Man kan næsten ikke andet end forbløffes over timingen. I et potentielt skelsættende år for AstraZeneca brugte Pascal Soriot en god del af sommeren på at håndtere rygter om, at han var på vej væk fra den britisk-svenske medicinalkoncern og over i israelske Teva.

Rygterne, der først blev bragt til torvs af det israelske erhvervsmedie Calcalist i juli, talte om et generøst tilbud og møder med bestyrelsen, hvilket i den grad fik AstraZenecas investorer til at gå i panik: På blot to dage blev tre milliarder pund (godt 25 mia. kroner) kappet af aktieværdien. Ville Soriot gå fra borde på så afgørende et tidspunkt? Var det et forvarsel om dårlige nyheder?