Kender du følelsen, når du flår gavebåndet af den sidste pakke under juletræet, men ender med en slem skuffelse? Når du ikke lige fik den hækkesaks, du ønskede dig?
En 38-årig mand fra Glyngøre kender i hvert fald følelsen af at betale for noget, uden at få, hvad han troede, han ville få.
Manden havde den 22. december bestilt én escortpige, men der kom to, skriver Skive Folkeblad. Han betalte 1.900 kroner til pigerne, men de ville have mere, fordi de var to. Det ville han ikke betale for, og så forsvandt pigerne i en bil med chauffør.
Nu har han anmeldt til politiet, at han har betalt to prostituerede uden at få, hvad han betalte for. Hans egen forklaring, som er beskrevet i Skive Folkeblad, lyder desuden således:
Pigerne kørte efter den mangelfulde betaling væk i bilen med chaufføren, men manden havde altså ikke fået den ydelse, som han mente at havde betalt for. Historien melder intet om, hvilke ydelser han forventede for de 1.900 kroner.
Manden fra Glyngøre besluttede sig for at køre efter pigerne og deres chauffør, han fik dem til at holde ind til siden, og de to piger blev på en eller anden måde gelejdet over i mandens bil.
Og så var det, at manden fra Glyngøre kørte galt og escortpigerne forlod hans bil, og igen kørte væk med chaufføren, uden manden ifølge eget udsagn havde fået, hvad han havde betalt for.
Historien fra Skive Folkeblad lyder også, at manden havde overført yderligere 2.000 kroner. Han havde dog ved en fejl via MobilePay sendt de penge til en mand i Skagen. Manden fra Skagen betalte pengene tilbage, og lokalpolitiet i Skive har oplyst til Skive Folkeblad, at den del af sagen derfor er afsluttet.
Den førstnævnte anmeldelse står dog stadig ved magt, og politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive er ikke i tvivl om, hvordan han vil betegner situationen. Han beskriver den som:
»...en værre omgang tabernakel,« til avisen.
Skive Folkeblad oplyser desuden, at begge prostituerede er udlændinge.