Middelklassedrengen fra Havdrup mellem Roskilde og Køge er måske den dansker, der har betydet mest for pokerspillets popularitet i Danmark. Fans vil påstå i hele verden.
Han bragede ind på den internationale pokerscene i begyndelsen af dette årtusind ved at blæse på de uskrevne forsigtighedsregler i poker.
Den unge mand med flyveørerne spillede uhørt risikobetonet, aggressivt og uforudsigeligt og bluffede sig til hundredtusindvis af dollars. Selv garvede highrollere kunne ikke aflæse hans stenansigt og smed kortene, når »The Dangerous Dane« og »Mad Man« gik all in på en elendig hånd.
{embedded type="node/linkbox" id="3733413"}
I dag taler man om den »skandinaviske skole« inden for poker.
Gus Hansens Fingerspitzgefühl for gråzonen mellem hasard, sandsynlighedsregning og talent blev grundlagt i hjemmet. Både bridge og scrabble var på menuen, og i skolen blev der spillet hemmeligt mausel under gruppearbejdet. Han var mere end habil til tennis, og viste sig også at være et kæmpetalent udi backgammon.
Han forsøgte uden held at tage læreruddannelsen på N. Zahles Seminarieskole alvorligt. Derefter, i slut-90erne, satsede han på backgammon i USA med en sponsor og et ry som en af verdens bedste i ryggen. Men pokeren og de store penge trak mest. Han begyndte at spille poker i Santa Cruz i Californien i 1993, da han var udvekslingsstudent. I dag har han vundet millioner af dollars (sejrherre fire gange) i World Poker Tour (WPT) og i World Series of Poker (WSOP) uden dog at have vundet verdenshæderen og det eftertragtede armbånd i sidstnævnte.
Millionerne forsvinder selvsagt også, når man som Gus Hansen satser stort under sin foretrukne pokerform, Texas Hold’em. For at holde køkkenkassen i balance har han derfor bosat sig i blandt andet det skattelette Monaco.
I 2008 udkom hans bog »Med åbne kort«. Den fortæller om hans pokerliv helt ned til detaljer i legendariske og eksorbitant indbringende pokerhænder. I forordet beskriver den nu afdøde storvindende pokerlegende Chip Reese anerkendende Gus Hansens »skræmmende sans for logik«.
Det seneste storsatsende pip fra Gus Hansen var i søndags, hvor han med en »buy in« (startgebyr, red.) på mere end 1,2 mio. kr. deltog i highroller-turneringen Aussie Millions i Australien. Når dette skrives vides det ikke, hvor langt »The Dangerous Dane« er nået i denne turnering.
Der kan siges meget for og imod lødigheden i at have status som pokerstjerne og om poker som hasard. Om dette sagde Gus Hansen for nogle år siden til overtegnede:
»Hvis du og jeg spiller én hånd, så er det fifty-fifty, hvem der vinder. Spiller vi 100 hænder, og du vinder, så kan du skrive mange gode historier om det og tjene gode penge på poker.«