Det konservative partis frie fald mod spærregrænsen har udløst en sjælden skrivelyst blandt konservative skribenter - nu skal der åbenbart (igen) kæmpes for konservative værdier. Hvis vi skal tro de stærkt oprørte konservative, er både dansk kultur og julen under angreb. Som en anden Don Quixote kæmpes der mod vindmøller, og de konservative udbrud afspejler nok dybest set afsavnet af et salgbart politisk projekt.

Inden for den seneste måned har man i Berlingske kunnet læse kommentaren »Regeringen og LA angriber dansk kultur« (17. april), medforfattet af De Konservatives partileder Lars Barfoed, og kronikken »Os, dem og danskheden« (28. april) af ph.d.-stipendiat Lars Christiansen. Omdrejningspunktet for begge indlæg er det postulerede angreb på danskheden. Men inden vi bliver grebet af den konservative dommedagsstemning, så er det måske fornuftigt at kigge lidt nærmere på den danske kultur, som åbenbart er under belejring fra liberale, regeringen, socialkonstruktivister og andre gudløse.

De to indlæg har det til fælles, at der oplistes en lang række institutioner og fænomener, som de pågældende skribenter mener, konstituerer danskhed. I kataloget over rigtig dansk kultur, jvf. de to indlæg, indgår følgende i vilkårlig rækkefølge: kristendom, Det Kongelige Teaters Gamle Scene, en stram udlændingelovgivning, obligatorisk pensum i dansk og matematik, Dannebrogs (tilnærmelsesvise) flagmonopol, svineproduktion, kongehuset, folkekirken, morgensang og skolens juleafslutning.

Det kan alt sammen måske lyde meget dansk. Men mange steder i verden har man kristendom, en national teaterscene, en stram udlændingelov og så videre. Det eneste rigtigt danske i det lange katalog syntes at være institutionen folkekirken, det statsdrevne »trossamfund«, som næsten alle danskere er medlem af, men som stort set ingen benytter sig af (set i forhold til, hvordan et trossamfund normalt er tænkt). Som jeg ville komme ind på, er det faktisk en ganske besynderlige forestilling om dansk kultur, som de konservative knytter deres angst (eller »paranoia« for at bruge Lars Christiansens eget begreb) til.

Men inden vi kommer så langt, skal vi lige kigge på, hvad der ikke indgår i dansk kultur ifølge De Konservative. Her finder man kritisk selvironi. Denne udtryksform, som man ifølge Lars Christiansen finder i Cirkusrevyen 2011 og Peter Carlsens malerier, er derimod en del af angrebet på den danske kultur og udtryk for et dansk »selvhad«.

Min erfaring er, at det, der virkelig fanger udlændinges opmærksomhed, når de møder danskere, er vores meget grovkornede og satiriske humor. En omgangsform som kræver en del tilvænning for at blive værdsat. Udlændinge vil nok nærmere se dette som udtryk for dansk kultur end nationalflag og landshold, som de kan finde i deres egne lande. Men det er åbenbart ikke fint nok til at være dansk kultur, og det er ikke noget staten kan regulere eller støtte, så det kan umuligt være udtryk for kultur.

Faktisk syntes staten at være en central spiller i De Konservatives kulturbegreb. I hele det lange katalog over »kulturinstitutioner«, som nævnes i de to indlæg, er der ikke et eneste af dem, som staten ikke er involveret i. Det skulle da lige være svineproduktionen (men det kommer måske nok, hvis alle slagterierne flytter til Polen). Alle de andre institutioner indebærer staten: folkekirken, folkeskolen, udlændingeloven, kongehuset og Det Kongelige Teater.

Hvis vi skal forstå De Konservatives kulturbegreb, så må vi forstå, at kultur for dem ikke er noget, som spontant eksisterer og udvikles mellem mennesker, som ser sig selv som danske (på deres egne præmisser). I stedet indebærer deres kulturbegreb, at kultur er noget, staten er garant for og leverandør af.

Det er derfor, at De Konservative langer ud efter Liberal Alliance og regeringen, netop fordi disse partier arbejder på at opbløde statens regulering af og støtte til det, som De Konservative anser som dansk kulturarv. De Konservative har så lidt tiltro til folket, at de ikke tror, at dansk kultur (hvad det nu måtte være) kan leve uden statens (og Det Konservative Folkepartis) støttende hånd.

