Se hvordan Rihanna tager Mads Mikkelsen under behandling fra fem minutter og 20 sekunder inde i musikvideoen.
I musikvideoen til sangerindens club-hit 'Bitch, better have my money', jagter Rihanna dem, der skylder hende penge. Selvfølgelig frankeret af masser af sex og kontroversiel underholdning, som Barbados-skønheden har for vane i sine musikvideoer.
Hun kidnapper i starten af den syv minutter lange video en rig kvinde i en elevator og udsætter hende for grov vold. Før kvinden forlader sit hjem, kysser hun en mand med ryggen til kameraet farvel. Han virker allerede ved første øjekast bekendt, og ja: det er Mads Mikkelsen.
Og som den rige kvindes kæreste er revisoren Mads Mikkelsen den næste på Rihannas sorte skyldner-liste. Fastspændt og i bar mave bliver Mads Mikkelsen udsat for Rihannas hævn. Udstyret med en kniv giver en næsten nøgen Rihanna den danske stjerne, hvad han fortjener ifølge musikvideoen. Mens den næsten-nøgne skønhed nærmer sig får Mads Mikkelsen flashbacks med både blod og vold.
Hvad der ender med at ske med ham, viser videoen ikke, men til sidst ses Rihanna liggende indsmurt i blod i en kiste fuld af dollars. Kun hendes allerædleste dele er dækket af dollar-sedler.
Jo, Mads Mikkelsen er for alvor blevet en international filmstjerne efter sin hovedrolle i den amerikanske tv-serie 'Hannibal'. Denne gang er det blot ham selv, sadismen går ud over.