Mandefald

80 procent af de, der dømmes forlovovertrædelser, er mænd.
Mænd lever gennemsnitligt fire år kortere end kvinder.
Mellem 80 og 90 procent af de hjemløse er mænd.
Mænd begår tre gange så ofte selvmord som kvinder.
Mænd har sværere ved at acceptere arbejdsløshed.
Mænd har oftest hårdere social deroute i forbindelse med skilsmisser.
Mænd har vanskeligere ved at omstille sig fra arbejde til pension.

Læg mærke til L’easy-reklamerne med »Sjanne« og »Luffe«. Manden i huset ikke bare sværger til forældede løsninger. Han forulykker også konstant med sine idéer. Ofte med skade på egen manddom, så selv bageste sofarække fatter symbolikken. Eller tag reklamerne for OK-benzin, der støtter lokalsporten, som åbenbart består af mænd, der springer stangspring uden madras eller lader sig nedskyde af en boldkanon. Eller man kan genkalde sig Interflora-reklamen, hvor en blegfed dansker iført rød prinsekappe og hvid hest kækt kommer ud af elevatoren og ind i det store fælles kontorlandskab for tilsyneladende overlegent at erklære sin udkårne evig kærlighed. Han møder en post-it-seddel på hendes kontordør: »Er tilbage kl. 15«.

I den nye verden bestemmer kvinderne, hvad klokken er slået.

Tidens mænd er selv i deres ypperste og mest velmente anstrengelser for at erobre verden ude af trit med virkeligheden. Manden er blevet en taber. Det udtrykkes næppe tydeligere noget sted end i TV-reklamen, mediet med den stærkeste fordring om tydelighed og største krav om fælles referenceramme.

Kønsforsker Kenneth Reinicke har netop udsendt bogen »Drenge og mænd i krise?«. Heri spørger han, om Danmark som samfund bør være bekymret for drenge og mænd. Eller rettere bekymret for den voksende del af drenge og mænd, »der går ned«. Reinicke nævner syv målbare eksempler:

Når man i dag ser en specialklasse udelukkende bestående af drenge, kan det tages som et vink om en udvikling. Drenge klarer sig i dag markant dårligere end piger på alle niveauer i uddannelsessystemet. Når man i dag ser et slagteri, skibsværft eller anden produktion lukke og billeder af de fyrede mænd med bøjede hoveder gå modløst hjem, kan det tages som et tegn i tiden. Mænd er fanget i de job, der forsvinder. Kvinder ruster sig derimod til de job, der kommer. Når man i dag møder en ung mand på gaden, der forsøger at betle sig til »et par kroner til en kop kaffe«, kan det tages som et varsel om, at velfærdssamfundets omsorg ikke længere rækker til at nå hans type. Fremtidens proletariat kommer til at bestå af unge, uuddannede mænd. Piger og unge kvinder tilpasser sig fremtiden. Mens vilde drenge og unge mænd er på hævntogt efter det patriarkalske samfunds fald.

En af de bedst sælgende debatbøger i USA de senere år hedder »The End of Men: And the Rise of Women« af Hanna Rosin. Som titlen siger, handler den om mænds voksende problem med at mande sig op til kønnenes kamp. Forfatteren Rosin besluttede sig for at afsøge realiteterne bag den såkaldte »Mancession«; idéen om at finanskrisen ikke bare er skabt af, men også rammer mænd hårdest. Arbejdet, der forsvinder i den lavere middelklasse, er »mandearbejde«. Tre fjerdedele af de omkring otte millioner job, der er forsvundet i den amerikanske recession, tilhørte mænd.

»The End of Men: And the Rise of Women« påviser, at en fælles historie om køn er trådt i karakter i stort set hele den vestlige verden. Selv i geografier og kulturer, hvor man for få år siden ville have forsvoret, at det kvindelige køn ville få fortrinsret, har de fået det.

Taler man ønsker om køn på ens barn, har National Institute of Population and Social Security i Tokyo siden 1980erne kunnet dokumentere en voksende præference for pigebørn. Mens 48,6 procent foretrak at få en pige i 80erne, er det nu 75 procent. I Sydkorea, et af den moderne kapitalismes traditionelt mest patriarkalske samfund, foretrak ca. halvdelen af kvinderne i 1985 en søn. I 2003 lå tallet på blot 15 procent. Det samme skifte siges at være på vej i Indien og Kina, hvor sidstnævntes etbarnspolitik foreløbig har resulteret i, at der i 2020 kan være 300 mio. flere mænd end kvinder. I USA er man oppe på, at 75 procent af ansøgerne hos adoptionsbureauerne ønsker piger frem for drenge eller frem for ingen præference at have med hensyn til køn.

