Det gav i den grad genlyd over det meste af Europa, da den britiske EU-ambassadør, Sir Ivan Rogers, tirsdag sagde godt nytår ved at smække med døren og sige op i en nærmest officiel protest mod den britiske regerings håndtering af de kommende skilsmisseforhandlinger med EU.
Den slags er uhørt for embedsmænd, og den medfølgende kritik af premierminister Theresa May for endnu ikke at have en klar målsætning for de historisk vigtige forhandlinger er »mildest talt forbløffende,« som oppositionens Brexit-ordfører, Sir Keir Starmer, formulerede det, da han onsdag krævede, at Brexit-minister, David Davis, står skoleret i sagen.
I premierministerens kontor i Downing Street blev man tilmed taget med bukserne nede, da Sir Ivan Rogers i sin lækkede afskedssalut til medarbejderne i Bruxelles opfordrede dem til at stå fast som embedsmænd og fortælle sandheden, selv om den kan være ilde hørt hos regeringen.
En værre begyndelse på året kunne premierminister Theresa May næppe have fået, men hun holdt hovedet koldt og kun godt et døgn senere var afløseren på plads. Nemlig udenrigsministeriets politiske direktør, Sir Tim Barrow, der som Rogers har et godt navn i Bruxelles, hvor han i perioden 2008-2011 var briternes repræsentant på sikkerheds- og udenrigsområdet.
Det er både forgængerens måde at sige farvel på og selve jobbet, der har fået udnævnelsen af en ambassadør til at trække overskrifter i hele Europa i en grad, der kun yderst sjældent ses for embedsmænd.
Som britisk EU-ambassadør får Sir Tim Barrow nemlig en helt central rolle som rådgiver for Theresa May i skilsmisseforhandlingerne.
Det er et job, der kræver et tykt lag hård hud og nogle gode ørepropper, når den britiske tabloidpresse kaster sig frådende over ethvert råd til regeringen, der antyder, at der ikke bliver tale om et femstjernet tag-selv-bord for briterne.
Da Ivan Rogers gav sin nøgterne vurdering af, at det kunne tage så lang tid som til 2025, før en frihandelsaftale mellem Storbritannien og EU er på plads, blev han straks døbt »den arrogante dommedagsprofet« af Daily Mail.
Daily Mail har til gengæld taget godt imod Tim Barrow, som foreløbigt er døbt »manden, der nedstirrede Putin« for sin håndtering af den russiske præsident i den kritiske periode 2011-2016, hvor Barrow var britisk ambassadør i Rusland.
Barrow har et dybt kendskab til EU fra flere EU-relaterede poster for det britiske embedsværk, inden han blev ambassadør i Rusland, og udnævnelsen er blevet mødt med en vis lettelse i Bruxelles, hvor man ser Tim Barrow som en oplagt afløser på grund af hans store viden om EU.
Og de britiske ministre står også i kø for at skamrose den 52-årige Barrow, der har været 30 år i det britiske diplomatis tjeneste.
»Tim Barrow har været uvurderlig, siden jeg kom til Udenrigsministeriet i juli, og jeg vil personligt takke ham for hans utrættelige energi, kloge råd og urokkelige engagement. Han er lige præcis manden, der kan sikre den bedste aftale for Storbritannien, og han vil lede den britiske repræsentation (i EU, red.) med samme dygtighed og lederskab, som han har vist gennem hele sin karriere,« lyder det i en officiel kommentar fra udenrigsminister Boris Johnson.
I en officiel udtalelse fra Downing Street understreges det, at Barrow er en »hård forhandler med stor erfaring i at sikre britiske målsætninger i Bruxelles.«
Brexit-hardliners havde ellers opfordret Theresa May til at vælge den nye EU-ambassadør uden for Udenrigsministeriet for at få en ambassadør, der ikke var for pessimistisk i forhold til briternes chancer for at få en god aftale med de 27 forblivende EU-lande, der har gjort det klart, at forhandlingerne på ingen måder bliver et tag-selv-bord for briterne.
På den anden side har Rogers’ exit ifølge Financial Times fået en lang række embedsmænd til at ytre store bekymringer for en tilsidesættelse af udenrigsministeriets ekspertise, og May valgte altså det sikre kort med en af det britiske diplomatis stjerner.
Kolleger beskriver ham over for Financial Times som loyal og hårdtarbejdende uden stærke personlige politiske holdninger, mens Barrows tidligere chef i Udenrigsministeriet siger til Daily Mail, at han vil være »frygtløs«, når han leverer sine anbefalinger til den britiske regering.
Og de evner tyder det i den grad på, at han får brug for, når han skal sikre en aftale, som både et splittet hjemmebanepublikum og 27 andre lande skal kunne se sig selv i.
