Der er rigtig meget latter i det store gulmalede hus på en landevej uden for Slagelse. Latter og gode historier. De kaldte ham “Lille Lerche” i militæret. Men den 170 centimeter høje soldat, søn, storebror og bedste ven fylder alle hjørner, vægge og luften i stuen, hvor pejsen buldrer om kap med minderne hos hans forældre, søster og ven. Gode minder, der får lov at fortrænge sorgen, der indimellem presser sig på i øjnene. Fordi sådan – med gode, glade minder – har de valgt, at det skal være.

Hanne Lykke Rasmussen, Mads’ mor, tager det første ord: “Han gav problemer lige fra starten!” Og så slår hun en latter op. Den nyfødte Mads havde en anden blodtype end sin mor. Som om han fra begyndelsen ikke var bange for at være helt sin egen og gå sine egne veje. Stille spørgsmål ved, om tingene nu også behøvede at være, som de var. Fra han blev født i juni 1988, gik der kun ni måneder, før han rejste sig på benene og gik ud i verden. Eller rettere: “Den dreng kan ikke gå – han løber!” som familiens venner sagde.

Det gjorde han så. Løb gennem tilværelsen så hurtigt, at han aldrig rigtig havde tid til at sidde stille på sin flade. Løb, så han blev landsmester i atletik flere gange. Løb så stærkt, at han blev udsendt til Afghanistan allerede som 19-årig. Løb så hurtigt gennem livet, at det endte, da han blot var 21 år og to dage gammel. På en landevej i Afghanistan.

Det er der ingen mening i. Ikke en mening, som forældrene til en knap voksen dreng kan se.

“I skal køre igen, jeg ved godt, hvad I vil sige”

Bilerne fra militæret kom den 17. juni 2009. Søren Lerche Rasmussen sad i stuen med lidt mad, inden han skulle møde på aftenvagt som procesoperatør på Novozymes. Hanne lå og sov. Hun var kommet hjem fra sin nattevagt på plejehjemmet samme morgen. “I skal køre igen, jeg ved godt, hvad I vil sige”, sagde Søren, da han åbnede for de fire mænd fra militæret. Men det kunne de ikke. Søren vækkede Hanne. Gennem søvnen forstod hun først slet ikke, hvad han talte om. Så kørte de den længste og tungeste tur nogensinde – ind for at hente lillesøster, 19-årige Malene, der var på arbejde i en tøjbutik.

Der var ingen mening i det, der skete dengang, og det er der stadig ikke. Men der er trøst: “Vi føler, at Mads er død som en helt. I en god sags tjeneste. Det kan godt være, at vi ikke er enige med regeringen, men Danmark er medlem af NATO, og så må vi yde vores til fællesskabet, tage det fælles ansvar. Hvis Mads havde kørt sig ihjel ude på landevejen med to venner i bilen ... Det er jeg ikke sikker på, at vi havde overlevet. Det her – det er der en stolthed i. Det var jo ikke hans skyld. Det var ikke, fordi han opførte sig uansvarligt som så mange andre unge mænd. Hvis Mads skulle dø i så ung en alder, var det den bedste måde. For han elskede sit job,” siger Mads’ far, Søren.

Trøsten ligger i familiens tro på, at Mads Lerche Rasmussen ikke ville have stillet spørgsmålstegn ved sin skæbne, og for at forstå det, skal man forstå Mads. For han stillede normalt spørgsmålstegn ved alt. Der gik ikke mange uger af første klasse i skolen, før lærerne begyndte at dukke op hjemme hos familien Lerche Rasmussen. De skulle se, hvad det var for nogle starutter, som var forældre til den lille, spørgelystne dreng fra Rødovre med “krudt i røven”. Han var ikke fræk som sådan, ikke med vilje i hvert fald. Men han stillede spørgsmål, og det var ikke alle lærere, der syntes, at det var lige komfortabelt at stå over for en Spørge-Jørgen på seks år, som syntes, at det bestående krævede bedre argumenter. Det var han opdraget med: “Man skal ikke finde sig i alt, bare fordi man er barn,” hed et princip hjemme hos Hanne og Søren.

Så det gjorde Lille Mads ikke. Heller ikke, da familien flyttede til Slagelse med den 13-årige søn og den to år yngre Malene. Mads var tilflytteren, københavnersnuden, der ikke skulle tro, at han var noget. Pigerne var vilde med ham og hans evne til at sludre med dem – noget, som han og en perlerække af piger i Slagelse og omegn aldrig helt voksede fra. Men de store drenge på den nye skole i Slagelse skulle tirre Mads; morede sig med at fjerne hans tøj efter gymnastiktimerne eller hænge ham op i en knagerække i hans bælte. Så hang han dér. Lige indtil en større dreng drillede Mads én gang for meget.