Tal som disse fik Berlingskes blogger, Anne Sophia Hermansen, til at skrive: »Spørg dig selv: hvad vil du helst have en dreng eller en pige? Da jeg forleden stillede spørgsmålet under en brunch med kun kvinder, heriblandt tre gravide og adskillige mødre, var der ingen, der sagde, de helst ville have en dreng. Ingen. Begrundelserne var, at piger har 1. større lykkepotentiale, 2. er mere identisk med moderen og 3. gider ringe hjem, når de er flyttet hjemmefra. I »større lykkepotentiale« ligger, at kvinder spås at have lykkeligere fremtidsmuligheder økonomisk og socialt, de får bedre uddannelser, og de lever længere; de er kort sagt most likely to succeed.«

Drenge harefterhånden haft statistikkerne mod sig i en grad i så lang tid, at det næsten er blevet en kliché, at de sandsynligvis ikke bliver succesfulde. Hvilket selvsagt er en generalisering. Som kønsforsker Kenneth Reinicke gør opmærksom på, har der for mange mænd aldrig eksisteret bedre tider end nu med den moderne mands chance for både at være andet end forsørger, formaner og formynder. For tillige at være fuld af omsorg og følsom såvel som voksen.

Men gruppen af sårbare mænd vokser uomgængeligt. Det er hér, Hanna Rosin har en pointe med historien om, at enden er nær for manden. Samfundet evner ikke at samle dem op. Og der findes ikke meget sikker viden om disse mænds sociale levevilkår.

»Der er blevet opbygget nogle sociale systemer, som disfavoriserer mænd. Mange mænd ved ikke, at der findes tilbud, og hvis de kender dem, tror de ofte, at de er til kvinder,« påpeger Reinicke.

Problemerne for mænd begynder allerede, når de er drenge, ifølge flere forskere. Selv på børnehavestadiet straffes de for at lege vilde lege i en institutionsverden stort set udelukkende styret af kvindelige voksne. I dagplejen, der passer de yngste børn, er 98 pct. af de ansatte kvinder. Kvindeandelen i vuggestuerne er 92 pct. I de øvrige institutioner, hvor børnene er ældre, falder kvindeandelen, men stadig er der flest kvinder. Mest lige ser det ud i fritidshjemmene, hvor kvinderne udgør 62 pct. af personalet.

Selv når mænd slutteligt skal samles op af det sociale system, mødes de af en matriarkalsk og diskvalificerende omsorgsmagt. Et klassisk problem i forholdet mellem »moder stat« og den fortabte mand som klient, formuleret allerede i slutningen af halvfemserne af antropolog og chefredaktør for Weekendavisen Anne Knudsen i debatbogen »Her går det godt«:

»I det drama, som udgør den direkte kontakt mellem klienten og sagsbehandleren, optræder rollen ’far’ altså kun som et fantom. Et fantasibillede af en fraværende patriark, der huserer et sted derude i ’samfundet’, hvorfra ’magthaverne’ ødelægger mulighederne for en gavmild pastorale på bistandskontorets familiescene. Det spolerer ikke iscenesættelsen, at der måske er en hel del biologiske mænd indblandet i dramaet, for rollehæftet gør dem enten til mødre med fuldskæg eller til forvoksede børn.«

Man kan selvsagt ikke generalisere mænd som tabere. Men værdier normalt forbundet med maskulinitet fysisk styrke, mod, risikovillighed daler i kurs. Traditionelle feminine værdier stiger derimod i kurs: Forståelse, medfølelse, tilgivelse, omsorg, samarbejde. Hvormed vi er tilbage til definitionen af finanskrisen som en »Mancession« eller »He-cession«, som visse amerikanske analytikere har kaldt den.

Det siges, at der står en kvinde bag enhver succesfuld mand. Hvorfor det måske heller ikke er underligt, at der bliver færre succesfulde mænd og flere succesfulde kvinder. Samtidig med at kvinder udkonkurrerer mændene i kampen om jobbene, foretrækker kvinder ironisk nok stadig mænd i arbejde. På det hårdeste af alle markeder ægteskabsmarkedet står de unge arbejdsløse mænd allernederst. En kvinde uden et arbejde er ikke pr. definition en taber. Hun kan lade sig forsørge, passe hjemmet og stadig bevare sin værdighed. Omvendt med manden. Netop derfor er den unge uudannede mand på vej til at blive mere isoleret og mere vred end nogensinde, hedder det.

En helt ny dansk undersøgelse godtgør, at over halvdelen af tosprogede elever forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter. Tallet for etnisk danske elever ligeledes højt: En fjerdedel.

