Råvarerne er i fokus fra allerførste billede i »Noma – My Perfect Storm«, et portræt af René Redzepi, manden, hjernen og det kreative hjerte bag Noma, verdens muligvis bedste restaurant. Det er kun passende.

Da Claus Meyer og René Redzepi i 2003 besluttede at lave verdens første restaurant udelukkende baseret på nordiske råvarer, fik projektet øgenavne som »Spækrestauranten« og »Sælknepperen«. Siden fik piben dog en anden lyd.

Det nordiske køkken blev et verdensberømt begreb, og Noma blev kåret til Verdens bedste restaurant i både 2010, 2011 og 2012. Alt var godt – indtil skæbneåret 2013 satte ind med madforgiftning og metaltræthed i køkkenregionerne. Men som filmen viser, lod René Redzepi sig ikke slå ud så let...

»Noma – My Perfect Storm« er lavet af franske Pierre Dechamps, der første gang stiftede bekendtskab med René Redzepi under arbejdet med dokumentarfilmen »Looking North For a Gastronomic Revolution« fra 2007, der omhandler et topmøde mellem en række af verdens gourmetkokke, arrangeret af René Redzepi på Noma.

En særlig ild

Han har siden fulgt ham tæt – og er tydeligvis dybt fascineret, ikke bare af maden, men også manden og mentaliteten bag Noma. Det er lige ved at blive for meget med slowmotion og sanselige billeder, lettere ude af fokus - men man tilgiver Deschamps, fordi man forstår hans fascination til fulde.

Der er en særlig ild i René Redzepi, der konstant driver ham fremad. Mod nye opdagelser, nye ideer, nye sejre og nye konfrontationer. Det er dybt fascinerende og inspirerende at se ham eksperimentere i kulisserne og opmuntre sine kokke til selv at lade fantasien løbe af med dem - når han da ikke gør dem dybt frustrerede med sin perfektionisme.

For vejen til succes består af lige dele eksperimenter, fejltagelser og benhårdt arbejde med fokus på detaljen. Ikke en myre må gå forkert på Nomas tallerkener - men derudover er der ingen grænser for, hvad de kan indeholde, bare det er fra Det nordiske køkken.

Hvad: »Noma – My Perfect Storm«. Hvem: Instruktør: Pierre Deschamps. Medvirkende: René Redzepi. Hvor: Premiere i udvalgte biografer over hele landet.