Flere sagesløse personer oplevede lørdag at få stjålet deres bil af en mand, der truede med en økse, en pistol, et baseballbat og et koben. Efter en længere politijagt er den formodede gerningsmand lørdag aften blevet anholdt på Amager, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
»Det er en meget alvorlig sag, og det er med stor tilfredshed, at manden nu er pågrebet. Han har flere gange i løbet af dagen truet borgere, og det kunne være endt endnu værre, end det gjorde. Manden blev standset og anholdt uden problemer, og der har hele dagen været et stort antal betjente i gang, og takket været et veludført politiarbejde, har det til aften ført til anholdelsen af manden«, siger politiinspektør Kim Kliver.
Den bizarre sag begyndte lørdag klokken 10.19, hvor Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fik en anmeldelse om uro på Svenstrupvej i Veljø syd for Næstved, hvor der var melding om en mand, der havde skudt og ramt en anden mand i benet. Manden skød desuden mod et andet hus i byen.
Manden truede desuden en patrulje, der kom til stedet, hvorefter patruljen skød efter manden. Men det stoppede ham ikke. I stedet løb han fra stedet, truede en bilist ud af en bil, hvorefter han overtog bilen og flygtede.
Og det skulle ikke ende med at blive dagens eneste biltyveri. Flere gange efterfølgende oplevede tilfældige borgere tilsyneladende den samme mand, der med grove trusler stjal deres bil fra dem.
Klokken 11.10 fik nogle personer på Sneserevej sydøst for Næstved den formodede gerningsmands vrede at følge. Det skete, da en gerningsmand pludelig brød ind i deres hus og tvang dem til at udlevere deres bil. Da to andre biler forsøgte at spærre gerningsmandens flugt, blev han så rasende, at han steg ud af bilen og smadrede en økse ned i mortohjelmen på den ene bil.
Personerne fra den anden bil forsøgte derefter at flygte, hvorefter manden sigtede mod dem med et skydevåben, hvorefter han i stedet stjal deres bil og kørte væk.
Blot 20 minutter senere forsøgte manden at stjæle en bil i Faxe, hvor han truede med et baseballbat. Den bil lykkedes det dog ikke at få nøglerne til, men knap en halv time senere forsøgte han sig igen - et andet sted i Faxe.
Her truede han med en pistol og fik nøgler til en anden bil. På vej væk fra stedet truede han en kvinde med en pistol.
Kort får klokken 12 fik politiet en anmeldelse on, at en bilist er blevet truet på livet og har fået knust en rude af en mand med en pistol. Manden truede desuden med at skyde bilisten, der udleverede sine bilnøgler.
Fem biltyverier på under to timer var dog tilsyneladende langt fra rigeligt for gerningsmanden, der klokken 12.19 stjal atter en bil fra Hastrupvej nordøst for Haslev. Her brugte han både et koben og et baseballbat til at true sig til bilnøglerne. Og samtidig ødelagde han bilejerens telefon.
Bilen faldt dog tilsyneladende ikke i den vrede mands smag, for kun 12 minutter senere stjal han en ny bil - en Kia Rio, som politiet efterfølgende udsendte en efterlysning på.
»Siden 12.31 har vi ikke modtaget flere anmeldelser om trusler, overfald, indbrud eller biltyverier, og i stedet har vi brugt tiden på at lede efter manden både via de tips, vi har fået, og ved godt gammeldags efterforskningsarbejde, og det førte altså til, at Københavns Politi kunne pågribe manden klokken 20.52 på Amager,« forklarer politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.
Det vides endnu ikke, hvad motivet for de mange voldsomme biltyverier og trusler er, men måke bliver politiet klogere, når den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag.
