipotens dækker over følelsen af at være født til noget særligt. Følelsen af storhed eller alvidenhed. Klaus Riskær Pedersen har efter alt at dømme en sådan selvopfattelse. Den energi projiceres ud på omgivelserne, og den samler vi op. Omgivelserne kan mærke denne selvsikkerhed,« siger Majken Matzau.

Braget i 1992
Tiderne var med Riskær indtil i 1992, hvor lykken vendte første gang. Inden da var Riskær kendt som Europa-parlamentsmedlem for Venstre og som en af 80’ernes kamikaze-kapitalister, der bl.a. havde slået sig op som investor, aktieanalytiker og medstifter af TV-stationen Kanal 2. Han levede det glade yuppie-liv med store biler, privatfly og dyr champagne, og han var det store idol for en del af den nye generation af fremadstormende erhvervsfolk.

I 1992 braste Riskærs finansimperium imidlertid sammen med et brag, da hans selskab Accumulator Invest krakkede. Han efterlod en række investorer med store milliontab, og stort set lige siden har han haft travlt ved svingdøren til diverse retssale. Siden har Riskær fået betingede fængselsdomme i både Danmark og Frankrig, hvor han er blevet dømt for at have trukket 1,4 mia. kr. ud af et ejendomsselskab.

Den nuværende ankesag, som byretten har takseret til syv års ubetinget fængsel, handler om hvorvidt han i modstrid med loven har forsøgt at hive penge ud af familiefonden bag selskabet Cybercity.

Vi har behov for helte
Professor på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Anders Drejer, der i mange år har forsket i ledelse, innovation og iværksætter, kalder det et paradoks, at Klaus Riskær Pedersen ofte har haft held til at fremstille sig som en sympatisk og kreativ iværksættertype.

»I virkeligheden handler det måske om, at vi ikke har ret mange helte i jantelovens eget land. Store sportsfolk og iværksættere ofte går ram forbi janteloven. Her er endelig nogen, som vi har lov at beundre,« siger Anders Drejer.

Han fremhæver, at vi ofte bliver fascineret af folk, der laver noget, der ikke kan lade sig gøre. Folk der med oprejst pande kaster sig ud i vovede og nye projekter.

»Så ser man lidt igennem med, at de har brugt ufine metoder undervejs. De er jo iværksættere, og de går andre veje end det etablerede erhvervsliv. I virkeligheden handler det til dels om Danmarks mindreværdskompleks. Riskær snubler igen og igen, men vi tilgiver ham alligevel,« siger Anders Drejer.

Professoren peger på, at Riskær ret beset har gjort flere ting, som danskerne almindeligvis tager afstand fra. Han har efterladt investorer med store tab, medarbejderne i hans virksomheder har ofte klaget over dårlige arbejdsforhold, og han er dømt for bedrageri, mandat- og skyldnersvig.

»Men der er måske en tendens til ikke at se det som lige så store problemer, når han har brudt nogle regler, hvor ofrene er erhvervsfolk og investorer uden ansigter. Samtidig bliver vi fascineret af individualisterne, der stiller spørgsmålstegn ved det store etablerede erhvervsliv,« siger Anders Drejer.

Forfulgt og misforstået
Selv mener Klaus Riskær Pedersen, at han er blevet kriminaliseret en gang for alle af det etablerede erhvervsliv og embedsapparat. Han angrer ikke, og han mener langt fra, at behandlingen af ham står mål med hans gerninger.

»Det er jo ikke alle, der laver fejl, der bliver behandlet på den måde. Man må rejse spørgsmålet om den måde, man bliver undersøgt og behandlet på står mål med det, man har gjort. Der har været en diskrepans i mit tilfælde,« siger Klaus Riskær Pedersen.

Han mener, at han det etablerede danske erhvervsliv nærmest per automatik har haft en indædt modvilje mod alt, hvad han har lavet. Sådan var det allerede i 1978, hvor han slog sig op på aktieanalyse med firmaet Børsinformation.

»Med Børsinformation opstod den kritiske aktieanalyse i Danmark. Vi gik hårdt til hæderkronede selskaber som f.eks. B&W og A.P. Møller - Mærsk med nye analyser, og det skaber naturligvis uvenner at gøre tingene på en ny måde,« siger Klaus Riskær Pedersen.

I årene efter Børsinformations grundlæggelse begyndte Riskær at udbyde nye finansielle produkter, handle aktier og tilrettelægge børsintroduktioner for mindre selskaber. Alt sammen ifølge Riskær medvirkende til at skabe en konflikt til den etablerede danske finansverden, der har fulgt ham lige siden.

»Vi tilbød nye produkter, som udfordrede bankerne og erhvervslivet. Jeg har altid lavet tingene på min egen måde, og jeg har været meget ubunden af interessegrupper og forskellige gruppefællesskaber. Da vi lavede Cybercity, var der også modvind, og det var der også med CopyGene,« siger Klaus Riskær Pedersen.

CopyGene er Riskærs nyeste skud på stammen af selskaber. Firmaet nedfryser stamceller fra nyfødte og kom sidste år i modvind, da selskabet blev meldt til Sundhedsstyrelsen for vildledende markedsføring.

Klaus Riskær Pedersen erkender, at han gennem tiderne har lavet »forretningsmæssige fejltagelser.« Men han mener stadig, at han i for høj grad vurderes på konkursen med Accumulator Invest i 1992.

»Jeg havde et finansielt sammenbrud med Accumulator Invest for omkring 17 år siden. Men hvor er vi henne? Man kan ikke blive ved med at komme til en mand 17 år efter og hele tiden vurdere ham på det. Siden har jeg lavet mange nye virksomheder, og mine projekter er overvejende blevet succeser,« siger Klaus Riskær Pedersen, mens hans fortællelyst nærmest bobler over, når han forsvarer sin uskyld. Han forstår ikke angrebene, føler sig forfulgt og misforstået.

Uskyldige domme
Erhvervspsykolog Majken Matzau er ikke overrasket over, hvad hun kalder Riskærs »enorme forsvarsposition.«

»Det er ikke ualmindeligt i sådanne situationer. Han føler sig uretfærdigt behandlet, og der er ikke plads til den dybe selvrefleksion. Det er meget nemt at projicere problemerne ud på omgivelserne,« siger hun.

En anden erhvervspsykolog, Nikolaj Lunøe, har tidligere beskrevet Klaus Riskær Pedersen som en mand, der efter alt at dømme mangler en bestemt indre fornemmelse af ubehag, når han gør noget forkert.

»Hvis man ikke har den fornemmelse, bliver ens opfattelse formentlig, at det er de andre, der er galt afmarcheret. Det er sagens kerne,« har Nikolaj Lunøe tidligere sagt om Riskær i Søndagsavisen.

Professor Flemming Poulfelt fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School, mener, at fascinationen af Riskær bl.a. skyldes en fanden i voldskhed, som vi ofte savner i samfundet.

»Mange kan godt lide råstyrken, drivet og evnen til at komme tilbage. Riskær er samtidig karismatisk og veltalende, og han har en trackrecord, der kan virke fascinerende på mange. Han har jo stablet meget forskelligt op,« siger Flemming Poulfelt.

Han fremhæver desuden, at der har været en tendens til at betragte de betingede domme, som Riskær tidligere har fået, som mindre alvorlige. Det kan imidlertid ændre sig, hvis landsretten stadfæster byrettens seneste dom, så Riskær ryger bag tremmer.

»Det kan virke som et paradoks, at Riskær stadig betager og fascinerer. Men der er mange paradokser i tilværelsen,« siger Flemming Poulfelt.