Jean-Claude Juncker er kendt som en mand, der ikke har nogen fritidsinteresser ud over politik, hvilket tilfældigvis også er hans arbejde. Derfor er det næppe nogen overraskelse, at EU-Kommissionens formand – ifølge samme kommissisions talsmand – har forberedt sig grundigt, når han onsdag træder ind i Det Hvide Hus til et møde med den amerikanske præsident Trump.

Det eneste punkt på dagsordenen er den spirende handelskrig mellem EU og USA, hvor særligt Donald Trumps trussel om at lægge told på importerede biler fra unionen har trukket overskrifter. Da EU eksporterer biler til USA for knap 280 mia. kroner, er det økonomisk et vigtigt emne for kommissionsformanden, men ifølge kilder i EU, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, er Juncker både optimistisk og afslappet op til mødet.