Da lærerne ringede for spidst at fortælle, at Mads havde knaldet den meget større drengs hoved ned i et bord, så hans øjenbryn var flækket, fik Hanne og Søren Mads til at ringe til den uheldige dreng og sige undskyld. Men de bakkede ham også op. Nogle gange er man, sagde de, nødt til at sætte sig i respekt, forsvare sig selv og sine værdier og om nødvendigt slå fra sig. Fra den dag stoppede drillerierne.

Og dog. Kammeraterne i militæret kunne heller ikke, mange år senere, helt lade “Lille Lerche” være. Han kunne blive “stjernehidsig,” siger de med munterhed i stemmen. Altid var han mand for at sige sin mening. Prompte og ikke pakket ind i vat og pæne hensyn. Hans principper gjorde ham til en kløgtig, selvtænkende, kritisk soldat. Men også sjov at prikke til. Om det var, fordi han spildte en sodavand over aftensmaden, om det var bemærkninger om hans kønne lillesøster eller den højtelskede pimpede bil derhjemme, eller om det var stikpiller, når han – selvudråbt pokermester – tabte i kortspil.

Men han blev hurtigt god igen. Ligesom han – uden nødvendigvis at skulle være festens midtpunkt – altid var den første til at sige hej til nye folk i flokken. Derfor gled han også nemt ind i gruppen af spejdere på Antvorskov Kaserne, da han stødte til sektionen på 15 mand, der skulle til Afghanistan i februar 2009. Mads var knap kommet hjem fra sit første korte ophold med de danske styrker – og han elskede det. Så ud over sin soldaterfaglige kunnen bidrog han med viden om, hvordan Forsvaret fungerede i Afghanistan. Det havde været de bedste to måneder i hans arbejdsliv: “I skal glæde jer!” sagde han til kammeraterne.

Afvist af militæret i første omgang

Måske var Mads kvik nok i skolen. Men det interesserede ham ikke. Han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle læse digte eller skrive stile. Hvis klassen fik at vide, at en stil skulle fylde to en halv side, kunne man være sikker på, at Mads’ sidste punktum blev sat netop dér. Kun idrætstimerne – og en tur med skoleskibet Fulton i de større klasser – fik Mads’ øjne til at stråle. Han var så optaget af turen, at han barberede alt sit hår af som en anden sømand og hang i masten øverst oppe, da Fulton sejlede under Storebæltsbroen. “Til gengæld måtte han have hue på under hele turen, for han frøs om ørerne,” smiler Malene.

Da han efter tiende klasse begyndte på HF, gik der kun et halvt år, før forældrene fik et pænt brev om, at Mads’ fraværsprocent var over 80. Hvordan det kunne lade sig gøre, fandt Hanne ud af, da hun en dag undrede sig over, at Mads’ cykel stadig stod i cykelskuret, da han en morgen havde vinket farvel for at køre i skole. Hun låste op til campingvognen, og dér lå Mads og sov. “Hold op, hvor blev jeg tosset på ham, og jeg turde slet ikke fortælle det til hans far. Jeg kunne blive så arrig på ham. Men det gik hurtigt over. Mads var altid mors dreng. Han kunne kringle mig, også når jeg var så tosset på ham, at jeg ikke ville tale til ham i flere dage. Det kunne han ikke lide. Så kom han med sit “Mommy-y-y ... ” eller “Mummitrolden må ikke være sur ... ” Så smeltede jeg,” siger Hanne.

Det kom som en voldsom skuffelse, da Mads efter en overgang som postbud meldte sig til militæret som bare 17-årig og blev afvist. En psykolog vurderede, at han var for ung, og familien har sjældent set Mads så vred, som da han kom hjem med nederlaget i tasken. Han rasede. Han kunne, siger Malene, måske se sin barnedrøm om militæret kuldsejle. Men i stedet for at give op søgte han ind på Antvorskov Kaserne. Bare et år senere kom han og fortalte, at han – med lynets hast – var blevet “headhuntet” til at tage til Afghanistan. En soldat havde meldt fra, og nu manglede Hold 5 en mand de sidste seks uger: “Det var nok ikke helt sandt, for han kendte vores indstilling til det. Vi var ikke meget for det. Men han ville så gerne. Han var så stolt, da han kom hjem med alt sit ørkentøj og klippede alle mærkerne af. For første gang i sit liv var han beskæftiget med noget, hvor han tog af sted uden spørgsmål og uden at gå glip af en eneste dag,” siger Hanne og Søren.

