Til sidst lignede han en ensom mand i dansk politik. Hvilket knyttede sig mere til selve formandskabet end til Barfoed selv. Der var andre, der blev ensomme i rollen som konservativ formand før ham:

Per Stig Møller, Poul Andreassen, Bendt Bendtsen, Lene Espersen.

Man siger, at konservatisme er at bevare med henblik på at udvikle. Lars Barfoed bevarede mest af alt et lavpunkt i sit partis udvikling. Fra han kom, til han gik. Og undervejs til sin egen slet skjulte ærgrelse.

Det er imidlertid ikke Lars Barfoed, der har ødelagt Det konservative hus. Skaderne opstod før hans ankomst. Barfoed magtede som formand for de Konservative bare ikke at udbedre noget af betydning. Skaderne vil også være der, når han er gået. Det er den korte version af historien om Lars Barfoed og hans nu overståede formandskab for partiet.

Det Konservative Folkepartis krise stod som et synkende krydstogtskib, der grundstødte og sprang læk på valgnatten i september 2011. Her mistede partiet halvdelen af sine mandater. Kaptajn Barfoed meddelte passagererne, at selv om en stor del af dem ville omkomme, var det stadig bedst at forholde sig i ro, så man trods alt undgik, at alle druknede.

Det var K, der tabte magten til Thorning-regeringen, ikke V. Af alle partier var det de Konservative, der led det største nederlag. Lars Barfoed proklamerede på valgaftenen over for den lammede partiforsamling: »Nu er bunden nået – nu vender vi.« Det lød som et ekko af de sidste mange års omkvæd fra ledere af de Konservative. Et omkvæd om at »stå samlet« og »kigge fremad«. Blot for kort efter at ende i interne magtkampe, fløjkrig, personforfølgelse, underløb og dissonans.

Engell: »Lars Barfoed er færdig«

Den konservative nedtur og grundstødning er ofte endevendt i medierne gennem de seneste årtier. Hvad angår parti­medlemmernes interne benspænd mod sig selv og hinanden. Og senest hvad angår den nu afgåede formands format eller mangel på samme.

Godt et år efter folketingsvalget i 2011 skrev den tidligere konservative formand og nuværende politiske kommentator, Hans Engell, i sin ugentlige klumme i Ekstra Bladet om efterfølger Barfoed under overskriften »Færdig«: »Lars Barfoed er færdig. Det kan vare nogen tid, før dommen bliver eksekveret, men sandsynligheden for, at Barfoed står i spidsen for Det Konservative Folkeparti ved det næste folketingsvalg, er stort set lig nul.«

En sandhed, viser det sig nu. Muligvis bygget på indsigt og personlig erfaring. Samt afleveret i en intrigant ånd, der har hørt mere til partiets orden end uorden de seneste 30 år.

Ingen politiske kommentatorer i Danmark har så indgående kendskab til de Konservative som Hans Engell. Partiets store forfaldshistorie kan skrives tilbage til Tamilsagen med daværende justitsminister Erik Ninn-Hansens megalomani og medfølgende fald såvel som konsekvensen, hvor netop en ny formand, Hans Engell, skulle genrejse partiet. Oven på en våd konservativ samling ikke blot totalskadede Engell sin egen politiske karriere mod en betonklods på Helsingør­motorvejen. Han skrællede tillige al lak af partiet og overlod det til at køre vakkelvorn videre, pibende i alle samlinger og hakkende i alle tandhjul.

Gabet mellem virkeligheden og selvbilledet

Sådan forlod de Konservative partiets storheds­tid. Siden da syntes et gab at råde mellem de Konservatives selvbillede og partiets reelle formåen. Intet andet parti i dansk politik er svinget så voldsomt fra succes til fiasko, fra håb til fortvivlelse, de seneste 30 år som Det Konservative Folkeparti.

Fra 42 mandater under Poul Schlüter i 1984 til tæt på spærregrænsen i opinions­målinger i 2014.

Gennem tre årtiers nedtur frem til og med Lars Barfoed har strategien reelt været den samme. Der er ikke noget galt med de Konservative, har det hel tiden lydt fra de Konservative. Partiet har en god politik og en god formand. Dertil er det faktisk lige på nippet til, at det snart vil bevæge sig opad i meningsmålingerne, da danskerne jo snart vil se de Konservative, som partiet ser sig selv og dermed bringe det tilbage på dets retsmæssige plads, har det heddet.

I dag er det tydeligvis en fejlslagen analyse. Der er øjensynligt ingen historisk hævd for det gamle parti. Det særlige ved Lars Barfoed som formand syntes at være, at han sad længere i agterenden af dansk politiks bilkø med rattet i hånden, end partiets selv­forståelse hidtil havde accepteret. Måske fordi der ikke var flere formænd at tage af. Eller fordi de interesserede tøvede med at ønske sig et lederskab, der havde det med at forvandle sig til en trussel, hvis ønsket gik i opfyldelse. Man kan opmale billedet af Lene Espersens entré som ny formand og dansk politiks nye uovervindelige figur til tonerne af Tina Turners »Simply The Best«. En besyngelse der påviste, at Det Konservative Folkeparti ligner dansk politiks svar på fodboldklubben AGF: De puster sig op som et dreamteam, der snart vil påkalde sig samt eje hele nationens opmærksomhed. De ender derpå med et amatørstempel, nedrykning og en plads som politisk pendant til en storhedsvanvittig udsmykning af en provinsbys gågade.

