Det begyndte at spire, da han var ung, nok ikke mere, end hvad de fleste ville kalde en knægt – Jann Sjursens interesse for politik og samfundsforhold. Hele sit voksne og unge liv har han spillet på den politiske banehalvdel. Og det var noget, han fik med hjemmefra.
Han har nemlig trænet til at debattere under aftensmaden, hvor køkkenbordet ofte blev centrum for diskussioner i familien. Det tog om sig, og også på efterskolen blev der brugt meget tid på at diskutere, hvordan man kunne »ordne verdenssituationen.«
»Det troede vi i hvert fald, at vi gjorde dengang,« griner han.
Men måske er der ikke så meget at grine af. For Jann Sjursen er i sit 50-årige liv kommet vidt om i politik, langt over midterlinjen. I mere end et årti var han landsformand for Kristeligt Folkeparti, fra 1990 til 2002, og den politiske karriere toppede i 1993, da han blev udnævnt til energiminister under Nyrup-regeringen.
»Når jeg ser tilbage, synes jeg også, at jeg har haft en oplevelse af, at man faktisk godt kan gøre noget ved tingene, hvis man vil. Det har været vigtigt for mig i mit politiske liv, at jeg har haft troen på, at man kan gøre en forskel,« siger han.
I dag befinder Jann Sjursen sig på sidelinjen af den politiske scene som formand for Rådet for Socialt Udsatte og generalsekretær for nødhjælpsorganisationen Caritas Danmark. Men det handler stadig om politik.
»For hvis politik skal give nogen mening, skal det jo handle om mennesker.«
Nogle gange kan det godt være lidt hårdt at nå politikere og beslutningstagere. Det erkender han. »Lidt op ad bakke«. Men det bliver aldrig håbløst.
»Det synes jeg ikke. For jeg synes, at det er nogle vigtige sager. Så uanset om det kan være svært at trænge igennem, så er det i hvert fald værd at slå et slag for. Og det er en stor glæde ved mit arbejde, at jeg møder udsatte mennesker, som bekræfter, at det er vigtigt, at der er nogen, der vil være talerør for dem,« siger Jann Sjursen.
»Og når jeg tager til Afrika for at besøge nogle af de programmer, som Caritas iværksætter, så kan jeg se, at det gør en stor forskel. Det er jo det, der er drivkraften. Det kan godt nogle gange være svært at trænge igennem politisk, men for de mennesker, det drejer sig om, ved man bare, at det kan gøre en virkelig stor forskel, at nogen gør noget for dem.«
De 50 år skal fejres helt privat i en hytte i Sverige, hvor han skal på miniferie med sin hustru og tre børn.