2016 er henrundet, og som traditionen byder, har DR set tilbage på året med kavalkaden »Året der gik«. Det stort anlagte show i DR Koncerthuset er som et nostalgisk levn fra monopolårene, da DR var den instans, der fastlagde, hvad danskerne skulle være optaget af. Der var således sommerhits »som i 2016 ramte alles hjerter« (og som jeg aldrig havde hørt før), og det var fælles forargelse over de tovlige amerikanere, der valgte Trump til præsident, men frem for alt var der en mildt tåkrummende selvglæde over de danskere, der drog udenlands og satte deres aftryk, hvor minimale de end var i det store billede.
Værter i aftenens program var den lyksaligt smilende Lise Rønne og DRs største studievært-stjerne, Mads Steffensen, der mest af alt mindede om en jovial udsmider. Knap fik de rødkindede gæster anbragt sig i interviewsofaen, før han med en onkelagtig vits eller to fik dem lempet ud i de neonfarvede kulisser.