Når det er drengene, der bliver smidt ud af skolen, drengene der falder ud af uddannelsessystemet, og drengene der udgør langt størstedelen af landets funktionelle analfabeter samt 75 procent af alle ordblinde, er det også dem, der allerede i en ung alder står uden udsigt til andet end et almisseliv på det offentliges regning. Over for den unge, bogligt svage mand er samfundet mere nådesløst end nogensinde før. Blandt andet som en følge heraf er begrebet »singler« vokset stærkt. I dag er der flere singlehusstande i Danmark end husstande, hvor der bor to eller flere personer. Og de fleste er mænd. 1. januar 2012 bestod 999.000 husstande af kun én person. Det svarer til 39 pct. af de 2,6 mio. husstande i Danmark. Antallet af single-husstande er vokset med næsten 20 procent de seneste 20 år. De 856.000 husstande med to personer er den næststørste gruppe med en andel på 33 pct, ifølge Danmarks Statistik.

Der har på denne baggrund i de senere år været en brat stigning i antallet af kontaktsøgende danskere. Som var ensomhed velfærdssamfundets svar på hunger. Men for ugifte og arbejdsløse mænds vedkommende bliver det mere og mere vanskeligt at få stillet sulten.

I »The End of Men« skriver Hanna Rosin også en del om det USA, der har universitetsgrader og domineres af hvide, vellønnede mennesker. Her mestres ofte behændigt at veksle mellem gamle og nye kønsroller og mønstre. Men også her spores, kvinder er bedre til at tilpasse sig det, Rosin fremstiller som et seismisk skift i både økonomi og kultur. Der er flere af kvinderne end mænd, der er tilfredse, viser undersøgelser.

Men er bogens fremstilling i det hele taget sandfærdig?

Ifølge det britiske tidsskrift The Economists anmeldelse er det svært at få øje på et decideret magtfuldt, vestligt matriarkat: »Blot tre procent af Fortune 500-indekset over USAs største virksomheder har kvindelige chefer, ligesom kun 20 af verdens 180 statsoverhoveder er det.« For Danmarks vedkommende kunne man tilføje, at manden vel næppe er taber og kvinden triumfator, så længe der end ikke er reel ligeløn.

Hanna Rosins svar hertil lyder: »Mænd har stået i spidsen i omkring 40.000 år, og kvinder er begyndt at udmanøvrere dem inden for de seneste 40. Så selvfølgelig er der stadig forhindringer på toppen.«

I dagbladet Informations anmeldelse af bogen hed det: »Det er muligt, at Rosin har ret. Men ikke desto mindre domineres den amerikanske samfundsdebat i massemedierne fortsat af historier om problemer for ’kvinder, der vil have det hele’, eller om hvor svært det er at jonglere med både karrieren og familielivet. Det vil tage lang tid, før kønsrollerne er endeligt vendt. I den amerikanske debat, der er fulgt i kølvandet på bogen, har mange ment, at det i givet fald i bund og grund er en sørgelig udvikling ja, nærmest uhyggelig. At den virkelige udfordring snarere må handle om, hvordan de to køn sammen definerer den moderne familie og arbejdsliv. Ikke om hvordan det nu er det svage køns tur til at blive det stærke.«

Men hvem skal mande drengene op til kønnenes kamp? Hvorfor overhovedet genopfinde eller redefinere patriarken i det 21. århundrede? Efter at manden i det videste historiske perspektiv stort set har gjort sit job de sidste par tusinde år og skabt den moderne højteknologiske og videnbaserede civilisation, er der muligvis ikke brug for ham mere til at holde størrelsen gående. Med dens krav om intellekt snarere end instinkt synes fremtiden at være skabt til kvinden. Og under alle omstændigheder ikke til ufaglærte, uforbederlige og umanerligt dårligt opdragede mænd.

Fører den rigide holdning til ligestilling ligefrem til et dårligere samfund? Fordi kønnenes ligestilling ud fra sin mest nøjeregnende model først er opnået, når kvinder indtager høje poster overalt i samfundet, uanset om de ønsker dem eller ej. Fordi kønskabalen ikke går op, hvis prinsen på den hvide hest ikke må være status-minimerende for kvinden, men absolut skal udgøre et højere trin på den sociale og uddannelsesmæssige rangstige.

Som det hedder i en gammel vittighed af ukendt oprindelse: »Først skabte Gud manden, så fik han en bedre idé.«

Hvis statistikkerne får ret, tegner fremtiden til at byde på kvinder, der i overvejende grad har mere travlt med at finde sig selv snarere end at finde prinsen. Og mænd, der må sande, at hun ikke er til stede, når han langt om længe har fået hele bejlerudstyret på. Måske er hun endda ikke engang kommet tilbage, når klokken er blevet 15. Uden der i øvrigt foreligger en forklaring. Han må stå og se langt efter hjælp til at vaske svinedrengen af sig og finde sin indre prins frem.B