Lige siden Peter Stig Jakobsen afsluttede den juridiske kandidateksamen i 1988, har han altid haft en ydmyg tilgang til sit arbejde, men en meget direkte måde at eksekvere det på.
For Peter Stig Jakobsen er advokatgerningen en alvorlig sag, som skal tilgås med respekt. Han mener, at man grundigt skal tilegne sig sagens faktum og forstå de reelle udfordringer for at kunne løse sagerne på en givtig og fornuftig måde med den juridiske værktøjskasse. Det er et »must«, at man som advokat tænker som klienten og på en god og købmandsagtig facon, uden at det går ud over den juridiske ramme.
Nu fylder Peter Stig Jakobsen 50 år. De sidste 26 år har han brugt på at drive den advokatgerning, han respekterer så højt. Ydmygt. Ordentligt. Uden omsvøb. Det skal kunne lade sig gøre at tale ligeud af posen med klienterne, og som partner og leder af Bech-Bruuns afdeling for EU-, konkurrence- og udbudsret har han rig mulighed for at tage de direkte samtaler.
Klientporteføljen består af såvel offentlige som private virksomheder. Inden for det offentlige område bistår Peter Stig Jakobsen nogle af landet største forsyningsselskaber, særligt med udbudsretlig og kontraktretlig bistand. Blandt de private virksomheder tæller klienterne en række virksomheder inden for medie- og distributionsvirksomhed, byggemateriel-leverandører, affalds- og ressourcevirksomheder, landbrugsvirksomheder og virksomheder rettet mod detailsegmentet.
Hans store viden inden for konkurrenceret i EU og Danmark har betydet, at han over en ti-årig periode også har fungeret som ekstern lektor på Københavns Universitet i EU-konkurrenceret, dansk konkurrenceret og markedsføringsret. Herudover er han medforfatter til en række fagbøger, der anvendes på landets universiteter, herunder »Konkurrenceretten i EU« og »EU-udbudsretten«.
En af Peter Stig Jakobsens særdiscipliner er retssager og øvrige tvister, og han har procederet adskillige af de store sager inden for udbudsretten og konkurrenceretten og de straffe- og erstatningssager, som udspringer derfra.
En anden særdisciplin, advokaten har dyrket i sin fritid gennem mange år, er motionsracercykling. Om han kan køre lige op med de bedste, lader vi stå usagt hen, men den årlige gennemsnitsdistance runder gerne de 6.000 kilometer, og han har deltaget mange gange i Vätternrundan og Nordjylland Rundt på 300 kilometer hver samt en række løb sydpå, herunder La Mamotte, Dreiländergiro og Radmacher samt Les Trois Ballons. I 2013 deltog han sammen med to kolleger endvidere i Iron Man i København. Som et mere afslappende indslag i fritiden, får han pulsen ned igen med at gå på jagt og spille golf.
På den faglige front deltager Peter Stig Jakobsen i en række fora, herunder de forskellige foreninger og brancheorganisationer inden for de relevante specialer og DI’s OPS (Offentligt Privat Samarbejde). Han bor i Rungsted og har børnene Christian på 20 år og Josefine på 17 år.