På mange punkter er de vidt forskellige, USA's præsident, Donald Trump, og hans franske modstykke, Emmanuel Macron.

Men på flere områder minder de to statsoverhoveder, der torsdag og fredag mødes i Frankrig, også om hinanden.

Lad os begynde med forskellighederne.

Trump er 71 år, Macron blot 39. Amerikaneren lægger stor vægt på at beskytte USA's interesser og er kritisk over for globalisering, franskmanden vil styrke landets internationale relationer. Trump vil trække USA ud af den internationale klimaaftale, Macron kæmper for dens implementering.

Listen kunne fortsætte.

Ligheder er der dog også flere af, påpeger nyhedsbureauet Reuters i en analyse op til Trumps visit.

De var begge politiske outsidere, før de blev valgt. De har hver især en fortid i forretningsverdenen - Trump som ejendomsmogul og Macron i form af sit tidligere topjob hos en investeringsbank.

»Begge elsker en god aftale, kræver målbare resultater snarere end luftige målsætninger og har en tilbøjelighed til showmanship,« lyder det i Reuters-analysen.

Trump første statsbesøg i Frankrig sker i forbindelse med landets nationaldag, Bastilledagen, og markerer desuden 100-året for, at amerikanske styrker gik i land i Frankrig under Første Verdenskrig.

Det finder sted, blot en uge efter at Trump deltog i sit første G20-møde. Her blev det klart, at USA med Trump i spidsen har fået et markant anderledes syn på områder som handel og klima.

Ifølge en fransk regeringstalsmand ønsker Macron at sikre, at USA ikke ender med at blive isoleret.

»Trump træffer nogle gange beslutninger, som vi er uenige i,« sagde talsmanden, Christophe Castaner, for nylig ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Enten kan vi sige, at vi ikke vil tale med ham, fordi han ikke har opført sig ordentligt, eller også kan vi række en hånd ud til ham og holde ham inde i varmen.«

Tilsyneladende går Macron efter sidstnævnte strategi. Håbet er, siger franske regeringskilder ifølge AFP, at Macron vil få Trumps tillid og på den måde vil kunne præge amerikansk udenrigspolitik, hvor kursen i øjeblikket kan være svær at regne ud.

På mødets dagsorden er blandt andet emner som terrorisme og krigen i Syrien, hvor både USA og Frankrig bekæmper Islamisk Stat.

Terrorisme har været et stort tema i fransk politik de seneste år, hvor landet er blevet ramt af adskillige angreb. Bastilledagen markerer således også etårsdagen for lastbilangrebet i Nice, hvor 86 personer omkom.

Knap 11.000 franske politifolk vil være på arbejde fredag, og der er stort fokus på sikkerhed i forbindelse med festlighederne på nationaldagen ifølge AFP.

Nyhedsbureauet peger på, at det anses som en stor ære for en udenlandsk statsleder at blive inviteret på statsbesøg i Frankrig på Bastilledagen.

Der er da heller ikke skruet ned for pomp og pragt ved besøget.

Macron og Trumps officielle møde bliver holdt i det elegante Élysée-palæ i Paris. Det efterfølges af en middag på michelinrestaurant i Eiffeltårnet, hvor hustruerne, Melania og Brigitte, slutter sig til.

Fredag skal de overvære den årlige militærparade på den berømte boulevard Champs-Élysées.

/ritzau/