98-årige Mærsk Mc-Kinney Møller er en pavestolt morfar, efter barnebarnet - 33-årige Robert Mærsk Uggla - onsdag blev udnævnt til direktør for Mærsk-datterselskabet Svitzer.

Den yderst sjældne kommentar fra Mærsk Mc-Kinney Møller om sin familie kommer fra hans personlige assistent, Lars-Erik Brenøe.

- Hr. Møller er både glad og stolt på Roberts vegne. Ligesom alle andre i A.P. Møller-Mærsk har Robert skullet bevise sit værd igennem de positioner, han har haft, for at nå til hvor han er nu, lyder det til Børsen.

Dygtig og begavet

Robert Mærsk Uggla har været i A.P.Møller-Mærsk siden 2006, hvor han var udstationeret for Maersk Line i Dubai. I 2009 blev han udnævnt til direktør for tankrederiet Broström i Sverige, og fra 1. maj gælder det så jobbet som øverste chef for rederiet Svitzer, der tæller 4,500 ansatte og en omsætning på næsten 5,5 mia kr.

Mærsk Mc-Kinney Møller har tidligere ikke lagt skjul på, at han gerne ser et familiemedlem stryge til tops i Danmarks næststørste virksomhed.

Og der er roser til barnebarnet fra morfar.

- Robert er ubestrideligt både dygtig og begavet, og Robert er kendetegnet ved at være en person, der brænder for sit arbejde, siger Mærsk Mc-Kinney Møllers personlige assistent, Lars-Erik Brenøe, til Børsen.

Klar over ekstra fokus

Robert Mærsk Uggla indrømmer over for Børsen, at han godt ved, at der er ekstra fokus på ham, fordi han er tipoldebarn til firmaets grundlægger.

- Jeg er ikke naiv. Jeg har naturligvis forståelse for, at det er svært at ignorere min familiebaggrund, når jeg søger et job internt, siger han om jobbet som CEO i Svitzer, som han søger på almindelige vilkår.

Robert Mærsk Uggla er søn af Mærsk Mc-kinney Møllers yngste datter, Ane, der er næstformand i bestyrelsen for A.P. Møller-Mærsk.

Robert Mærsk Uggla er gift med juristen Paola, og de har sammen to børn. Roberts´ storebror, Johan Pedersson Uggla er ansat i Mærsk-gruppen i Aarhus, hvor han er chef for deres terminalforretning. Han er kæreste med Venstre-rådmanden Laura Hay, og de skal sammen have barn her i foråret.