Mads rejste ud på sin første udsendelse den 25. juni 2008. Det var hans mors fødselsdag. Han tog af sted, sagde han, for at også de afghanske piger kunne få lov at gå i skole og tage en uddannelse – ligesom lillesøster Malene, som var begyndt i gymnasiet, og som han var pavestolt af.
Hvad han oplevede i Afghanistan den sommer, fortalte han ikke i detaljer om til hele familien. Da slet ikke til Hanne og Malene. Først senere er det gået op for familien, hvor voldsom en oplevelse, Mads var ude i. At han havde sat sig selv i alvorlig fare for at redde en kammerat:

En dag sent i juli 2008 slog en panserværnsraket ned i en Piranha, en pansret mandskabsvogn, som Mads og en kammerat opholdt sig i nærheden af. Panserværnsraketten slog ind gennem den åbne vognluge og ramte en brændstoftank. I løbet af sekunder stod Piranha’en omspændt af flammer. En soldat vaklede ud – indhyllet i ild og med løbende hud; som en levende fakkel. En anden soldat formåede selv at slæbe sig ud. Men en tredje soldat lå fastklemt inde i vognen, som på ingen tid forvandlede sig til en glohed ovn. Mads og en kollega, der gik rundt i shorts udenfor, tænkte ikke langt. Resolut greb de ind i den flammeomspændte og flere hundrede grader varme mandskabsvogn. Deres ven blev hevet ud i sidste øjeblik.

Noget havde forandret sig

Mads fik tilbudt en tapperhedsmedalje, men sagde nej tak, og han gav aldrig udtryk for, at oplevelsen havde sat sig fast i ham som tvivl, angst eller mareridt. Tværtimod, siger Malene, gjorde oplevelsen ham måske bare mere tændt på at komme af sted igen. I hvert fald var han rastløs; kedede sig så meget i sine fire ugers ferie efter hjemkomsten, at han nærmest stod og ventede på sin bedste ven Mike Olsen, når han fik fri fra skole først på eftermiddagen.

Alligevel var der sket noget inden i Mads, da han kom hjem i august 2008. Sådan virkede det på familien. Hvor man før skulle hive knus og kram ud af den store dreng, var han nu åbent kærlig og flettede “jeg elsker jer” ind i sætninger hist og pist. Lillesøster Malene skulle blot ringe eller sige et par ord, så stod han klar med bil, lommepenge eller en flaske spiritus.

Og på ét punkt havde han skiftet holdning, bemærkede hans mor og far. Seks år tidligere, da Mads’ klasse skulle konfirmeres, erklærede han med fasthed i stemmen, at det ville han ikke. Fint nok, sagde forældrene, hvis han kunne argumentere for det, og det kunne Mads: Han syntes ikke, Gud var retfærdig. Hvis der overhovedet var en gud. Han havde tilbage i barndommen i Rødovre oplevet, at børn, han kendte godt, blev udsat for en forbrydelse. Det havde sat sig i ham. Nu kom han tilbage fra Afghanistan og fik tatoveret et kors og “I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” på latin – In nomine patris et filii et spiritus sancti – på sin venstre underarm.

Det år var han med i kirke juleaften for første gang i årevis. For nogen havde jo, sagde han til sin far, holdt hånden over ham nede i Afghanistan. Det var feltpræsten i lejren, Thomas Østergaard Aallmann, der havde skrevet de latinske ord ned til ham, og hvad de, præsten og soldaten, end talte om i lange samtaler under Mads’ ophold, var to ting sikre: Mads var blevet moden, havde fået andre prioriteter og andre opfattelser af, hvad små og store problemer var. Og da han tog af sted til Afghanistan igen, stod der kun få ønsker i hans sidste vilje: Han ville begraves militært. Præsten skulle være Thomas Østergaard Aallmann.

Dét ønske blev virkelighed i Slagelse i sommeren 2009. Garnisonsbyen gik i stå, mens familie og venner, hesteridende gardehusarer, en minister og bårekommandoen gik gennem byen med Mads i kisten. Ført an af Thomas Østergaard Aallmann, der sagde de sidste ord til Mads.

