For tiden kører der en kampagne om, hvordan offentlige personer bliver udsat for grov chikane og trusler. Alt sammen uacceptabelt og utilgiveligt. Alle bør kunne ytre sig uden at risikere trusler og hetz.

Første gang jeg fik et trusselsbrev var før Facebook-bølgen. Brevet var sendt, som var det fra en bekendt, og budskabet var ikke til at tage fejl af; vedkommende vidste, hvor jeg boede, jeg skulle passe på eller skride hjem, hvor jeg kom fra. Brevet blev anmeldt, men ellers skete der ikke andet.

Min adresse og nummer blev hemmelig, ligesom jeg var meget påpasselig med ikke at give mit private nummer ud. Men som offentlig person er det svært med hemmelig nummer, og i disse digitale tider når trusler og chikaner ud til én, uanset hvad – især via de sociale medier. Netop debatten og tonen på de sociale medier er også interessant, når det gælder emner, som skaber reaktioner hos nydanske unge i det her tilfælde mere konservative grupper.

For nylig havde jeg en kommentar på Facebook om den tyrkiske præsident, Erdogan, som jeg kaldte for solkongen, der bygger et nyt palads for milliarder samtidig med, at demokratiet halter. Det skabte over 365 bemærkninger. Unge mænd, hvoraf flertallet er født og opvokset i Danmark, var rasende over, at jeg kunne tillade mig at tale kritisk om den store leder, Erdogan. Og de klassiske bemærkninger som dum, uvidende, pinlig og røv-slikker blev kastet ud i en strøm.

Men midt i al det her kom der også interessante bemærkninger såsom »bounty«: dvs. du er mørk udenpå, men hvid indeni – altså en reference, som ofte bliver brugt på personer der tør kritisere nydanskere eller »deres egne«. Men mest interessant var dem af mere religiøs karakter som: »satan har skidt på din kind«, »må Gud straffe dig«, eller »må gud beskytte muslimerne mod dig« (underforstået mig som vantro).

Det kendetegnende for de trusler/chikaner, jeg modtager, er, at de ofte er religiøst eller kulturelt baseret. Enten skal jeg »skride hjem«, fordi jeg stiller krav til det danske samfund, eller også skal jeg holde min kæft, fordi jeg forbryder jeg mig mod islam og vanærer min egen kultur og »mine egne«.

Det bekymrende ved denne episode er ikke, at disse vrede (og enkelte aggressive) unge mænd og få kvinder undgår den saglige debats præmis ved at gå efter kvinden frem for bolden. Der ligner de alle andre på de sociale medier. Nej, det bekymrende er, når disse unge nydanskere inddrager religion i deres hetz og personangreb. Jf. overskriften som man kan grine af eller lade vær’, men den sender et signal til andre herboende unge mennesker og især kvinder, og det er »kan du ikke argumentere , så true – og gerne med Gud«.

Netop religiøse trusler kan desværre også skabe en autocensur hos mange unge mennesker og desværre nok især hos unge kvinder. For er der noget, man som ung kvinde ikke vil stemples for at være, er det »vantro« eller »for meget integreret« (læs let på tråden).

Flere nydanske kvinder har også skrevet til mig og rost mit mod og holdning, og det samme har politiske kollegaer. Men jeg savner egentlig de mere konservative medsøstre derude i den virtuelle verden. De søstre, hvis tørklæde jeg forsvarer hver eneste dag, er tavse som graven, hvorfor? Er det selvkontrol, socialkontrol, kulturel kontrol?

Et søsterligt opråb: Kom frem, for den, der tier, samtykker.