Forleden var det Kvindernes Internationale Kampdag. Og som altid blev dagen brugt til at slå fast, at det er uretfærdigt, at der ikke er ligestilling i Danmark endnu. Helt ærligt, hvor længe skal vi vente?

For mig er der personligt ingen tvivl om, at vi kommer til at vente i rigtig lang tid. For mænd er konkurrencemennesker. De vil være bedst til det hele. De stiller sig ikke engang tilfreds med at være bedst til at være mænd. Gang på gang har vi set, at de også vil være bedst til at være kvinder.

Tag nu bare feminismen. Hvem er Danmarks førende feminist? Ja, lige præcis. Det er en mand. Henrik Marstal.

De seneste år har vi feminister brugt vores kræfter på at diskutere, hvilke rettigheder vi skulle kæmpe for fremover. Skal det være retten til at flashe vores bryster og ryste med numsen i fuld offentlighed? Eller skal vi hellere kæmpe for vores muslimske medsøstres ret til at bære hovedtørklæde og bade i burkini?

Og mens vi har talt og diskuteret, om kvinder skal have ret til at klæde sig af eller på, er Henrik Marstal som en anden kvindekampens stødarbejder rykket ind i TV-studierne, radioprogrammerne og avisernes spalter, hvor han maser på med det budskab, at mænd dominerer kvinder, nu som altid, på alle områder. Ifølge Marstal er det simpelthen den måde, vores kultur er på. Vi tror ham. Ikke engang kvindekampen kan man længere have for sig selv.

Tag så feltet kommunikation. I gamle dage hed det sig, at kvinder ævlede om løst og fast i en uendelighed, og at mænd aldrig kunne få et ord indført. Det var rigtigt, og det var hyggeligt. Snak var vores domæne. I dag er det slut: Vi har tabt til mansplaineren, der er anderledes målrettet og fokuseret. Han sludrer ikke, han docerer. For ham handler det om resultatet og ikke processen: Han skal have afleveret enorme mængder af faktuel viden, som hans tilhørere helst var foruden.

Eller tag børneopdragelse. For mange år siden læste alle unge mødre Anna Wahlgren. Det er slut med det. Hvem kloger sig nu på børneopdragelse i dette land? John Halse, Jesper Juul og Per Schultz Jørgensen.

Med største selvfølgelighed har disse mænd de sidste 10-15 år udbredt sig om, hvordan man opdrager børn, hvilket groft sagt ville svare til, hvis kvinder gav sig til at skrive bestsellerne om fodbold uden nødvendigvis at have spillet en masse bold selv.

Sagen er jo, at disse forskere næppe har passet mere børn end dem, der køber deres bøger, nej, de har forsket sig til deres viden på arbejde, mens andre har taget sig af det praktiske. På den måde er de nået frem til stadigt nye spændende erkendelser.

For 10-20 år siden opdagede de, at det var vigtigt at lytte til børn, og resultatet blev generationer af uopdragne børn, der ikke kunne sidde stille og høre efter, hvad der blev sagt. Nu mener de selvsamme forskere så, at det er vigtigt, at børnene lytter til de voksne og lærer at tage hensyn til andre. Jaså. Hvis vi og forskerne holder ud 10-15-20 år endnu, må vi forvente, at de når frem til, at det er vigtigt, at børn og voksne lytter til hinanden.

Så hvorfor lader vi mændene slippe af sted med det? Det er der desværre et svar på, som forleden stod at læse på tidsskriftet Science’s hjemmeside. En ny undersøgelse bekræfter, hvad mange nok havde en mistanke om: Det er ikke kun mænd, der anser mænd for at være de klogeste og de dygtigste. Allerede fra seks-syv års-alderen begynder piger at synes det samme.

For sådan er vores kultur. Man fødes ikke som kvinde. Det er noget, man bliver.

Så hvem i verden har indtil videre vist sig at være bedst til at blive kvinde?

Glamour var ikke i tvivl, da magasinet for et par år siden kårede »Årets Kvinde«. Caitlyn Jenner, naturligvis. Engang hed hun Bruce Jenner og var kendt som olympisk guldmedaljevinder i tikamp. Så lod hun sig operere. Nu er hun feminist.