Efter omkring fem minutters handel stiger B-aktien med 3,5 pct. til 9380 kr., mens A-aktien stiger med 3,6 pct. til 8975 kr.
Regnskabet fra Mærsk bød på en stor skuffelse i flagskibsdivisionen, containerrederiet Maersk Line, mens både Maersk Drilling og Maersk Oil, der ellers er presset af de lave oliepriser umiddelbart, overraskede positivt.
Samlet set omsatte Mærsk for 8861 mio. dollar mod ventet 9161 mio. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates, mens driftsresultatet (EBITDA) til gengæld var en smule bedre end ventet med 1779 mio. dollar mod ventet 1724 mio. dollar.
På de nedre linjer tjente Mærsk 502 mio. dollar før skat og 118 mio. dollar efter skat, hvilket skal sammenlignes med analytikernes forventninger om henholdsvis 459 mio. dollar og 256 mio. dollar på de to poster.
Forskellen i de to poster kan muligvis forklares med, at en stor del af indtjeningen i andet kvartal kom fra Maersk Oil, hvor skattebetalingen er højere, mens containerrederiet Maersk Line fik underskud i andet kvartal.
Gruppens forventninger til hele 2016 blev desuden fastholdt, mens der var justeringer at spore i tre af de fire hoveddivisioner.