Der er sjældent nogen ærværdig grund til at lave fem film i samme serie. Som regel er det bare endnu et forsøg på at malke en succes, der ligger år tilbage. Og er den lavet til børn, er det endnu bedre: Med hver købt billet følger mindst én mere, for far og mor og eventuelle søskende skal jo også med.

Der kan selvsagt også være en mindre kynisk forklaring, nemlig at folkene bag ikke kan få nok af deres univers. At de simpelthen bare må lave film på film.

Hvad motiverne bag »Ice Age: Den vildeste rejse« end måtte være, er det også femte gang sjovt at følge Scrat. Eller det er så meget sagt, for den lille gnaver fylder ganske lidt i den farverige og imponerende stoflige animationsfortælling, hvor han ender i et løbsk rumskib, der slår planeterne ud af deres baner og sender en altødelæggende asteroide mod Jorden og alle hans forhistoriske venner.

Det er dem, filmen fokuserer på, og ikke mindst på, hvordan alt for dem tilsyneladende handler om at blive gift og stifte kernefamilie.

Det gælder de to unge mammutter Julian og Fersken, sabeltigrene Diego og Shira og dovendyret Sid, der er klar til at gifte sig med snart sagt hvem som helst.

Men en dag går det op for dyreflokken, at asteroiden er på vej. Så deres små problemer – der altså hænger sammen med et meget konventionelt og stereotypt lykkesyn – må lægges til side for at forhindre katastrofen.

Der skal ikke siges mere om handlingen, men blot konstateres, at den på sine egne kulørte præmisser holder og er så tempofyldt og pakket med slapstick, at det giver mindelser om gamle Disney-tegnefilm.

Men hvor et konstant højt tempo kan gå i en tegnefilm på tre minutter, er 100 minutters actionpakket animation også lidt anstrengende. Det er, som om filmskaberne tror, at børn skal have action hele tiden for ikke at kede sig.

Et par hvilepunkter havde været en lise. Helt sikkert også for de små.

Hvad: »Ice Age: Den vildeste rejse«.

Instruktør: Mike Thurmeier.

Hvor: Premiere over hele landet.