Mads Lerche Rasmussen omkom med to kammerater på Highway 1 uden for Gereshk. Taget af en vejsidebombe på den dag, hvor han for første gang havde fået lov at køre i Bil 1, forrest i kolonnen, som han brændende ønskede sig. Han var henrykt, da familien sidste gang talte med ham. Det var på hans 21 års fødselsdag to dage forinden, den 15. juni. Der var en pakke på vej til ham, kunne de fortælle. Ikke med gaver, men med billeder af pakkerne, der ventede derhjemme. For snart ville Mads komme hjem; der var kun en måned tilbage. Desuden var gaven – et snorkelsæt, som han brændende ønskede sig – ikke videre brugbart i den afghanske ørken.

Der ville gå noget tid, sagde Mads, før han kunne ringe igen. Sektionen skulle på opgave – og han sad i forreste bil. Hanne var ikke videre begejstret. Men han beroligede hende: “Slap bare af, Mommy ... Der sker aldrig noget med den første bil. Og jeg er jo sammen med Andreas,” sagde Mads med henvisning til den ældre, erfarne soldaterkammerat Andreas Søgaard Brohus, hvis familie Hanne og Søren kendte derhjemme. Mads følte sig tryg.

»Dagen«

De har talt om det tusinde gange: Om dagen, hvor mændene fra militæret kom, og om ugen, der fulgte, indtil Mads, Martin Abildgaard og Andreas Søgaard Brohus kom hjem med Herculesflyet. Om det bizarre i, hvordan de brugte aftenen for deres søns død på at rydde op, støvsuge og rydde vasketøj væk. Eller bad militærcheferne om undskyld, fordi de fik hundehår på deres uniformsbukser.

De har diskuteret skyldfølelsen – og er blevet enige om, at den aldrig rigtig har været der. Mads ville til Afghanistan, og han var glad. De har forliget sig med det svære i, at Mads aldrig skrev et afskedsbrev til dem. Som Hanne siger: “Måske kunne jeg heller ikke skrive farvel til min familie og mine børn, hvis jeg fik konstateret en alvorlig sygdom i morgen. Og jeg er 50 år. Mads var kun 20. Han kunne slet ikke forholde sig til døden. Men havde man vidst, hvad der skulle ske, var der så mange ting, man gerne ville have nået at have sagt og hørt.”

Måske er det snarere et ønske om at få mere af dét, som er endegyldigt væk. For ingen af dem er i tvivl om, at Mads elskede sine forældre og sin søster meget højt: “Det var også derfor, han ville derned: Der skulle være ro og fred i Europa og i Danmark,” siger Søren. Han, Mads’ far, tror fast og urokkeligt på, at der ville være mere terror og usikkerhed i Vesten, hvis ikke de internationale styrker var i Afghanistan.

Det er en diskussion, der er kommet op i hjemmet på landevejen uden for Slagelse. En diskussion, som ellers aldrig var nærværende før. Det var fjernt; storpolitik. End ikke noget, Mads kastede på bordet før sin udsendelse. Nu er familien tvunget til at forholde sig til det: det rigtige eller forkerte i Danmarks krig langt væk fra egne grænser. En krig, der kostede deres elskede søn livet.

For Mads’ bedste ven, Mike, der stadig kommer og kigger til familien, så ofte han kan, har Mads’ død vendt hans drømme og liv på hovedet. Sidste forår var hans højeste ønske at blive soldat som Mads og sin far, og hvis Mads endnu levede, ville de måske glæde sig som små børn til at blive udsendt igen, sammen som bedste venner. Mike begyndte da også som konstabelelev to måneder efter Mads’ død. Men intet var det samme:

“Vi talte så meget om det, før han tog af sted, og jeg skulle prøve hans hjelm og hans vest, da han kom hjem. Men min glæde over at skulle være soldat forsvandt fuldstændig, da Mads døde. Jeg tabte alt for det. Jeg prøvede at give det en chance, gjorde virkelig alt for at forfølge den drøm. Men hans død har været i mit hoved hele tiden, uanset hvad jeg gjorde. Jeg skulle i hvert fald ikke udsendes; jeg har set nu, hvad det gør ved familier,” siger Mike Olsen, der i sommeren 2010 – efter knap et år som soldat – sagde endegyldigt farvel til militæret og sin barnedrøm. Det var nyttesløst at fortsætte.

Imod alle odds tror Mads’ familie stadig på krigen. Det bliver de nødt til, siger Hanne: “Og ved du hvad ... Det vil jeg sgu håbe, at vi bliver ved med. Jeg kan godt se, at der er langt endnu. Men jeg tror på, at det nok skal lykkes at skabe fred dernede. Måske skal det være afghanerne selv, der overtager ansvaret og gør arbejdet færdigt. Men hvis jeg ikke tror på det, er min søn død forgæves.”