Den franske designer Ronan Bouroullec sidder lidt uroligt på stolen. Først læner han sig mageligt tilbage, så ryglænet vipper, hvorefter han vipper tilbage og rykker ud på kanten af stolen. Så rejser han sig.

»Den fungerer helt, som vi har tænkt. Der er jo ingen unge mennesker, som sidder helt stille og ret op og ned på en stol i dag,« forklarer Ronan Bouroullec og sætter sig ned igen.

Denne gang mere roligt, for nu fik han afprøvet en af de færdige stole, som i denne måned er på vej til Københavns Universitet sammen med en serie borde, skrivepulte og høje taburetter. De nye møbler skal blandt andet bruges i de ombyggede undervisningslokaler på det Humanistiske Fakultet på Amager.

Møblerne er blevet til i et tæt samarbejde med den danske designvirksomhed Hay og de franske designbrødre Erwan og Ronan Bouroullec, der hører til eliten i international møbeldesign.

»Vi blev ringet op af Rolf Hay i februar sidste år og spurgt, om vi havde lyst til at tegne en serie møbler til Københavns Universitet,« fortæller Ronan Bouroullec, der indtil da kun havde hilst på Rolf Hay i forbindelse med internationale designevents.

Det eneste krav for samarbejdet, som Hay stillede, var, at de skulle være færdige til 1. januar 2013.

»Det var helt vildt,« siger Ronan Bouroullec og forklarer, at brødrene normalt er to-tre år om et projekt, fra idé til det færdige produkt står foran dem. Derfor siger de oftere nej end ja til en ny opgave.

Foruden dem selv har de fire ansatte på tegnestuen i Paris, og de har ikke lyst til at have for mange projekter i gang på samme tid.

»Men nogle gange skal man tage en udfordring op og det gjorde vi så her. Rolf er meget dedikeret og har en stor passion for design. Man kan ringe til ham midt om natten, hvis man vil diskutere en detalje. Og så er vi begge begejstret for skandinavisk design, specielt for Poul Kjærholm og Wegner,« siger Bouroullec.

Allerede efter det første møde lavede Ronan Bouroullec en arbejdstitel for stolen »A strong sensual stackable wooden chair«. Udgangspunktet var den klassiske A-form, som er meget symmetrisk og giver mulighed for at gøre ryg og sæde bevægelige. På samme måde som de klassiske Mies van der Rohe-stole fra Bauhaus-tiden.

»Vi ville gerne gøre op med de kedelige institutionsmøbler og skabe en stol, som de studerende vil sidde på i lang tid. Og så skulle den være af træ for at skabe et link til danske møbeltraditioner,« forklarer han.

Siden blev der tegnet mødeborde og skrivepulte, hvor grundmaterialerne ligesom stolen er ege- og bøgetræ. På skrivepultene er der tillige brugt grøn linoleum.

Når et projekt er færdigt, bliver det signeret af Bouroullec. Sådan har det været siden 1999. Ronan var den første, der blev færdiguddannet som designer, siden fulgte Erwan, der er lillebror, efter. Meget belejligt, for Ronan Bouroullec skulle bruge en assistent til en stor opgave for Cappellini, og siden har de arbejdet sammen. De er født og opvokset i en lille by i Bretagne. Forældrene var læger, og før de to brødre har ingen i familien vist kreative evner.

»Vi voksede op med masser af natur omkring os og brugte det meste af tiden på at lege, når vi ikke skulle i skole. Og så havde min far et værksted, hvor vi måtte lave alle mulige ting,« har Erwan Bouroullec tidligere fortalt.

Det var en fantastisk tegnelærer, der lærte brødrene at bruge fantasien.

»Min far har fortalt, at han vidste, at vi elskede at være på tegneskolen, for vi gik aldrig, før timen var forbi.«

Samtidig med projektet for Hay er brødrene ved at designe lysekroner til Versailles-slottet udenfor Paris. En stor kontrast til de moderne og fremtidssikrede møbler på Amager.

»Vi kan godt lide at arbejde med forskellige ting,« siger Ronan Bouroullec, der både har designet vægdekorationer i plast for Vitra og i filt for danske Kvadrat.

Hvornår der kommer et nyt design fra Bouroullec-Hay vides ikke, men han er meget positiv.

»Det har været en spændende proces, og vi kan godt lide at arbejde sammen for de samme firmaer, som vi gør det med Magis. Vi synes, at Skandinavien har tradition for demokratisk design, som Rolf Hay er meget knyttet til.«

Det var da heller ikke en tilfældig indskydelse, der fik Rolf Hay til at kontakte Erwan og Ronan Bouroullec sidste år, da han fik til opgave at udvikle nye møbler til Det Humanistiske Fakultet på Amager. Han havde længe haft »et godt øje« til de franske designere.

»Det er vigtigt at knytte produktudvikling af møbler tættere sammen med arkitekten,« siger Rolf Hay og påpeger, at også Arne Jacobsen gjorde det før i tiden.

De fleste af hans møbler og andre produkter er frembragt til specifikke opgaver. SAS-hotellet er ifølge Hay et af de fineste eksempler på det.

»Vi har også gjort det flere gange før, blandt andet til Bella Sky Hotel, ligesom stolen Shanghay Chair er udviklet i samarbejde med Bjarke Ingels til den Danske Pavillon på Expo-udstillingen i Shanghai. Arkitema, der har stået for den store ombygning af Københavns Universitet på Amager, har skabt nogle utroligt spændende omgivelser. Vores opgave var derefter at skabe møbler, som passede hertil. Vi mente, at møblerne skulle have et akademisk præg samtidig med, at de er personlige og fremadrettede. Jeg synes, at Ronan Bouroullec hurtigt ramte idéen,« siger Rolf Hay.

Møblerne bliver også vist på året første møbelmesse i IMM Cologne, og de kan senere på året købes i butikkerne.

Hele møbelserien bliver produceret hos Kvist Industries i blandt andet Aarre i Jylland.