Jeg har aldrig haft svært ved at rose socialdemokratiske partiformænd, når de foreslår at gennemføre nyttige tiltag. Det gælder både Nyrup og Thorning. Men når jeg ser på Mette Frederiksens økonomiske politik, er den mest af alt blank. Der er ikke rigtig noget. Det er ærgerligt, da der er brug for mange nye politiske tiltag, så opsvinget kan fortsætte og endnu flere kan komme i job.
Mette Frederiksen og S har i år ikke magtet at fremlægge det, jeg vil betegne som et egentligt finanslovsudspil. S har godt nok udgivet en publikation, der hedder »Velfærd Først« med partiets såkaldte prioriteringer.
Det forekommer, at fokus har været, at indholdet kan overleve som slogans på sociale medier. Der er ikke en konkret og detaljeret opgørelse af, hvad der skal prioriteres, og hvor pengene skal komme fra. Jeg mindes ikke, hvornår det største oppositionsparti (S eller V) ikke specifikt fremlagde et konkret bud på statens husholdningsbudget for det kommende år. Og stort set alt står hen i det uvisse: Hvad vil Mette F. med skattesystemet? Hvad med samspilsproblemet i pensionssystemet? Hvad med manglen på arbejdskraft? Skal finanspolitikken strammes?
Læser man publikationen, bliver man ikke klogere. Den handler grundlæggende om at tilføre en eller to mia. kr. mere til den offentlige sektor i 2018 end VLAK. Frederiksens mere langsigtede »vision« er, at der frem mod 2025 skal anvendes 25 mia. kr. mere i OECDs næststørste offentlige sektor. Så OECDs næststørste velfærdsstat kan rulle videre, som den altid har gjort det. Samlet set er der tale om »tons-ideologisk« tankegods, hvor der sættes lighedstegn mellem øgede offentlige udgifter og kvalitet. Det forekommer her, at Mette Frederiksen har glemt rapporterne fra Thornings Produktivitetskommission, der viste, at der var mange muligheder for at øge produktiviteten i det offentlige.
Konsekvensen af manglen på konkret politik fra Mette Frederiksen er, at partiet meget vel kan havne i samme situation, som Thorning gjorde, hvis Frederiksen vinder næste valg. Thorning havde godt nok masser af overflade-politik via Fair Løsning, men planen var noget økonomisk makværk. Underfinansieret og ikke mulig at gennemføre (f.eks. 12 minutters ekstra arbejde, millionærskat og betalingsring).
Derfor stod Thorning uden politik minuttet efter, at hun vandt valget i 2011. Og derfor blev hun helt afhængig af økonomerne i Finansministeriet og kom til at gennemføre en form for teknokrat-politik. Når politikerne ikke udfylder magten, så gør Finansministeriet det for dem. Det er jeg personligt glad for, da Finansministeriets politik er langt bedre end Fair Løsning, men det er ikke godt nok.
Helt tilsvarende (og paradoksalt) er der en stor sandsynlighed for, at Mette Frederiksen kommer til at føre Finansministeriets politik, hvis hun vinder næste valg. Fordi hun ikke har leveret et egentligt bud på en økonomisk politik. Og her må det undre, at Socialdemokratiet ikke har et selvstændigt bud på, hvilken økonomisk retning, landet skal have.