ABBA-musicalen »Mamma Mia« med Meryl Streep som flyvske Donna, der ikke aner hvem af tre mænd, der er far til hendes nu voksne datter, var overraskende charmerende. På en baggrund af blåt blåt vand serverede hun historien med ægte musikalitet og en entusiasme, der gjorde selv et lidt sukkersødt plot til en sød forfriskning i sommervarmen. Hun og resten af castet klarede sig endda igennem en række af ABBAs største hits uden at miste takten (selvom det ikke altid lød lige kønt – men det er på en måde okay, når det gælder karaoke-favoritten ABBA , vi er vant til det). Filmen blev en succes, og den slags kan pengeglade producenter som bekendt sjældent lade ligge. Derfor er der nu, ti år efter, premiere på »Mamma Mia – Here We Go Again«, og man kan kun sukkende konstatere, at »det havde I virkelig ikke behøvet – det er alt for meget.« For der bliver i den grad skovlet på af kostumer, effekter og kunstig livsglæde i filmen, der af al magt prøver at kompensere for, at den ikke har etterens trumfkort: Meryl Streep.

"Problemet er, at de unge roller måske nok er perfekt castet i forhold til at ligne deres ældre alter egoer, men fuldkommen mangler deres pondus."

Donna er nemlig død, af hvad får vi aldrig at vide, men hvil i fred! Hendes datter Sophie har istandsat Donnas's drømmehotel til hendes ære, men åbningsfesten er truet af både orkaner og hjertesorg. Det er tid til eftertanke, og derfor skrues tiden tilbage til dengang, Donna ankom til øen – og mødte Sophies tre fædre. Det betyder at Stellan Skarsgaard, Colin Firth og Pierce Brosnan og resten af det oprindelige cast er forvist til biroller til fordel for et yngre hold med Lily James i front som en næsten ulideligt kæk ung Donna.