Onsdag i sidste uge gav han et fingerpeg om, hvordan han har tænkt sig at gøre det, da han præsenterede sit allerførste budget.Og mens Philip Hammond bedyrede, at man ikke skulle regne med at se ham »hive kaniner op af hatten«, konkluderede kommentatorer, at det formentlig var den mindst politiske og ideologiske finansminister i godt 20 år, der her tonede frem i det britiske Underhus.
Hammond – der er euroskeptiker, men stemte nej til Brexit – talte om stabilitet, kontinuitet og om at investere i at gøre britisk økonomi »kampklar«. Det kræver investeringer, som han er nødt til at gå ud og låne penge til. Statsgælden står i forvejen til en massiv forøgelse i kraft af den ventede Brexit-effekt.
Her er ingen dikkedarer og store armbevægelser. Philip Hammond beskrives gerne som både tør og kedelig i sine ulastelige jakkesæt. Han ligner vel »en mellemting mellem en bogholder og en bedemand«, som en kommentator forleden skrev i The Independent, med den tilføjelse, at der dog alligevel må stikke noget bag den selvtillid, som Hammond trods alt heller ikke mangler.
For der er også en anden Philip Hammond. Den Philip Hammond, der som langhåret teenager tjente sine første penge på at arrangere diskofester for sine medstuderende. Den Philip Hammond, der som 24-årig for første gang gik i banken for at låne til et firma, der gik ned. Og den Philip Hammond, der – med i øvrigt karakteristisk selvtillid – erklærede over for en skolekammerat, at han ville være millionær, inden han fyldte 30. Og blev det.
Selv om Hammond har haft tunge poster i sin politiske karriere som bl.a. forsvarsminister og udenrigsminister, er han altså ikke en typisk levebrødspolitiker. Han havde over 20 års erhvervserfaring, da han i 1997 blev valgt ind i det britiske parlament. Det var i øvrigt samme år som Theresa May, nu britisk premierminister, som han også læste sammen med på Oxford.
Men finansministerposten siges at være det job, som Philip Hammond mere end noget andet har drømt om. Det store spørgsmål er, om han bevæbnet med sine regneark vil udvise noget af det vovemod, han tidligere i sin karriere har lagt for dagen. Eller om kaninerne bliver nede i hatten