Mr. 10 procent

Espersens forgænger, Bendt Bendtsen, blev i 00erne kaldt »Mr. 10 procent« på Christians­borg. Benævnelsen løb gennem gangene som et uigendriveligt øgenavn: »Mr. 10 procent«. Velbevandrede christiansborg­gængere hævder i dag, at øgenavnet kom inde fra Det Konservative Folkeparti selv. Som en slags besværgelse af partilederens beklagelige begrænsning. Som et vidnesbyrd om hans lavloftede landlige oprindelse, der nok havde skabt ro og jordnærhed i partiet, men nu var en forhindring for konservatismens naturlige opdrift i Danmark.

I de senere år har selv politiske kommentatorer til gengæld opgivet at rejse en seriøs storm, når det gælder Det Konservative Folkepartis kriser. En skæv bemærkning har været nok. TV 2s daværende politiske redaktør, Henrik Qvortrup, bemærkede eksempelvis sidste år i forbindelse med nyheden om Lars Barfoeds såkaldte »straksskilsmisse«, der ifølge hustruen blev udløst på grund af utroskab: »Nu ved vi da i det mindste, at Barfoed­ er i live.«

Gruppeformand og tidligere justitsminister Brian Mikkelsen mente, det var nødvendigt at understrege, at man stod »samlet«: »Der er 100 procent opbakning til Lars Barfoed,« sagde Mikkelsen til Politiken og erklærede, at der ikke var noget alternativ til formanden: »Men fordi vi er i en presset situation, vil der selvfølgelig være nogle, som tror, det er løsningen at vælge en ny formand, men dér viser empirien, at det ikke hjælper at skifte formand.«

En ny strategi, konstaterede kritikere derpå sarkastisk: Det går fortsat skidt for de Konservative, men nu bliver formanden siddende­.

Den konservative lov om halvering

En slags halveringslov synes efterhånden også at være forbundet med vælger­opbakningen til Det Konservative Folke­parti ved formandsskift. Fra »Mr. 10 procent«, Bendt Bendtsen, over Lene Espersen, der trak partiet ned på fem procent, til Barfoed, hvis opinionstal har været nede i nærheden af to en halv procent.

Lars Barfoed undrede sig fra tid til anden over, at hans og de Konservatives politik ikke tiltrak flere vælgere. Tiden burde ellers tilsige det. En finanskrise, der har afkrævet samfundet fornuft, mådehold, tæring efter næring, tilbageholdenhed, tradition, i det hele taget råbt på konservatisme. Men konservatisme er i dansk politiks søgen mod konsensus tydeligvis ikke de Konservatives længere. Hvormed Lars Barfoed muligvis havde ret. Men uden at få det. Og tillige uden at blive belønnet for det. Hvilket formentlig har noget af det mest været fortvivlende for den nu afgåede formand. Oven i dette skulle han konstant undvige negativitetens negativitet ved næsten hver ny opinionsmåling, der fortalte samme triste kendsgerning, som han hele tiden selv undrede sig over.

Sidste år hyrede de Konservative, ifølge Weekendavisen, en erhvervspsykolog. Der skulle udvikles nye, konservative talenter.

20 unge KUere blev udvalgt. De blev alle udstyret med træningselastikker til håndleddene. Hver gang det unge, konservative talent tænkte negativt, skulle han/hun lade elastikken svirpe mod huden.

»Man skal trække ud, så det gør ondt. Så bliver man bevidst om ikke at skælde ud på sig selv,« udtalte den konservative talentudvikler­.

Han beordrede dertil de kommende konservative folketingsmedlemmer at indtale positive, personlige beskeder til sig selv på deres mobiltelefoner, som skulle aflyttes en tre-fire gange om dagen. Eksempelvis:

»Jeg er stærk, jeg er sikker, jeg er bedst, når det gælder.«

»Selv om håret sidder rigtigt, tøjet er pænt, og facaden er i orden, kan man godt have lavt selvværd,« udtalte konsulenten.

Under Lars Barfoeds godt treårige ledelse af Det Konservative Folkeparti har spørgsmålet aldrig været, hvornår Lars Barfoed fik sit gennembrud. Snarere det modsatte. Hvornår det kom til et sammenbrud. Rygterne om Lars Barfoeds formandsdød er overdrevne, hed det hele tiden fra parti­organisationen. I politik kan den slags som bekendt forsikres så ivrigt og ofte, at det begynder at blive et vidnesbyrd om det modsatte.­

Lars Barfoeds tilbagetrækning kommer muligvis bag på nogen. Men næppe på nogen konservativ.