Daniel Agger er tilbage i Brøndby IF.
Tænk, han gjorde det sgu.

I en verden, hvor loyalitet og klubfølelse næsten altid bliver trumfet af en laber løncheck, tilhører den flittigt tatoverede landsholdsspiller en sjælden race, der ikke tager imod hvad som helst.
Dette comeback til Danmark er udviklingen, der i nogen grad bekræfter det fascinerende rygte, at Daniel Agger i sin tid som ung knægt havde forklaret sine nærmeste, at han kun ville forlade Brøndby, hvis Celtic eller Liverpool kunne komme i spil.
Det var de eneste klubber, der rigtigt sagde ham noget.
Nu er han tilbage i en af de få klubber, han ønsker at repræsentere. Hvor mange fodboldspillere af hans slags findes mon?
Fem?
100?

Daniel Agger bliver ifølge vores oplysninger den bedst lønnede fodboldspiller i Superligaens historie, men selv det faktum kan betyde, at Daniel Agger skal gå rundt på en form for velgørenhedsløn i forhold til de mere end 700.000 kroner om ugen, han tjente i Liverpool.
Det er et voldsomt løndyk, og det er altså på mange måder bemærkelsesværdigt, at Daniel Agger i en alder af bare 29 år forlader kæmpescenerne i Premier League eller Primera Division for at tage en tur til Silkeborg, Hobro eller Haderslev.

Daniel Agger har måske nok har mistet så meget gnist, fart og fysisk power, at han ikke længere kunne være med i toppen af den bedste engelske række.
Jeg er vist ikke den eneste, der mener, at Liverpools manager Brendan Rodgers ikke var helt på månen, når han vurderede, at Daniel Agger havde fået lidt svært ved at matche sine konkurrenter.
Men vi taler stadig om en fodboldspiller, der helt afgjort må leve med den kliché, at han er alt for god til Superligaen. Han er en af få danskere, der absolut har verdensklasse i sin sport.

Jeg vælger at antage, at hans overraskende, nej sensationelle comeback til Superligaen, er et udtryk for sjældent klubhjerte og følelse, mere end det er et udtryk for forringet ambition eller en fuldstændig nedslidt fysik.

Helt uden at kigge på handelens forhold er dette allerede en gave til Superligaen, som har taget mod en hulens masse klø i den seneste tid i de europæiske klubturneringer.
Daniel Agger vil alene på sit navn løfte tilskuertal, medieomtale og muligvis også noget af den sponsorkraft, der generelt siver ud af Superligaen i disse år.
Forventningen må også være, at Daniel Agger kan forstærke Brøndby IF, som sportsligt har hakket sig vej gennem både dele af sidste sæson og begyndelsen af den indeværende sæson.
Så hurra for festen. Den er allerede god, og den har alle elementer til at blive vild.
Jeg kunne sagtens stoppe klummen her.

Men der er selvfølgelig også under Daniel Aggers comeback en række forhold, der kalder på lidt opmærksomhed. 

Brøndby offentliggjorde for få dage siden halvårsrapporten for 2014, og vi fik igen bekræftet, at pengene simpelthen vælter ud af kassen hver eneste dag.
Selskabet bag fodboldklubben lander et samlet resultat på minus 150,4 millioner kroner. Egenkapitalen er nu 83,4 millioner kroner - mod knap 234 millioner kroner for bare halvandet år siden.

Klubejeren Jan Bech Andersen har betalt næsten hele pakken for Daniel Agger som en form for jubilæumsgave til den klub, han elsker så højt. Brøndby skylder pengemanden mange, mange tak, men han er næppe så dum, at han er tilfreds alene med et tak. Hvis han var sådan et menneske, havde han ikke bedt den tidligere formand Aldo Petersen om at forlade klubben. Jan Bech Andersen er forretningsmand. Han har ikke fundet sin formue tilfældigt.

De regnskaber, Brøndby i flere omgange har sendt videre i systemet, vidner klart om, at klubben ikke bare skal vinde danske mesterskaber, men også skal i Champions League formentlig hvert andet eller tredje år for at fylde på de enorme huler, udgifterne skaber.
Det er uimodsigeligt en klub, der lige nu bygger kraftfulde ambitioner med Agger, Elmander, Kahlenberg med flere. Det bliver derfor helt naturligt, at Jan Bech Andersen på et tidspunkt vil vurdere sportschef og træner, ganske som han vurderede Aldo Petersen.

Thomas Frank blev hentet til et setup, der handlede om unge talenters fremdrift i Brøndby, men han står nu i spidsen for et All Star-hold.
Jeg er ikke selv et sekund i tvivl om, at Thomas Frank er den rette mand for Brøndby.
Men hvordan med tålmodigheden hos ham, der bestemmer?

Og hvis først Aldo Petersen og siden Jan Bech Andersen, som vi hører det, selv har realiseret disse monsterhandler, må sportschef Per Rud også trille lidt nervøst rundt og spørge sig selv, om ejeren mon i denne meget ambitiøse strategi har tillid til en mand, der også blev hentet, fordi han kunne finde meget talent for få penge.

Thomas Frank eller Per Rud blev oprindelig givet en form for discount-opgave. De var hentet til præcist den opgave, der viste sig lige efter, Brøndby undgik en konkurs. 
Nu står der snart VIP ud over hele startopstillingen. 

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard