Du kan være med til at afgøre, hvem der skal kåres til Byens Bedste 2018. Afgiv din stemme her.

Saxogade

Saxogade, København V

Saxogade på Vesterbro er ikke en helt almindelig gade. Her hersker Settlementet, som har forvandlet gaden til en social handelsgade, hvor alle butikker kombinerer en økonomisk, en social og en grøn bundlinje. Virksomhederne i Saxogade er socialøkonomiske og skal tjene penge på almindelige markedsvilkår, men bruge overskuddet til at kreere job og praktikpladser til borgere med mindre bemidlet baggrund. I gaden finder man café, blomsterbutik, designbutik, børnetøj og et værksted.

Læs mere om Saxogade her.

48 Timer Festival

Hele Nørrebro

Nørrebro er en smeltedigel af kulturelle tilbud. Her finder man både store teatre og små finurlige arrangementer. I 2012 fik bydelen sin helt egen festival, hvor der i 48 timer foregår et sandt bombardement af kulturelle arrangementer skabt af ivrige ildsjæle. Festivalen finder sted den sidste weekend i april, og her er alle velkomne til at deltage i et hav af arrangementer med musik, kunst, dans, mad, byvandringer, debat og meget andet. Drivkraften bag festivalen er kærligheden til Nørrebro, nye ideer, alsidighed og kreativitet.

Læs mere om 48 Timer her.

Kulturtårnet Knippelsbro

Knippelsbro, København K

De irgrønne tårne på Knippelsbro fungerede i sin tid som kaffestue for de gamle bropassere på Knippelsbro midt i København. I dag er det ene af de gamle tårne fra 1937 forvandlet til et kulturhus i miniformat. Højt hævet over Københavns Havn kan man nu deltage i en lang række forskellige kulturelle arrangementer, der byder på alt lige fra fællesspisning til udstillinger, koncerter og meget andet. Vi er vilde med det, og især er det prisværdigt, at byens gamle arkitektur udnyttes til nye formål.

Læs mere om Kulturtårnet her.

KU.BE

Dirch Passers Allé 4, Frederiksberg

3800m2 slaraffenland med masser af oplevelser inden for kultur, sundhed og bevægelse. I 2016 fik københavnere og frederiksbergensere et spritnyt kulturhus på Frederiksberg. Ku.Be er for alle. Hvad enten du er plus 65 og vil løbetræne eller ung og vil lære tango. Du kan også opleve en teaterforestillinger eller tage ungerne med ind og få en sanselig oplevelse. Et kulturhus, som i den grad passer til København anno 2018. Det store legeområde har som formål at udvikle børnenes bevægelsesglæde, motorik og kropsbevidsthed, samtidig med at man styrker sine sanser.

Læs mere om KU.Be her.

Copenhagen Cooking

Hele København

AOK elsker en festival, der nørder mad for madglade københavnere. Siden 2005 har Copenhagen Cooking sat gastronomisk trumf på den blomstrende madscene i København. På festivalen kan man smage sig igennem et væld af aktiviteter i hovedstaden, som byder på alt fra finere kogekunst over høstfest til krebsegilde, folkekøkkener, kagebord og gratisoplevelser for store og små. Israels Plads fungerer som festivalens hjerte, hvor en del af arrangementerne også finder sted. En del af arrangementerne er gratis, mens andre koster penge. I 2018 løber festivalen fra 24. august til 2. september.

Læs mere om Copenhagen Cooking her.

Du kan være med til at afgøre, hvem der skal kåres til Byens Bedste 2018. Afgiv din stemme her.