Måske sidste år med kursfest i Pandora
På kort sigt tror Økonomisk Ugebrev Formue på, at den gode stemning omkring Pandora-aktien fortsætter, men på længere sigt kan i år være sidste år med krusfest.
På kort sigt tror Økonomisk Ugebrev Formue på, at den gode stemning omkring Pandora-aktien fortsætter, men på længere sigt kan i år være sidste år med krusfest.
»Den forestående afslutning på det store aktieudsalg kan være starten på en ny kursstigning op over kurs 400, hvorefter vi tror, at den store kursstigningsfest kan være ved at nå sin ende,« skriver ugebrevet.
Pandora lancerede et nyt tilbagekøsprogram i forbindelse med regnskabsmeddelelsen for 2013. Det løber året ud og er på hele 2,4 mia. kr., hvilket dog i takt med Pandoras stigende aktiekurs nu kun udgør lige over 5 pct. af de udestående aktier.
»Der skal købes aktier for over 50 mio. kr. om ugen resten af 2014,« anfører ugebrevet, der også henleder opmærksomehden på, at der på generalforsamlingen onsdag stemmes om 6,5 kr. i udbytte.
Samtidig har bestyrelsesformand Marcello Bottoli meddelt, at han træder tilbage i løbet af 2014 for at hellige sig et iværksætterprojekt.
»2014 er således på mange måder et skifteår for Pandora, og det kan også vise sig at blive året, hvor aktiens kursraketstatus afsluttes efter en sidste kursfest,« konkluderer ugebrevet.
Pandora-aktien gik på weekend med et fald på 2,9 pct. til 348,80 kr.