Når Donald Trump ikke er populær i Danmark hænger det sammen med, at vi her til lands bekender os til en humanistisk-feministisk ideologi. Derfor kan vi bedre lide svenske ministre, der offentligt proklamerer troskab til matriarkatet.

Værdierne i dette matriarkat er lige så selvfølgelige, som de er ulidelige i deres politiske korrekthed, så de pip, der måtte komme som indsigelser, bliver latterliggjort, hvorfor man er nødt til som mand at gøre sig latterlig for overhovedet at blive hørt.

Det matriarkalske synspunkt går ud på, at alle er lige, og alt er lige godt, og det er f.eks. grunden til, at alle siger du til hinanden, for der er ingen skel og ingen forskel, børn og voksne er ét fedt.

Det er en tankegang, der med stor succes har sat sit præg på samfundsudviklingen siden overflodssamfundets gennembrud i 1960erne. Men det er også en ideologisk bevægelse, der med ødelæggende kraft har deformeret familielivet. Det har således på den ene side været et led i samfundets vækst og velstand, og har ført til en større rummelighed over for minoritetsgrupper, men det har på den anden side skabt en så voldsom ubalance i familielivet, så stort set enhver familie skal i behandling.

Når man tænker på, at vi alle er under indflydelse af denne samfundsudvikling, så forstår man jo det chok, det var for nationen at følge det amerikanske præsidentvalg og se en kandidat vinde, der har synspunkter som ikke engang en dristig stand up komediant kunne finde på.

Trump er ikke en tøsedreng

Hvordan kunne denne Trump vinde ved at love en mur langs den mexicanske grænse for at forhindre illegal indvandring? Hvorfor stemmer folk på en mand, der tillader sig at tale om indrejseforbud for muslimer som et led i kampen mod terror? Og hvordan kan man stemme på en mand, der har chikaneret en kvinde seksuelt?

Måske fordi disse markeringer først og fremmest skal forstås symbolsk: Trump er ikke en tøsedreng, der pænt spørger pigen om lov. Hans tale om mur og indrejseforbud skal næppe heller forstås som politiske forslag, men som udtryk for, at han ønsker at fortælle, at der er grænser.

Det patriarkalske har med grænser, adskillelse og orden at gøre, mens de matriarkalske værdier betoner ligestilling og rummelighed: Vi er alle lige gode, og vi skal alle være her. Den patriarkalske samfundsorden blev vingeskudt med Ludvig XVIs henrettelse i 1792. Men det var først efter Anden Verdenskrigs afslutning, at det matriarkalske samfunds værdier blev mærkbare.

I begyndelsen af 1970erne blev den nye feminine republik udråbt og gennem en årrække har den befæstet sine positioner. Man kan med god ret hævde, at med Hillary Clinton skulle denne udvikling krones med en kvinde på posten som verdens mægtigste leder.

Imidlertid er mennesker jo ikke kun kvinder. Der findes en anden halvdel af menneskeheden, der er mænd, og hvis de ellers ikke er mandlige, svenske ministre, viser det sig, at de også har værdier som er værdifulde.

Eller har de? Den amerikanske valgkamp var i mindre grad en kamp mellem republikanere og demokrater, og i højere grad en kamp mellem det matriarkalske og det patriarkalske, og dermed blev Clinton og Trump symbolske figurer. At de amerikanske vælgere genindsatte de faderlige værdier, kan der givetvis siges meget om, og den nye situation vil naturligvis få konsekvenser.

Det humane ligevægtssamfund

Jeg tror imidlertid ikke, at det er gunstigt for et samfund, at det kun er præget af det ene køns værdier, og jeg tror heller ikke, at det er heldigt, at samfundsværdierne skifter fra den ene yderlighed til den anden.

Det kan naturligvis være svært at overskue konsekvenserne af de kampe, som i fremtiden vil blive udkæmpet i samfundslivet mellem det moderretslige og det faderretslige, der for længst har overtaget den forældede sondring mellem venstre- og højreorienterede.

Det kan måske være på sin plads at minde om et af vore snusfornuftige ordsprog, der siger, at for meget og for lidt fordærver alt. Det får man tydeligt indtryk af ved at se på den moderne familie: Det er en ulykke for familielivet, hvis det enten er de feminine eller de maskuline værdier, der er enerådende. Når de maskuline værdier dominerer, kan det i yderste konsekvens føre til militaristiske unge, mens det feminines dominans kan føre til permanent psykisk krise.

Det er beklageligt, at samfundsdebatten ikke er i stand til at rumme både maskuline og feminine værdier. Og vi har endnu til gode at se det humane ligevægtssamfund, der bygger på, at mænd og kvinder kan respektere hinandens forskelligheder og se dem som legitime udtryk for det menneskelige.