AaB er i denne sæson ikke set bedre siden dagene med Rade Prica på toppen og Karim Zaza i målet. Og netop deres solide målmandssituation har den nordjyske klub nu konsolideret ved at forlænge med førstekeeper Nicolai Larsen.
AaB bringer på deres hjemmeside nyheden om, at Nicolai Larsen har forlænget sin kontrakt med klubben, så han nu er bundet til klubben indtil 2018.
- AaB har i en menneskealder været stærkt besat på målmandsposten, og med forlængelsen med Nicolai Larsen vil vi også være det i de kommende år. Ikke mindst i indeværende sæson har Nicolai Larsen udviklet sig kolossalt, siger sportschef Allan Gaarde ifølge pressemeddelelsen.
Larsen blev hentet til Nordjylland i 2010 fra Lyngby Boldklub, og han har siden da spillet 104 officielle kampe for de rød-og-hvid-stribede. Allan Gaarde fremhæver bl.a. det gode samarbejde med klubbens målmandstræner:
- En forlængelse af Nicolai Larsens kontrakt har haft høj prioritet for os. Sammen med målmandstræner Poul Buus og vores reservemålmand Carsten Christensen udgør Nicolai et stabilt team, og særligt Poul Buus har stor ære af Nicolais fremgang.
Nicolai Larsen og AaB kan fejre kontraktforlængelsen ved at tage endnu et skridt nærmere det danske mesterskab, når de i weekenden tager imod Esbjerg hjemme på Nordjyske Arena.