I et hjørne på et keramikværksted på Østerbro sidder 32-årige Line Emma Jønson. På væggen bag hende hænger tændte stearinlys, og på bordet står en tekande i ler, som hun har modelleret. Hun kommer på Keramikskolen, der udbyder kurser i keramik, en gang om ugen og er i øjeblikket ved at forme låget til tekanden.
»Jeg arbejder til daglig som analytiker og bruger alt andet end mine hænder. Her er det rart at gøre det modsatte. Jeg kan sidde med mine egne tanker. Det er et godt afbræk til store kontorlandskaber. Det er lidt meditativt, og det behøver ikke at gå stærkt her,« siger Line Emma Jønson.

