Hvad vil du helst? Være 20 år hele livet, eller vågne op i morgen og opdage, at du havde en penis?«; »Hvad vil du helst? Tisse sennep eller skide pindsvin?«

Absurde dilemmaer og skæve vinkler dyrkes i Maise Njor og datteren Asta-Maja Njor Boisens mail-roman fra det første år, Asta- Maja flyttede hjemmefra, »Alle veje fører til moR«. Eller Rom. Mor læst bagfra. Asta-Maja flyttede nemlig til Rom og rapporterer velskrivende og selvironisk fra en udfordrende tid med et fremmed sprog, ingen penge og klamt logi.

Hun skriver som sin mor, der er notorisk sjov, kær og klog. Især helt absurd sjov. Som når Maise bliver skældt ud af en nabo i vaskekælderen, fordi hun sorterer sit beskidte tøj dér, hvor naboen om lidt skal sortere sit rene, og efter at have sagt undskyld to gange til sidst råber, om hun skal »danse en undskyldning«.

Mor og datter præsterer let og underholdende læsning. Umiddelbart. For afsættet er den smertefulde adskillelse, når en datter flytter ud for aldrig mere at flytte hjem. Flytter væk uanset, at datter savner mor, og mor aldrig vil holde op med at savne datter og den tid, de boede sammen.

Maise Njor lægger ikke skjul på sin sorg over tabet af dagligt samvær med ældste datter. Både fordi datteren her-efter vil mangle. Men også fordi datteren i sine kufferter bærer mors identitet som yngre kvinde med hjemmeboende børn væk for altid.

Mailkorrespondancen mellem den yngre og ældre Njor er først og sidst et studie i identitet. Hvordan ser jeg voksne kvinde mig selv, hvordan fortæller jeg om mine børns barndom og om den kvinde, jeg er blevet til? Den voksne Njor udfordres af den unge Njor, der langt hen ad vejen føjeligt skriver om sin mor, som mor skriver om sig selv. Samtidig med at hun tappert i langt-væk-Rom kæmper for at få et liv, der svarer til den, hun er. Forudsat, at hun altså er den, hun vistnok måske er.

Og det lykkes at skabe et liv i Rom. Hvorpå kæden faktisk også springer af. Da Asta-Maja har købt sin returbillet til København og med lige dele stolthed og vemod opdager, at det er lykkes at opbygge en tilværelse med job, bolig og venner midt i Rom, stikker hun fingeren i sin mors myretue-fortælling om skilsmisse, afsavnet og forholdet til hendes far: Nej, mor, du vendte dig ikke væk for at skjule dine tårer, du græd dem ud over os. Din dyrkelse af tiden før skilsmissen og din fremstilling af vores far, der forlod dig, deler jeg ikke. Jeg har andre oplevelser, for mig gør det ondt på nogle andre punkter.

En forunderlig stærk mail, som smerteligt dokumenterer, at skal næste generation stå selv og tænke selv, må den nødvendigvis insistere på sin egen fortælling og ikke blindt overtage sine forældres. Maise tager forbilledligt imod skubbet i brystet ved at konstatere, at det eneste, der ville være værre end at få den mail fra Asta-Maja, ville være ikke at få den.

Maise Njor har i sit forfatterskab udvist en sårbar vilje til at skrive om det private og dermed undertiden ulykkelige på en måde, så man bliver ramt uden at græde. Først når bogen er læst, opdager man, at der blev sagt mere, end man umiddelbart fattede. Et spejl har hun holdt op for os sine jævnaldrende, nu i denne bog suppleres hun af en modig datter, der spejler sin generation.

Hvad vil du helst? Tage en januarweekend i sommerhus med dine døtre, hvor I hver dag skal sige mindst 20 sandheder til hinanden? Eller forære dem »Alle veje fører til moR«, og så taler I ikke mere om det?

 

Kathrine Lilleør er præst ved Sankt Pauls Kirke i København, forfatter, debattør – og mor til tre døtre.

Titel: Alle veje fører til moR
Forfattere: Maise Njor og Asta-Maja Njor Boisen.
Sider: 300.
Pris: 250 kr.
Forlag: Berlingske Forlag