»Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle efter gymnasiet, derfor har jeg forsøgt at skabe de bedste forudsætninger for mig selv, så jeg ikke skulle møde begrænsninger, bare fordi jeg ikke havde et mål.«

Anna Kramer Møller er 21 år og blev student fra Sankt Knuds Gymnasium i Odense i 2012 med et snit på 11,3 efter reglerne om gangning af karaktergennemsnit. Hun har kæmpet i tre år for at kunne vælge uddannelse frit. Hendes valg faldt på psykologistudiet på Københavns Universitet, der i år kræver et minimumsgennemsnit på 11,2.

Hun er dermed ubevidst en af de kommende studerende, der er med til at hæve de adgangskvotienter, der siden 2008 er steget lodret, og i år rammer det højeste niveau nogensinde. Mens hun tænker over de mange overvejelser, hun har gjort for sin egen fremtidssikring, sidder hendes kæreste, Nikolaj Mazor, overfor med nogle andre kort på hånden. Han har sikret sig studenterhuen fra Odense Katedralskole med et karaktergennemsnit på 9,1. Det betragtes som et godt karaktergennemsnit, men på grund af de høje adgangskrav har han alligevel måttet begrænse sit uddannelsesvalg, hvor hans førsteprioritet var Statskundskab på Københavns Universitet, der i år har et adgangsgivende karaktergennemsnit på 10,9.

Nikolaj gik ind til de tre år i gymnasiet med en tro på, at det skulle være fyldt med fester, bekendtskaber og sjov, men det gik hurtigt op for ham, at hvis han ikke ville mindes gymnasiet som en sovepude uden fremtidssikring, så måtte han op i omdrejninger.

Han skal til september starte på jura på Københavns Universitet, hvor adgangskvotienten er 9,1, hvilket svarer til Nikolajs snit, før han har ganget det op.

Selv om den originale drøm gik i den samfundsfaglige retning, så ærgrer han sig ikke.

»Jeg ligger ikke og græder snot over, at jeg ikke kan komme ind på statskundskab. Jeg tror faktisk, at det har været godt at gøre sig nogle overvejelser om et andet studie, som jeg ellers ikke ville have fået øjnene op for.«

Selv om karaktersnittene på nogle uddannelser ligger godt oppe over både 11 og 10, så synes hverken Anna eller Nikolaj, at de stigende adgangskvotienter er en negativ udvikling.

»Det er jo bare en naturlig udvikling i forhold til, hvordan virkeligheden ser ud. Det betyder bare, at man må knokle eller søge uden for hovedstaden, hvis man virkelig brænder for et specifikt studie,« siger Nikolaj.

Kamp giver sejr

Det udsagn nikker Anna til og understreger, at muligheden for at søge kvote to altid er til stede. Selv om hun dog godt kan se det frustrerende i at stå med en drøm uden at kunne realisere den.

»Man bliver nødt til at kæmpe for det, hvis man vil opnå noget, man kommer ikke sovende til det,« indskyder Anna.

Netop denne fightermentalitet ser ungdomsforsker Peter Allerup som et varemærke for den ungdomsårgang, der er et produkt af de høje adgangskvotienter.

»Ungdomsårgangen er fantastisk god til at opsnappe betydningen af at være nummer et, så de bider tænderne sammen og kører videre,« siger han og fortsætter:

»Vi er i øjeblikket i en periode, hvor karakterpendulet er så højt oppe, som det kan komme, hvilket gør, at de unge hele tiden skal sammenligne sig selv og er opmærksomme. Det gælder alt fra placering i skolen til udseendet. Den tankegang vil hænge ved årgangen og også komme til at præge arbejdsmarkedet og det uddannelsessystem, de snart bliver en del af,« siger Peter Allerup, der har forsket i karaktergivning ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet.

Men både Nikolaj og Anna mener dog, at fremtidspæsning er noget, de vil efterlade ved studenterhuen.

»Universitetet bliver noget helt andet, og jeg er ved at indstille mig på, at det på psykologi er godt at få syv i karakter,« siger Anna.