Jeg er mand, politiker og på barsel – og derfor må jeg vist være den rette til at svare på, om Danmark er inde i et ligestillingspolitisk dødvande, sådan som Suzanne Moll og Jytte Nielsen fra Kvinfo påstår det i Berlingske 7. marts.
Det korte svar er nej. Gennem de små observationer som barslende mand er det nemt at konkludere, at ligestillingen har det godt i Danmark, og at der er områder, hvor der ikke skal presses mere ligestilling ind.
Når jeg tager min søn med til babyrytmik og babysalmesang, er jeg på udebane. Jeg er gæst i kvindernes univers, nogle vil sikkert hævde, at jeg er en ubuden gæst. Da jeg ikke selv kan høre forskel på Mozart og Medina har jeg skønnet det vigtigt, at min søn så tidligt som muligt oplever musik og rytme for ikke at blive belastet af sin faders tonedøvhed. Det er godt for min søn, men jeg er samtidig pinligt bevidst om, at en ting som babyrytmik foregår på kvindernes præmisser. Sådan skal det være, og det vil ikke gavne nogen at lave om på det.
Med andre ord kender jeg min plads. Det er jo ikke, fordi jeg ikke intellektuelt forstår Sundhedsstyrelsens råd omkring kost og amning, men de sociale konventioner forbyder, at jeg blander mig i debatten, og gudskelov for det.
Mænd og kvinder skal ikke indtage de samme roller i familien. Vi har hver sit område, om end vi til tider – og ganske frivilligt – kan vælge at bytte roller. Jeg har valgt at tage tre måneders barsel, fordi det familiemæssigt og økonomisk giver mening.
Det sidste er vigtigt, det skal nemlig være sådan, at man som familie har alle muligheder for at indrette sig, som man vil. For nogle giver det mening, at manden tager barsel, for andre giver det ikke mening.
Det må være sådan, at det er familiens tarv og ret til selv at bestemme og ikke politiske målsætninger og ideologier, der er omdrejningspunktet for ligestillingen.
Netop derfor er kravet om øremærket barsel alene en ide, der giver mening som en politisk holdning, men ikke har nogen gavn i den virkelige verden. Det er for at bruge Kvinfos egne ord ikke noget, som vi politisk behøver at »fikse«. Det vil faktisk være et frontalangreb på familien som institution fremfor at være en hjælp.
Desværre har ligestillingsdebatten herhjemme fået en opblomstring drevet frem af en »neo-rødstrømpe«-tilgang, hvor manden skal tvinges til at gøre det samme som kvinden. Men hvem er det egentlig godt for? Det er en teoretisk og politiserende tilgang til ligestillingen, som bygger på den antagelse, at jo mere mænd og kvinder bliver ens, jo bedre.
Det er især påfaldende, at en række mænd har påtaget sig den holdning, og kalder sig selv feminister. De skulle tage at slå et smut forbi en gang babyrytmik. Så ville de opdage, at der heldigvis fortsat er nogle reservater, hvor den totale ligestilling ikke er slået igennem endnu. Det er godt for både mænd og kvinder.