Vi møder ham dagen derpå. Dagen efter en af de største virksomhedshandler i Danmark. Dagen efter, at Alf Duch-Pedersen har spenderet 44 milliarder kroner på at købe ISS ind i G4S - en virksomhed med over en million medarbejdere.

Alligevel ser den 65-årige erhvervsmand forbløffende afslappet ud.

Han har også haft tid til en gåtur i skoven ved boligen på Vallø Slot, og efter at have vist os ind i en lille, hyggelig stue, henter han kaffen nede i køkkenet.

»Hør her, vi har kendt den her dato i hvert fald i tre måneder, så vi var færdige engang i sidste uge. De afsluttende bestyrelsesmøder, som skulle sikre, at der var fodslag helt op til søndag aften – dem kunne vi tage i telefonen,« lyder forklaringen på det lave stressniveau.

Den handel kom som en stor overraskelse?

»Ja, og det er både godt og skidt, for overraskelsesmomentet er åbenbart blevet tolket negativt i visse kredse, og dermed fik kursen et dyk. Måske ville det have været bedre, hvis nyheden var lækket. Jeg ved det ikke. Mange hundrede mennesker har i øvrigt kendt til det her i løbet af den sidste uge – revisorer, advokater, ledelser og hele bankverdenen.«

Altså må vi i pressen have nogle rigtig dårlige kilder?

Nej, det er os, der har nogle gode mennesker, der forstår, hvor man har sin loyalitet og forstår, hvad man kan sige, og hvad man ikke kan. Men vi var da forberedt på, at det kunne springe, hvilket vi tog stilling til dag for dag,« siger Alf Duch-Pedersen, der ikke lægger skjul på, at han synes, markedets reaktion var lige rigeligt.

LÆS HELE ARTIKLEN I BUSINESS SØNDAG