Da Eremitageløbet blev gennemført første gang i 1969, faldt en af deltagerne, en kun 46-årig søofficer, om og døde af et hjertetilfælde praktisk taget på målstregen. I årene efter blev der meldt om adskillige dødsfald blandt midaldrende mænd under de store folkemotionsløb især i USA, som var først med på »jogging«-bølgen.
»Vi vidste jo ikke med sikkerhed, om det var farligt at jogge. Jeg blev helt blød i knæene af nervøsitet og ringede til professor Tybjærg på Riget og spurgte, om vi skulle aflyse det hele,« siger initiativtager til Eremitageløbet Peter Schnohr, der henvendte sig til den højeste ekspertise i Danmark omkring hjertesygdomme, professor og overlæge Anders Tybjærg Hansen. Han opmuntrede den nyuddannede reservelæge til at fortsætte og sendte ham i en retning, der skulle føre til en af verdens mest kendte befolkningsundersøgelser. Sammen med Hjerteforeningens nuværende forskningschef, Gorm Jensen, indkaldte Peter Schnohr i 1976 de første deltagere til Østerbroundersøgelsen.
»Og efter 35 år har vi nu fået svaret. Det er ikke farligt at løbe, tværtimod lever løbere længere end andre mennesker. Det er vi de første, som kan vise,« siger Peter Schnohr, som i 1980 forlod Hvidovre Hospital, og i dag er privatpraktiserende hjertelæge.
Han præsenterede resultatet under stor opmærksomhed sidste år på en konference. Først nu har den videnskabelig artikel dog fået det blå stempel og er blevet godkendt af andre forskere til offentliggørelse i American Journal of Epidemiology det måske fineste tidsskrift for befolkningsundersøgelser af sundhed og sygdom.
To-tre ture om ugen -ikke mere
Schnohr og hans kolleger bag Østerbroundersøgelsen har vist, at mænd lever 6,2 år længere, hvis de motionsløber, og at kvinder lever 5,6 år længere. Resultatet bygger på undersøgelse af mere end 24.000 hovedstadsboere, som med års mellemrum igennem fire årtier er blevet undersøgt og spurgt om deres motions- og løbevaner. De er bl.a. blevet bedt om selv at vurdere, hvor meget tid de ugentligt bruger på at jogge. Og de har skullet vurdere, om deres løbetempo er langsomt, middel eller hurtigt.
Sammenholdt med patient- og dødsårsagsregistre viser svarene, at den gode effekt af at motionsløbe klinger af, når man løber rigtig meget. Man får ikke endnu flere leveår ud af at løbe endnu mere.
»Man taber faktisk lidt af gevinsten ved at motionere for meget. Man skal holde sig på to-tre løbeture om ugen, nogle timer i alt. Og man skal ikke spurte afsted for at blive sundere. Man skal løbe langsomt i forhold til den form, man er i. Man skal kunne nyde naturen og lytte til fuglene,« siger Peter Schnohr, der dog selv sprintede en hel del som ung. Men det var for at vinde konkurrencer som eliteløber.
Ifølge Østerbroundersøgelsen lever joggere ikke bare længere end stillesiddende mennesker. De lever også længere end andre motionister som cyklister og fodboldspillere.
»Det kan være, fordi pulsen er høj over længere tid, når man jogger. Men jeg tror også, det er fordi, løb er en livsstil. Det bliver en del af ens hverdag, og man kan løbe alle vegne. Løbeskoene fylder ikke meget i kufferten, og man har det så godt, både imens man løber og bagefter, hvis man gør det rigtigt,« siger Peter Schnohr, som råder alle til at løbe langsomt og holde løbefrie dage.
Siden det første Eremitageløb i 1969 med knap 3.000 deltagere har over en halv million gennemført løbet. Seks er døde under løbet eller i umiddelbar forlængelse af det. Det svarer til tal fra store maratonløb, hvor man regner med et dødsfald for hver 100.000 deltagere. Siden 1985 er ingen dog døde under Eremitageløbet, som i dag er på 13,3 km.
»Folk er i bedre form, og de er bedre til at løbe. Der er ikke længere nogen, der kommer direkte fra skrivebordet eller værtshuset til startlinjen. Alle kender advarselstegnene, og vi er blevet bedre til at opdage de tegn på et svagt hjerte, som fører til dødsfald, når man presser sig selv under de sidste kilometer af et løb,« siger Peter Schnohr. Han er fyldt 70 år, men løber stadig to gange om ugen en tur rundt om Søerne i København nær bopælen.
»Jeg løber ikke for at leve længere, men fordi jeg elsker at løbe«.