Men dansk kultur kan kun være under angreb, hvis vi antager, at politiske partier rent faktisk kunne forme den danske kultur. Men hvis vi alternativt anskuer kultur i en forståelsesramme, hvor kulturen residerer i folket - hvor kultur er det reproducerede udtryk af folkets praksis og diskurs - så bliver De Konservatives udsagn om »en kultur under angreb« meningsløst. I denne alternative forståelsesramme giver det kun mening at tale om et »angreb på dansk kultur«, hvis nogen forhindrede danskerne i spontant at udleve deres »danske« kulturformer. Og det er vist ikke tilfældet her.

Derfor er det befriende at høre Liberal Alliances Ole Birk Olesen, som i DR2 skulle have sagt »Vi mener jo, at vi kan bygge en stærk nation på privat ejendomsret«. Jeg fortolker budskabet således, at folket nok skal kunne skabe en stærk (national) kultur ad sig selv, (især) hvis rammebetingelsen, privat ejendomsret (og vel sagtens de liberale frihedsrettigheder), er på plads. Denne rammebetingelse må staten hjertens gerne være garant for, men folket har ikke brug for staten til at skabe og udvikle kulturen.

Så hvis folk mener, som Lars Christiansen gør, at morgensang og juleafslutninger i skolen er en uundværlig del af dansk kultur, så må de jo bare finde/danne en skole, som har sådanne kulturudtryk på programmet. Det kan man jo i et frit og liberalt samfund. Men hvad skal de samme mennesker bruge statsreguleringen til, medmindre de vil tvinge morgensang og juleafslutninger ned over os andre (som sagtens kan føle os danske uden)?

De Konservative beskylder ordret liberale og andre for at være kulturrelativistiske. Med det begreb forsøger de at sige, at liberale og ligesindede stiller al kultur normativt lige. Det skulle så betyde, at liberale fx mener, at omskæring af kvinder er normativt ækvivalent med kvinders ret til at bestemme over egen krop. Altså at begge dele er lige godt/dårligt.

Dansk kultur har meget at byde på, der er trods alt en årsag til, at vi danskere vælger at leve på én nogenlunde homogen måde frem for alle mulig andre. Men det er ikke en kultur, som sikres gennem folkekirke og morgensang. Hvis det virkeligt var tilfælde

Det kan vi vist godt blive enige om er en grotesk tanke. Men De Konservative er jo ikke groteske mennesker, så når de bruger begrebet kulturrelativisme, udtrykker det dybest set en frustration over, at vi andre ikke falder hovedkulds i benovelse over De Konservatives særegne forestilling om dansk kultur.

De Konservative forsøger med deres lille kulturkamp her at sætte dansk kultur i glas og ramme. De prøver at skabe en kulturel stasis, hvor dansk kultur reduceres til en lille skrøbelig museumsgenstand, som folket - gennem de statsregulerede institutioner (folkeskolen, folkekirken m.v.) - kan få lov at betragte, men som de ikke må udvikle eller forholde sig kritisk til.

Dansk kultur har meget at byde på, der er trods alt en årsag til, at vi danskere vælger at leve på én nogenlunde homogen måde frem for alle mulige andre. Men det er ikke en kultur, som sikres gennem folkekirke og morgensang. Hvis det virkelig var tilfældet, var vi ilde stedt. Men det er heldigvis ikke tilfældet. Kultur udfoldes hver eneste dag i danskeres møde med hinanden og danskeres møde med andre. Det er en levende, pluralistisk, folkelig og foranderlig størrelse, som vil - som den har gjort i hele folkets historie - udvikle sig løbende i tråd med tidens krav og indtryk. Ikke fordi staten retter folket ind, men fordi kultur er en dynamisk og flersidet størrelse, som kan lade sig inspirere af fremmede indtryk.

I afsavnet af et politisk projekt, som ikke allerede er taget af mere succesrige partier, har De Konservative kastet sig over genoplivningen af Gud, konge og fædreland. Og det skal nok give bundklang i visse kredse, men det er ikke fremtidens vælgersegmenter, der trækkes på. De Konservatives projekt er i sidste ende et forsøg på at animere et monopolistisk, statsligt og statisk kulturbegreb, som har meget lidt til fælles med danskernes levende dag-til-dag kultur.