Lyden af boremaskiner kæmper mod Joe & Juices technotoner om, hvem der kan rumsterer højest i kundernes øregange. Magasin du Nord på Kgs. Nytorv er i gang med en større ombygning af underetagen, hvor makeup-afdelingen slår sine folder. Magasin har torsdag fremlagt årsregnskab på den engelske børs, og det byder igen på en vækst i omsætningen til 2,9 milliarder kr. fra 2,8 milliarder sidste år. Det er en smilende økonomidirektør, Berlingske Business møder ugen før, årsregnskabet bliver præsenteret.

Mens Magasins omsætning nærmer sig de tre mia. kr., er bundlinjen også for opadgående. Stormagasinet, der i mange år kørte med dundrende underskud, har i år tjent 143 mio. kr., hvilket er en fremgang fra 134 mio. kroner sidste år.

»Regnskabet illustrerer rigtig fint vores forretningsmodel. Selvfølgelig vil vi gerne tjene penge, men det handler også om at investere og gøre det bedre for vores kunder,« siger Magasins økonomidirektør, Peter Fabricius.

Debenhams købte Magasin i november 2009 for 101 mio. kr.

»I en årrække har vores ejere været søde at sige, I skal beholde pengene, så I har rigeligt at investere med. Nu er det rigeligt blevet til meget rigeligt, og ejerne synes, at Danmark skal være med til at udlodde dividende og dermed betale noget tilbage til aktionærerne,« siger han.

Strøgets to stormagasiner kører hver deres vej


Den hede kamp om den samme kundes gunst er ovre for Strøgets to ældre stormagasiner. Hver deres retning er Magasin og Illum løbet – efter Illum blev købt af den italienske kæde la Rinascente i 2013. Eksklusive, internationale brands er kastet ud på Illums etager. Og for nyligt fortalte adm. direktør i Illum, Jeanette Aaen, til Berlingske Business, at Illum skal i gang med en større omrokering bl.a. med en 650 kvadratmeter eksklusiv ur- og smykkeafdeling og en beauty- og parfumeafdeling, der ligeledes skal ramme den eksklusive ende. Hvor Magasin i dag kan præsentere et årsresultat på 143 mio. kroner, viste Illum årsregnskab i 2015 et underskud på 67,9 mio. kroner.


»Kigger jeg på tværs af den danske detailhandel, klarer kategorien med lavpriskoncepter sig rigtig godt. Det gør specialiserede butikker med stort fokus på kundeservice og mindre på at have den laveste pris som Humac og Hifi-klubben også. Dem, der har det svært, er midten. Her tilhører Magasin og Illum den sidste kategori. Men spørgsmålet er, hvor mange kunder der ligger i den helt høje ende rent prismæssigt, som er Illums kundegruppe. Det skal det næste stykke tid vise«.

Trommehvirvel for de tre mia. næste år


Om Magasin næste år kan fremvise et årsregnskab, der brillerer med de gyldne tre milliarder -  med et par cifre efter kommaet - vil tiden vise. Det er i hvert fald velkomment, siger Peter Fabricius med et smil – selv om han ikke vil love noget.

»Vores grundlæggende udfordring er, at der ikke er nogen stor vækst i dansk detailhandel. Det har der heller ikke været de foregående perioder. Det er svært at skabe vækst i omsætningen, men vi er kommet langt,«

»Vores nøgletal er fine og sunde, selv om der skulle være en lille recession, kan vi sagtens fortsætte vores forretningsplan,« afslutter Magasins økonomidirektør.

19,5 mio. kunder besøgte sidste år de seks Magasin-stormagasiner på Kgs. Nytorv, Field’s, Rødovre, Lyngby, Odense og Aarhus. 70 pct. af kunderne besøger Magasin én gang om måneden.