Bliver du irriteret på din mand, når han glemmer bryllupsdatoen, fødselsdage og forældremøder, skal du måske holde lidt igen.

Mænd husker dårligt, og det er på alle alderstrin, skriver ScienceDaily. Det slår en ny norsk undersøgelse fast.

Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet, NTNU, undersøgte flere end 48.000 mænd og kvinder fra 1975 til 2008. Resultaterne er blevet offentliggjort i BMC Psychology i slutningen af 2013.

Her blev deltagerne spurgt om, hvorvidt deres hukommelse havde ændret sig, siden de var yngre, om det var svært at huske datoer og navne, og om de kunne huske, hvad de foretog sig på forskellige tidspunkter et eller flere år siden.

I otte ud af ni tilfælde havde mændene det mest vanskeligt med at huske ting.

Undersøgelsen viste også, at hukommelsen svigtede i takt med alderen for både mænd og kvinder, men at mænd i alle aldersgrupper havde de største problemer med at huske.

»Det var overraskende at se, at mænd glemmer mere end kvinder. Det var også overraskende, at mænd er næsten lige glemsomme, uanset hvilken alder de har,« siger Jostein Holmen, der leder undersøgelsen og er professor ved NTNU.

»Vi har overvejet mange grunde til, hvorfor mænd har hyppigere problemer med hukommelsen, end kvinder har, men vi har ikke på baggrund af vores resultater kunnet komme med en endelig forklaring,« tilføjer han.