De seneste mange år har mange tusinde danskere trofast stillet ind på P3 hver lørdag formiddag for at høre Mads & Monopolet diskutere danskernes små og store dilemmaer. Men til nytår er det slut.
Mads Steffensen & Co. lægger dog ikke programmet i graven. Derimod får Mads og Monopolet ny sendeflade. Det bliver fremover på P4 at lytterne kan få gode råd til dilemmaerne.
Det afslører Mads Steffensen selv i videoen her:
»Sagen er den, at Mads & Monopolet stopper på P3 med udgangen af 2015, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi stopper. Vi skifter sådan set bare kanal,« forklarer Mads Steffensen.
»P4 er inde i en spændende fornyelsesproces, hvor jeg tror vi vil passe godt ind med vores program. Så jeg tror, at tidspunktet er rigtigt lige nu. P4 er Danmarks største radiokanal, og det betyder også, at vi måske kan hive nogle lidt andre dilemmaer ind, end vi plejer,« siger Mads Steffensen.
Han håber, at P3s lyttere vil tage godt imod det program, der efter nytår skal overtage sendefladen efter Mads & Monopolet.
»Hvis I skulle få lyst til at være denne skønne kanal utro lørdag formiddag mellem 9 og 12, så er I meget velkomne,« siger Mads Steffensen i videoen.