Jeg var på Roskilde Festival med min klike i 1978. Eller min og min. Det var nogle andres klike, som jeg var så heldig at blive medlem af. Jeg var 15 og tynd og fra Birkerød. Og vi havde glædet os og planlagt og talt om den festival i mange måneder.
En, der hed Karen, havde syet en fane, der vajede over vores teltlejr, som lå helt tæt på Orange Scene, og musikprogrammet startede om fredagen, men vi var der allerede om torsdagen. Firstmovers. Hvis man fik ædeflip og havde penge på lommen, kunne man købe noget, der hed en falafel, som var noget helt nyt dengang. Og det fik vi, ædeflip, for vi røg en masse hash.
Der var et fællesbad med koldt vand, og når vi piger gik i bad, var det i flok, for der stod ofte nogle klamme mænd og kiggede en efter i krogene. Toiletterne var heller ikke noget at skrive hjem om. De var få og uhumske. Jeg var meget sippet dengang og havde på grund af diverse toilet-traumer fra folkeskolen fået hæmninger og dermed problemer med at gå på wc andre steder end hjemme. Så jeg kunne ikke skide fra torsdag til søndag.
Om lørdagen spillede Bob Marley på Orange Scene. Og jeg mødte en fyr, som jeg havde været dødeligt forelsket i flere måneder. Han tog min hånd og sagde »nå, der var du endelig«, og han kyssede mig med perfekte læber og lagde sin arm om mig, og jeg forsvandt ind i hans favn og tog hovedspring ind i det, jeg troede måtte blive århundredets kærlighedseventyr. Og hver gang vi havde gået ti skridt, stoppede vi op og kyssede, og jeg tænkte, »det er det her, de mener, når de taler om lykke.«
Og vi stod foran orange scene, og Bob dansede hoppedans og kastede med sine dreadlocks, og de tre kraftige brune damer sang kor, og alt gik op i en højere enhed. Og jeg kunne alle sangene udenad, og vi sang »Who feels it knows it, Lord« og så hinanden i øjnene, og jeg tænkte, at Gud endelig langt om længe havde fået hænderne op af lommen og havde trukket mit nummer.
Og det blev nat, og månen lyste, og vi skulle sove sammen i hans telt, og det var lige før eventyret sluttede med, at de levede lykkeligt til deres dages ende.
Men. For der er altid et men. Jeg skulle skide og kunne jo ikke og fik noieren, som det endnu ikke hed dengang. Og jeg gemte mig i min sovepose, selvom det var meningen, at vi skulle have ligget nøgne sammen med sammenlynede soveposer og kroppe. Men det kunne ikke lade sig gøre på grund af de elendige toiletforhold, som medførte, at en lort havde sat sig på tværs i mit indre univers.
Jeg gik formentlig glip af en stor erotisk oplevelse, som ville have været en flot kulmination på en perfekt aften. Nu er jeg henvist til at være enten eftertrykkeligt glemt eller et utydeligt minde i hans sind om noget narrefisse engang på Roskilde. Mit liv kunne have set helt anderledes ud, hvis der havde været et varmt, rent sted at skide hin sommer i 1978. Vi kunne være blevet kærester, måske endda gift. Vi kunne have været skilt nu! Måske er det meget godt, at det gik som det gik. Jeg har et dejligt liv, og man skal ikke græde over spildt sex. Hverken den, man har haft, eller den, man ikke har haft.
Men kære unge mennesker, er I klar over, hvor heldige I er? Udover at I bliver kørt frem og tilbage af jeres opbakkende forældre, som har betalt jeres Roskilde-billetter og ringet til festivalledelsen og klaget over vejret og ventetiden, og som sidder klar til at mobilpaye penge til jeres falafler, når I får ædeflip, fordi I har røget en ordentlig joint, så er der ordentlige toiletforhold, når I skal af med al den makrelguf, I har indtaget. Og den skal ud af kroppen, for så er det sjovere at have sex. Og et godt råd: Undgå makrelguf hvis I har tænkt jer at dyrke oralsex. Og det har I. Det er en af grundene til, at man tager på Roskilde Festival. Man bliver, hvad man spiser, så spis ananas, spis mango. God festival.